Dagmar Overby-sagen. Beskrevet i aviserne

                                       Dagmar Overby i aviserne i 1920'ern

Historien om Dagmar Overby er blevet beskrevet tidligere. Men jeg har fundet, hvad der stod i aviserne på det tidspunkt. Altså fra dagen efter hun blev anholdt og da hun første gang blev omtalt i landets aviser.

Journalisterne beskrev sagen ud fra deres synspunkter og hvad de hørte fra kilder på Domhuset og rundt om i København.

Der er flere steder, hvor de samme oplysninger står i 2 eller flere aviser, men jeg vil vise, hvor forskelligt de enkelte aviser skrev. En avis kunne have det i sin udgave den ene dag, mens en anden avis skrev om det samme i dagene derefter.

I aviserne dengang blev Dagmar Overby beskrevet og kaldt nogle meget grimme ting og blev sammenlignet med andre folkeslag, der dengang blev omtalt med ord, som ikke er acceptable i dag. Jeg har bevidst valgt at inkludere de ord i teksten nedenfor. Det er altså ikke mine ord, men de er taget direkte ud af de aviser, journalisterne valgte at bruge for 100 år siden.

Jeg ønsker jer alle en god rejse gennem aviserne fra 1920'erne.

Venlig hilsen

Steen Roed Thoustrup

                                                                                                                                     4. september 1920.

Berlingske Politiske.

Historien om Enghavevej 21, hvor en 3 måneder gammel baby er forsvundet fra Fru Overby, som havde til hensigt at adoptere barnet, optager Opdagelsespolitiet i høj grad. Man begynder mere og mere at mistænke, at der er begået en frygtelig forbrydelse, selvom man endnu ikke har fundet beviser for det.

I går eftermiddag blev Fru Overbys kæreste, Svendsen, som også boede i lejligheden, arresteret og anklaget for at være involveret i barnets forsvinden. I den første retssag blev Svendsen fortsat holdt i varetægt, og efterforskningen af den mystiske sag er nu overdraget til 7. undersøgelseskammer, hvor politiassessor Mundt vil undersøge sagen nærmere. Indtil videre har assessor Mundt dog ikke afhørt hverken Fru Overby eller Svendsen.

Samtidig fortsætter Opdagelsespolitiet deres undersøgelser, og i dag besøgte politiinspektør Eigil Jacobsen og Overvagtmester Schou ejendommen. Ejendommen blev allerede gennemsøgt i går fra top til bund, uden at der blev fundet nogen spor af det forsvundne barn, og alle beboerne i huset er blevet afhørt, uden at nogen kunne oplyse noget ud over, at Fru Overby hurtigt må have skilt sig af med barnet, da ingen har hørt eller set det siden hun fik det. Fru Overby havde købt en barnevogn og tøj til barnet, men allerede i onsdags forsøgte hun at sælge dem.

Hun vil ikke oplyse politiet om noget; hun siger kun, at hun har overladt barnet til en anden kvinde, hvilket har ført til mistanken om, at barnet muligvis er blevet givet til en person, der har mistet sit eget barn og nu vil have et nyt for enhver pris.

På den anden side er der stadig mulighed for, at barnet er blevet dræbt, og politiet har i eftermiddag gjort et fund i lejligheden, som bekræfter denne mulighed. Man har fundet nogle små forkullede knogler i kakkelovnen. Disse knogler er blevet overgivet til Retsmedicinsk Institut, men det vil være umuligt at sige, om de stammer fra et lille barn eller et dyr, før i morgen. Politiet svarer foreløbigt meget hemmelighedsfuldt på spørgsmål om sagen, og der er endnu ingen sigtelse for mord rettet mod Fru Overby, og man tør heller ikke at udelukke, at hun har handlet i sindssyge.

Det, der fjerner noget af mistanken om, at hun har dræbt barnet, er, at man ikke kan finde et motiv til det, da Fru Overby ikke har modtaget nogen betaling for at adoptere barnet. Men det er heller ikke udelukket, at hun har handlet i sindssyg tilstand.

                                                                                                                                     5. september 1920

Avisen København

I går var politiassessor Mundt i 7. Undersøgelseskammer travlt optaget af at afhøre en kvinde ved navn Fru Overby, der er blevet anklaget for barnemord.

Historien begynder med en ung pige, der for tre måneder siden fødte et barn og annoncerede efter en plejemor i avisen. Pigen var arbejder og havde ikke tid til at tage sig af sit barn.

Fru Overby svarede på annoncen og indgik en aftale med pigen i onsdags. Uden nogen betaling overtog Fru Overby barnet og virkede som en stor børneven. Den unge mor følte sig tryg, men dog sikrede hun sig, at hun altid kunne komme og besøge sit barn.

Allerede dagen efter følte den unge mor en uimodståelig længsel efter at se det lille hjælpeløse væsen. Om formiddagen gik hun til Fru Overby, der var meget glad og smilende, men erklærede dog, at barnet var ude at køre. Moderen tænkte ikke videre over det, da vejret var godt, og forlod huset. Da hun kom tilbage om aftenen, var barnet stadig ikke til stede.

Denne gang gav Fru Overby en meget svævende forklaring på, hvorfor den unge kvinde ikke kunne se barnet. Det førte til en skarp ordveksling, hvor Fru Overby til sidst erklærede, at nu, hvor hun havde adopteret barnet, ville hun have lov til at beholde det i fred.

Den unge mor begyndte at ane, at der var sket noget frygteligt, og hendes mistanke blev bekræftet gennem samtaler med nogle af ejendommens beboere. Kvinderne havde lagt mærke til barnevognen, men ingen havde hverken hørt eller set barnet.

Den unge kvinde søgte derefter råd hos sine veninder og henvendte sig til politiet for at bede om en undersøgelse af sagen.

Der blev udstedt en fængslingskendelse mod Fru Overby. Hun forklarede, at en ukendt kvinde havde fået barnet overdraget. Under ledelse af den midlertidige politiinspektør Jacobsen påbegyndte en gruppe efterforskere en undersøgelse af den mystiske sag. Ejendommen på Enghavevej 21 blev gennemsøgt fra kælder til kvist, og beboerne blev afhørt, men uden resultat. Det lille barn syntes at være forsvundet sporløst.

Selvom der ikke var beviser for en forbrydelse, blev der fortsat efterforsket ud fra mistanken om en mulig forbrydelse, især fordi Fru Overby nægtede at give nogen forklaring. Hun blev anholdt og ført til domhuset, hvor dommer Carstens afhørte hende. I starten nægtede hun at sige noget, men til sidst fortalte hun en historie om, at hun en time efter hun havde fået barnet overdraget, afleverede det til en anden kvinde. Det var ikke muligt at komme nærmere på dette tidspunkt. Dommeren udstedte en fængslingskendelse, og sagen blev overgivet til fortsat efterforskning i 7. Undersøgelseskammer hos assessor Mundt.

Fru Overby virkede dog rolig i situationen. Hun var ikke ukendt med at blive anholdt. Hun var tidligere straffet for nogle tyverier.

I går eftermiddag foretog politiinspektør Jacobsen, overvågningsbetjent Schou og vagtmester Liktner en undersøgelse af Fru Overbys hjem på Enghavevej. For ikke at forstyrre arbejdet blev Fru Overbys kæreste, en fyrbøder ved navn Svendsen, anholdt og sat i arresten.

I kakkelovnen i den sigtede kvindes lejlighed blev der fundet nogle små forkullede knogler. Efterforskerne samlede knoglerne og sendte dem til retsmedicinsk institut med anmodning om en erklæring om, hvorvidt knoglerne stammer fra et barn eller et dyr.

Assessor Mundt oplyste i aftes, at han endnu ikke havde afhørt fyrbøder Svendsen. Assessoren mener dog, at Svendsen ikke ved noget om, hvad Fru Overby har gjort med barnet.

Det er assessorens hensigt at fortsætte undersøgelserne i dag og først afhøre Fru Overby igen i morgen.

                                                                                                                                     6. september 1920

Folkets Avis.

Artiklen handler om mordet i Flensborggade, der virkede voldsomt og uhyggeligt på alle. Men sagen var allerede tydelig, da den tidligere straffede mand blev kendt af politiet og havde ingen chance for at undslippe. Sagen om mysteriet fra Enghavevej 21 er dog anderledes. Her står man over for en kvinde, der er blevet morder af lyst eller sindssyge, og hvis psyke man må undersøge for at forstå hendes handlinger.

Politiet er meget interesseret i sagen og forventer en spektakulær afslutning. Allerede lørdag fandt politiets specialister to ting i den lille lejlighed, som vil være skæbnesvangre for den anholdte kvinde. Der blev fundet forbrændte knogler og alt det tøj, den tre måneder gamle pige havde haft på, blev fundet i en skuffe.

Den anholdte kvinde har fortalt politiet, at hun gav barnet væk til en ukendt dame i Istedgade, men det virker usandsynligt, da man normalt ikke giver nøgne børn væk. Politiet har dog ikke fortalt hende om de fundne benstumper.

Politiet håber, at erklæringen fra retsmedicinsk institut vil bekræfte mistanken, og når det sker, vil Parret blive taget til forhør. Man forventer at få både en tilståelse og en forklaring på, hvorfor kvinden dræbte det fremmede barn.

Derudover skal dagens vidner afhøres, heriblandt den forsvundne barns dybt bedrøvede mor. Retsmedicinske institut har meddelt, at undersøgelsen tidligst vil være afsluttet i morgen, så opklaringen af mysteriet vil ikke blive afklaret i dagens forhør. Forhøret er begyndt med den anholdte kvinde og fyrbøderen Svendsen, som begge blev ført ned i skaberne.

                                                                                                                                      7. september 1920

Berlingske Tidende.

Mens mordet på trappen i Flensborggade 49 trods sin uhygge ikke vakte stor interesse, nu hvor morderen er fanget og sagen i grunden er opklaret, giver historien om det forsvundne barn fra Enghavevej 21 politiet og retssystemet nok at tænke over. Selvom den anholdte fru Dagmar Overby og hendes kæreste, fyrbøder Carl Svendsen, stadig ikke ønsker at udtale sig, hælder politiet mere og mere til den opfattelse, at det lille 3 måneder gamle barn er blevet dræbt og brændt i kakkelovnen.

Politiassessor Mundt står i spidsen for undersøgelsen, og i går morges begyndte han med de lange afhøringer, hvor barnets mor var indkaldt. I et par timer forklarede hun, hvordan hun havde fået kontakt med fru Overby gennem en annonce og hvordan denne opførte sig, da hun ville besøge sin lille pige. Fru Overby fastholder stadig, at hun har afleveret barnet til en dame, hun traf i Istedgade, og fundet af de forkullede knogler med den umodne tandede imellem er endnu ikke blevet fremlagt for hende. Erklæringen fra retsmedicinsk institut er først klar om et par dage.

I mellemtiden er beboerne i huset og mange andre mennesker blevet afhørt, og alt tyder på, at fru Overby næsten med det samme har skilt sig af med det barn, hun skulle adoptere.

Klokken 13 i går eftermiddag blev Carl Svendsen, som hidtil kun havde været anholdt, fremstillet for dommer Sinding i et lukket møde, og det endte med, at der blev udstedt arrestordre mod ham.

Svendsen har pantsat en del af det forsvundne barns tøj, og resten har fru Overby forsøgt at sælge til en nabo, fru Nielsen, som var inde i lejligheden i onsdags og kunne mærke, at der var ild i kakkelovnen.

Hvis retssystemet og politiet kunne finde motivet til den forbrydelse, der utvivlsomt er begået, ville det lette undersøgelsen meget, men indtil videre kan man ikke forestille sig anden grund end, at fru Overby har taget barnet til sig uden kærestens viden og vilje, og at han derefter har forbudt hende at beholde det. Dette er kun en formodning, da hverken fru Overby eller Svendsen ønskede at give nogen forklaring under afhøringerne, som fortsatte i går indtil sent om aftenen.

Assessor Mundt, statsadvokat Gammeltoft og vagtmester Niels Andersen besøgte i går fru Overbys lejlighed for at undersøge stedets forhold.

                                                                                                                                     8. september 1920

Folkets Avis.

Men der kan være tale om, at et dødfødt barn er blevet brændt i Fru Overbys lejlighed.

I løbet af dagen i dag foreligger professor Ellermanns erklæring om de små benstumper, der blev fundet i Fru Overbys kakkelovn på Enghavevej. Og dermed vil denne sag blive bragt fra mysteriets mørke ud i dagens klare lys.

Kakkelovnen har givet nogle svar, og Fru Overby bliver nødt til at gå videre i alfabetisk orden.

Men hun er ikke den første, hvis skæbne dette snart lidt umoderne opvarmningsapparat er blevet. Adskillige andre forbrydere har lidt ynkeligt skibbrud på en eller anden genstand, som blev ment at være omdannet til aske på den sodede kakkelovnrist. Utallige er de kriminalromaner, hvor pointen netop lå gemt i en kakkelovn. Og kriminalpolitiet i hele verden kan vidne om, at den første genstand, opdageren stikker sin næse i, er netop denne lille praktiske indretning.

Alligevel opretholder forbryderverdenen kakkelovnsteorien med næsten fabelagtig letsindig stædighed.

En teori der straks blev forkastet.

Som det måske vil blive husket, begyndte hele denne sag på en måde, der lige så let kunne lede tanken hen imod en omplacering af det lille barn til et hjem, hvor man tilfældigvis havde økonomisk fordel af en arvings tilstedeværelse, snarere end en grufuld forbrydelse. Men rent instinktmæssigt forkastede opdagelsespolitiet straks den første teori til fordel for den sidste. Og man fik snart yderligere beviser på, at arvehypotesen var den mindst holdbare af de to, selvom den naturligvis havde været den mest tiltalende.

Blandt beboerne i ejendommen Enghavevej 21 blev det nemlig konstateret, at Fru Overby allerede samme dag, hun modtog barnet, forsøgte at sælge dets vogn. I lejligheden blev alt det tøj, Frk. Aa. havde bragt med den lille, også det, barnet havde haft på, fundet. Og som sagt lå der benstumper i kakkelovnen.

Desuden kom det frem, at der havde været fyret meget kraftigt i lejligheden netop den dag, hvor plejebarnet forsvandt. Og mistanken blev yderligere forstærket af Fru Overbys forsøg på at redde sig ved at give en dumforklaring om, at hun i Istedgade havde givet barnet til en ukendt dame, der var gået bort med det.

Gennem forhørene blev det mere og mere klart, at Fru Overby løj, og man bad så videnskaben om at sige det afgørende ord.

Et dødfødt barn?

Professor Ellermann kastede sig straks over den meget omstændelige kemiske analyse af de små benstumper, og i morges var han færdig med sin undersøgelse. Men klokken 10 havde man endnu ikke modtaget det betydningsfulde dokument på domhuset.

I indviede kredse hviskes der dog om, at professoren er kommet frem til resultatet, at knoglerne stammer fra et menneske. Men stammer de fra det forsvundne barn?

Alt synes at tyde på det, men man kan ikke helt udelukke muligheden for, at det kan være et dødfødt barn, der er blevet brændt op i kakkelovnen, og at den forsvundne lille pige stadig er i live.

Men sandsynligheden for, at en sådan teori skal være sand, er meget lille. Klokken 10.15 kom erklæringen, der bekræftede, hvad der blev hvisket om, dog lidt vagt.

                                                                                                                                      9. september 1920

Ringsted Folketidende.

I går eftermiddag blev den skræmmende forbrydelse fra Enghavevej 21 i København opklaret. Den 35-årige Dagmar Overby tilstod, at hun havde dræbt det lille tre måneder gamle barn, og både selve handlingen og det motiv, hun angiver, vidner om en usædvanlig råhed eller måske er kvinden sindssyg.

Som tidligere nævnt modtog politiet i går erklæringen fra professor Ellermann fra Retsmedicinsk Institut angående undersøgelsen af de få og små knogler, der blev fundet i kakkelovnen i lejligheden.

Erklæringen var ret vag, og det blev ikke entydigt fastslået, at det var børneknogler, men alt tydede på det, og de mange oplysninger, som retten og politiet sad inde med fra afhøring af ejendommens beboere og barnets mor, pegede på, at der var begået en forbrydelse, og at barnet var blevet dræbt. Hertil kom Dagmar Overbys ganske usandsynlige forklaring om, at hun havde givet barnet til en "fru Jensen" i Istedgade, og at hun havde forsøgt at sælge barnets tøj og barnevogn.

Politiassessor Mundt besluttede derfor at afholde en grundig afhøring af Dagmar Overby. Klokken 1 blev hun ført frem i retten, og assessor Mundt præsenterede hende for professor Ellermanns erklæring og alle de mange beviser, der var indsamlet imod hende.

Efter 2 timers afhøring afgav hun en tilståelse. Hun fortalte, at da hun havde fået barnet af frk. C., var hun glad for det og legede lidt med det, men så kom hun i tanke om, at hun ikke havde fået tilladelse fra sin kæreste, Carl Svendsen, til at adoptere barnet. Han havde tidligere truet med at forlade hende, da hun tidligere havde taget et barn i pleje.

Det var ved middagstid, hun fik barnet fra dets mor, og hen på eftermiddagen besluttede hun sig for at dræbe det.

Hun kunne ikke holde ud at have det, sagde hun, når hun tænkte på, at kæresten snart kom hjem. Derfor tog hun en gardinsnor og bandt den stramt om barnets hals, indtil hun mærkede, at den lille pige var død. Hun gemte liget i en kurvekuffert, og der lå det natten over, uden at Svendsen mærkede noget eller opdagede noget.

Næste dag, mens Svendsen var ude, stoppede hun liget ind i kakkelovnen, tændte op i den og brændte på den måde liget.

Efter at have afgivet denne forklaring besvimede hun i retssalen. De tilstedeværende gav hende nogle kamferdråber, og hun kom hurtigt til sig selv igen.

Hun gentog derefter sin tilståelse, som blev protokolleret, og hun blev derefter ført tilbage til Nytorv Arres. Hun erklærede med største bestemthed, at kæresten var helt uvidende om, hvad hun havde gjort. Hun havde ikke fortalt ham på forhånd om adoptionen, og hun turde ikke fortælle ham efterfølgende, at hun havde fået den lille pige.

Foreløbig vil Svendsen dog ikke blive løsladt, men retten er tilbøjelig til at tro, at han ikke havde noget med forbrydelsen at gøre.

Ifølge Berlingske Tidende har Dagmar Overby tidligere fået en straf på 18 måneders forbedringshusarbejde i Århus. Hun har været gift med en mand ved navn Nielsen, Overby er hendes pigenavn. Hun vil blive dømt af en nævningedomstol.

                                                                                                                                   10. september 1920

Klokken 5.

Den tidligere antagelse om, at Fru Dagmar Overby, der dræbte og brændte det lille plejebarn, havde flere mord på sin samvittighed, synes nu at være blevet bekræftet.

I hemmelighed har deres efterforskningsteam arbejdet på at undersøge, om Fru Overby tidligere havde haft plejebørn, og hvad deres skæbne var. Under denne undersøgelse blev beboerne i ejendommen på Enghavevej især afhørt af politiet. Det er blevet oplyst, at Fru Dagmar Overby kom til ejendommen som sygeplejerske for en ældre dame ved navn Fru Mogensen, som boede i den samme lejlighed, som Fru Overby bor i nu. Fru Mogensen var en elskelig ældre dame, som beboerne holdt meget af. Hun fik ofte besøg af børnene fra ejendommen, som hun kunne sidde i timevis og fortælle historier til. Men en dag blev hun syg og måtte søge hjælp udefra. Fru Overby søgte stillingen som sygeplejerske og fik den. Men fra det øjeblik hun trådte ind i Fru Mogensens lejlighed, lukkede hun alle andre ude. Selv børnene, som Fru Mogensen holdt så meget af, blev vist væk, og når nogen kom for at besøge den syge, svarede Fru Overby, at hun havde brug for ro, og ingen fik lov til at komme ind.

Fru Mogensen dør under mystiske omstændigheder.

I lang tid hørte ingen af beboerne noget om Fru Mogensens tilstand. Hun plejede at sidde ved vinduet og kigge ned på børnene, der legede i gården, men nu var hun ikke længere deroppe på vindueskarmen blandt blomsterne. En dag kom Fru Overby og fortalte, at Fru Mogensen var død. Der blev hvisket og snakket i krogene, og forskellige historier gik fra dør til dør rundt i ejendommen. Man mistænkte rent ud sagt Fru Overby for at have dræbt den gamle dame. Der skete dog ikke noget. Fru Mogensen blev begravet, og Fru Overby overtog hendes lejlighed.

Da skifteretten kom, manglede halvdelen af møblerne.

Den afdødes familie kom kort efter begravelsen og ville se Fru Mogensens efterladenskaber, men det var ikke muligt, da Fru Overby nægtede dem adgang til lejligheden. Lejligheden tilhørte nu hende, og kun skifteretten kunne komme ind, da de også manglede en del møbler. Fru Overby påstod, at hun havde fået dem af afdøde. Skifterettens folk fandt også en sparekassebog, som viste, at Fru Overby havde hævet stort set alle pengene, ca. 1500 kr., der stod på kontoen, den dag Fru Mogensen døde. Hun påstod naturligvis, at pengene tilhørte hende som betaling for hendes pleje.

Har hun dræbt endnu et lille barn?

Mens vores efterforskningsteam i går arbejdede med det materiale, der skal bruges under Fru Overbys afhøring i dag, var der en dame, der bad om at tale med vagtmester Likner.

Denne dame, en Fru N., der bor i ejendommen på Enghavevej, informerede vagtmesteren om, at en ung pige i går havde fortalt hende, at hun for cirka tre år siden efter en annonce havde overladt sit barn til Fru Overby. Hun havde betalt 100 kr. for barnet, og Fru Overby havde sagt, at barnet nok skulle få det godt. Cirka to år senere havde Fru Overby besøgt barnets mor og fortalt, at barnet nu var blevet placeret i Norge, hvor det havde det godt. Hun havde lovet at sende et fotografi på et tidspunkt. Siden har moderen hverken hørt eller set sit barn eller modtaget noget fotografi.

Disse oplysninger har selvfølgelig vakt stor interesse hos vores efterforskningsteam, og det menes, at en af de to sæt børnetøj, der blev fundet i Fru Overbys lejlighed, muligvis stammer fra dette barn.

Nu vil det vise sig, hvad politiet kan opnå med disse oplysninger, som ubestrideligt kaster et endnu mere uhyggeligt skær over morderen, Fru Overby.

                                                                                                                                   11. september 1920

Berlingske tidende.

I går eftermiddag blev mordersken fra Enghavevej 21, Dagmar Overby, ført frem for dommer Carsten af politiassessor Mundt for at afgive sin forklaring, som hun tidligere havde afgivet i undersøgelseskammeret. På grund af mangel på oplysninger om kæresten Carl Svendsen blev mødet holdt for lukkede døre. Arrestanten gentog sin tilståelse om at have dræbt og brændt det lille barn for tre måneder siden, kort tid efter at moderen havde overladt det til hende.

Hun forklarede, at hun havde pakket liget ind i en sæk og forsøgt at stoppe det ned i kakkelovnen gennem hullet, hvor man normalt koger, ved at fjerne alle ringene. Men hun kunne ikke få det ned ad denne vej, så hun tog risten ud nedenfor og stoppede det der og tændte op.

Dagmar Overby optrådte usædvanligt rolig, men ifølge dommer Carstens gjorde hun ikke indtryk af at være lettet efter tilståelsen. Dommeren udtalte, at hun er en person, man kan forvente det værste af.

Der er kommet flere nye anmeldelser mod arrestanten. Som tidligere nævnt er der mistanke om, at Dagmar Overby har dræbt en 60-årig dame, fru Mogensen, hvor hun tidligere arbejdede som sygeplejerske for et år siden. Det sandsynlige motiv var grådighed, da hun angiveligt beslaglagde alle fru Mogensens værdier. Der er dog ikke fremlagt positivt bevis for, at der er begået en forbrydelse mod den gamle dame.

Derimod er der meget, der tyder på, at fru Overby har dræbt flere børn. Som nævnt tidligere henvendte en kvinde sig til en af beboerne i bygningen og hævdede, at en "veninde" af hende for et par år siden havde betroet et barn til fru Overby, som senere sagde, at barnet var blevet sendt til en familie i Norge.

Derudover har politiet modtaget anmeldelser om, at to andre kvinder har overladt deres børn i pleje hos fru Overby uden senere at have hørt om deres skæbne.

Politiet arbejder med størst mulig energi på efterforskningen, og selvom der på nuværende tidspunkt ikke kan eller vil blive offentliggjort noget, tyder alt på, at Dagmar Overby er et bestialsk væsen, der af en eller anden grund har taget imod små børn og derefter dræbt dem.

Der er fundet en del portrætter af små børn i hendes hjem, der ikke er hendes egne.

Det er vagtmester Niels Andersen, Marker og Liktner, der arbejder på denne uhyggelige sag. Det handler ikke kun om at oplyse Dagmar Overbys forhold under hendes tid i byen, men også i provinsen, hvor hun bl.a. har opholdt sig i Aarhus. Her blev hun idømt 15 måneders forbedringshusarbejde for tyveri, og hun har tidligere været straffet.

I går aftes modtog politiassessor Mundt flere rapporter fra opdagelsespolitiet om resultaterne af deres undersøgelser i går.

                                                                                                                                   11. september 1920

Klokken 5.

På nuværende tidspunkt arbejdes der dag og nat i Det Syvende Undersøgelseskammer på at opklare barnemordsaffæren fra Enghavevej. Dog bliver arbejdet mere og mere komplekst, da der konstant kommer nye anmeldelser ind fra mødre, der har overladt deres børn til fru Overby. Disse børn er forsvundet under omstændigheder, der giver grund til at tro, at den grusomme forbryder har myrdet dem på en eller anden måde.

Udover den anmeldelse, vi informerede om i går, har to kvinder henvendt sig til kamret og fortalt, at de for et stykke tid siden havde fået besøg af fru Overby, der gerne ville tage sig af deres børn og passe dem, indtil hun kunne finde gode adoptivforældre til dem. Kort tid efter fik disse mødre besked om, at deres børn nu var blevet anbragt hos gode familier, men adoptivforældrene ønskede, at deres adresse blev holdt hemmelig for moderen, så hun ikke ville kunne besøge barnet. Efter at have læst om de forfærdelige handlinger, som fru Overby har begået, er de blevet bange for, at deres børn har lidt samme skæbne som den otte måneder gamle pige.

Foruden disse anmeldelser har politiet modtaget et anonymt brev med forskellige sensationelle oplysninger. Politiet arbejder i stor hemmelighed med alle disse informationer og vogter nøje over, at ingen får noget at vide. De ønsker naturligvis at undersøge alle anmeldelserne, før de udtaler sig med sikkerhed om sagen.

Vi har spurgt forskellige politiautoriteter, hvad de mener om de mange nye anmeldelser, og de svarer, at de naturligvis ikke kan udtale sig med sikkerhed endnu, men de er ikke afvisende over for tanken om, at fru Overby kan have begået flere barnemord. Omstændigheden omkring det opklarede barnemord, som var motiveret af lystmord, giver god grund til at tro, at morderen, der havde en evne til at narre ulykkelige mødre, har fået mange børn overgivet til sig for at dræbe dem.

Efter arrestationen af fru Overby blev hendes hjem undersøgt af politiet, men undersøgelsen var overfladisk. Nu, hvor sagen ser ud til at få et uhyggelig stort omfang, har efterforskerne foretaget en ny, mere grundig undersøgelse af hjemmets gemmer for at finde ting, der måske ikke kom frem under den første undersøgelse. Det viste sig hurtigt, at der rent faktisk var betydningsfulde fund, da politiet fandt en hel del fotografier af nøgne børn under et år gemt i en skuffe under nogle klude. Dette fund tyder på, at affæren vil få store konsekvenser.

Under efterforskningen er det kommet frem, at fru Overby har født tre børn, som alle er døde som spæde. Det vil nu blive undersøgt, om disse børn er døde en naturlig død, eller om den vanvittige kvinde selv har dræbt dem.

Det seneste forhør med mordersken blev afholdt i går eftermiddags. Hun gentog sin tilståelse og opførte sig behersket, indtil assessor Mundt spurgte ind til hendes motiv bag hendes handlinger. Her brød hun fuldstændig sammen. Forhøret fandt sted for lukkede døre, og efter afslutningen blev fru Overby ført gennem en sidegang til sin celle, uden at de mange nysgerrige, der havde samlet sig i hovedgangen mellem forhørsværelset og cellen, fik et glimt af mordersken.

Hvis hendes tilstand tillader det, vil hun blive fremstillet til forhør igen i dag.

                                                                                                                                   12. september 1920

København.

Der arbejdes igen på højtryk i det syvende undersøgelseskammer. På baggrund af omfanget af rygter og anmeldelser ønsker politiet at få afklaret mordgåden fra Enghavevej hurtigst muligt. Ud over de faste efterforskere i kamret er der også engageret omkring en halv snes medlemmer af det flyvende korps. Opgaven er stor og kompliceret nok til at beskæftige en betydelig styrke.

Inden for politiets øverste ledelse er der ingen tvivl om, at der er sket hidtil uopklarede og uhyggelige ting i Fru Overbys lejlighed. Det nye bevismateriale, der er indsamlet, vejer tungt.

I går blev Fru Overbys kæreste, fyrstyrmand Svendsen, afhørt af politiassessor Munde, men ifølge rygterne var resultatet afhøringen ikke særlig betydningsfuldt. Som det tidligere er nævnt, har politiassessoren og efterforskerne besluttet ikke at offentliggøre noget som helst, før sagen er yderligere oplyst.

Ifølge domstolene har fyrstyrmanden fastholdt sin uskyld og nægtet at have kendskab til sin kærestes forbrydelse. Han indrømmer dog, at hun har været lidt nervøs på det seneste, hvilket han ikke har lagt mærke til. Det er også sandt, at han tidligere har sagt til hende, at han ville forlade hende, hvis hun tog plejebørn ind i huset.

Han forsøgte at forklare den svære opgave, det var at være sammen med sin kæreste og købe brænde og petroleum kort før barnet blev myrdet.

Undersøgelser er også i gang i provinsen. Fru Overby har tidligere boet i Aarhus, så der er blevet gennemført en undersøgelse der også.

I går modtog undersøgelseskammeret meddelelse om, at to af de børn, man frygtede for, er blevet fundet. Det ene barn, som er hendes eget, befinder sig under fattigvæsenet, mens et andet barn, som hun havde taget til pleje i Aarhus, er blevet placeret hos en anden familie.

I Fru Overbys hjem på Enghavevej har efterforskerne fundet i alt 36 fotografier af små piger i forskellige aldre. Det skal undersøges nærmere, om disse børn har relation til hendes slægt og omgangskreds.

I dag har politiassessor Mundt besluttet sig for at forsøge at konfrontere barnemorderen og præsentere alt sit bevismateriale i afhøringen. Han vil præsentere alle børnefotografierne og kræve oplysninger om, hvem hvert billede forestiller og hvor barnet befinder sig.

Det vil blive undersøgt, om hendes forklaring stemmer overens med virkeligheden.

Desuden er der blevet anmeldt to nye mord til politiet af to kvinder, der havde overgivet deres børn til Fru Overby og nu ikke kan få nogen oplysninger om, hvor børnene er. Det virker mærkeligt, at der er mødre, der er tilfredse med ikke at høre om deres børns skæbne. Men man må huske, at børnene blev anbragt hos Fru Overby, fordi mødrene var i svære livssituationer. Der kan måske også have været andre grunde til, at de lod adoptionen være en glemt episode.

I går var de to kvinder hos politiassessor Mundt for at afgive forklaring. Den ene er søster til en restauratør i Gothersgadekvarteret ved Islands Brygge. Den anden kvinde, der tidligere nævnte, at hun frygtede, at Fru Overby havde begået flere barnemord, er identisk med denne anmelder.

Gennem kvindernes forklaringer og oplysningerne, efterforskerne selv har indhentet, mener man, at man kan bevise, at Fru Overby også har dræbt disse børn.

Det er indlysende, at dagens afhøring primært vil dreje sig om dette. Hvis efterforskernes beregninger holder stik, kan det resultere i to nye tilståelser om mishandlede og myrdede småbørn.

Det skal også nævnes, at et af Fru Overbys børn forsvandt i Randers. Fru Overby blev straffet med 18 måneders arbejde i forbedringshuset for tyveri i 1918, da hendes mand, Nielsen, boede i Aarhus. Opdagelsespolitiet har modtaget rapporter om denne sag fra Aarhus. Det oplyses også, at Fru Overby i 1911 fødte et barn, hvis far var en restauratør i Aarhus. Han betalte hende 500 kr. en gang for alle, og hun skulle selv tage sig af barnet. Senere, da hun blev gift med Nielsen, tog hun en dag barnet i en barnevogn til Randers og sagde, at det skulle sættes i pleje. Siden har man ikke set det.

Det skal også nævnes, at Fru Overby er en fantasifuld personlighed og foruden at være en af de mest uhyggelige forbrydere, Opdagelsespolitiet nogensinde har haft, har hun også tidligere angivet sin mand for tyveri og et mord, som viste sig at være opspind.

                                                                                                                                      12 september 1920

Social-Demokraten.

Der fremkommer hver dag nye alvorlige anklager mod barnemordersken Fru Overby, og hver enkelt anklage gør sagen mere og mere uhyggelig.

I går modtog politiet en meddelelse om, at man også på et tidspunkt i Aarhus, hvor Fru Overby havde bopæl, havde mistænkt mordersken for et barnemord.

Rygterne blev imidlertid afkræftet, da der tilsyneladende ikke var grund til mistanken, og den blev aldrig politimæssigt undersøgt. Den blev kun diskuteret mellem personer, og den blev glemt, da Fru Overby forlod byen.

Nu, hvor hendes mordsag er kendt over hele landet, er den gamle mistanke igen blevet gravet frem, og der er blevet givet meddelelse til politiet om hendes forhold på det tidspunkt.

Fru Overbys tid i Aarhus.

Fru Overby, der åbenbart altid har været en letfærdig dame, var gift i sin tid i Aarhus. Hendes mand hed Nielsen, og han var heller ikke fin på papiret. Han blev således anklaget for tyveri. På det tidspunkt, det drejer sig om, sad han fængslet for tyveri af et lam. Samtidig fødte hans kone et barn, og man mener nu, at hun har slået barnet ihjel.

Kort tid efter fødslen tog hun en tur til Randers med barnet, og da hun vendte tilbage, havde hun ikke længere barnet. På alle forespørgsler om, hvor barnet var, svarede hun kun, at det var sat i pleje. Hun ønskede ikke at give yderligere forklaringer, og det virkede også troværdigt nok. Hun fortalte nemlig som grund, at hun ønskede at fjerne barnet fra hjemmet, da hendes mand var en forbryder.

Samtidig - det var i 1918 - anklagede hun sin mand for at have begået det gamle Hejlskovmord, hvor en 15-årig dreng blev dræbt, uden at det senere blev fastslået, hvem morderen var. Men da denne anklage viste sig at være grundløs, forlod hun byen. Ved sin afrejse fortalte hun åbent, at hun kun havde anklaget ham for at kunne slippe af med ham. På det tidspunkt var hun blevet bekendt med sin nuværende kæreste, fyrpasser Svendsen, og hun ville gerne rejse væk med ham.

Da hendes modbydelige anklagemyndighed mod manden viste sig at være baseret på meget løse beviser, rejste hun til København, og her har hun siden boet under navnet Fru Overby, mens Svendsen har været hendes logerende.

Det forsvundne barn.

Barnet, som Fru Overby rejste til Randers med, havde hun sammen med en restauratør i Aarhus. Denne restauratør skal angiveligt have betalt hende 500 kroner i kontanter for at slippe for mere vrøvl med barnet. Han var ikke sikker på, om han var faderen til barnet, men da han helst ville undgå, at hans familie fandt ud af noget om forholdet, ønskede han og fik han det arrangeret på denne måde.

Nu har man naturligvis slet ingen beviser for, at Fru Overby slog barnet ihjel under hendes rejse til Randers, men på baggrund af det, der ellers er oplyst om hende, forsøger politiet også at komme til bunds i denne gamle sag.

De øvrige anklager.

Politiet arbejder hårdt på at finde sandheden i hele affæren. Dette er svært, da der er meget få holdepunkter i de indkomne anmeldelser.

Indtil videre er Fru Overby anklaget for at have slået to af sine egne børn - udover det førnævnte Aarhusbarn - og to plejebørn ihjel. Nogle fantasifulde aviser har også anklaget hende for at have slået en gammel dame ihjel, som hun havde været plejer hos. Men politiinspektør Tage Jensen betegner denne anklage som grundløs, da den pågældende dame efter hvad der nu oplyses, døde af en naturlig død.

En konfrontation.

Der blev ikke afholdt en egentlig afhøring af Fru Overby i går. Man ønskede blot at konfrontere hende med barnets mor, Frøken Aagesen.

Dette møde fandt sted i 7. undersøgelseskammer. De to kvinder mødtes i tavshed og erklærede, at de kendte hinanden fra forhandlingerne om barnet.

Mødet var kort, og der var ingen dramatiske scener.

Efter fremstillingen blev Fru Overby ført tilbage til fængslet, og her vil hun forblive de første to dage, mens politiet undersøger sagens enkeltheder.

Hvor menneskedæmonen boede.

Et besøg i ejendommen på Enghavevej 21.

Beboerne fortæller om Dagmar Overbys daglige færden.

Allerede sidste lørdag besøgte vi ejendommen på Enghavevej, der pludselig er blevet kendt. Men den nye opsigtsvækkende udvikling i mordersagen fik os til at lave en lille razzia i kvarteret i går.

I kvarteret omkring Enghavevej 21 diskuteres Dagmar Overbys meritter naturligvis livligt. Selv de mindste ting, der har en smule forbindelse med den anholdte, bliver til en gruopvækkende forbrydelse i folkemunde. Børnene ser skeptisk op på den øverste etage, hvor Overby har boet. De hvisker sammen, ser forskrækkede ud og bliver mærkeligt tavse. De voksne har det omtrent på samme måde. Beboerne, som vi henvender os til, ryster på hovedet og siger til trods for, at Dagmar Overby har boet i ejendommen siden december 1919:

Vi kendte hende næsten ikke.

Men der er dog en, der kender hende. Det er Schuman, der bor i kælderen under Fru Overbys tomme lejlighed.

Jeg flyttede hertil, efter Overbys flyttede ind, og jeg så hende næsten hver dag,

Der er én person blandt dem, der kender Fru Overby, og det er Schuman, der bor under hendes tomme lejlighed i kælderen. Han flyttede derhen efter Overbys var ankommet, og han så hende næsten hver dag. Han siger, at hun ikke så ud som en forbryderske.

Kæresten havde dog en skummel og underlig fremtoning.

Nogle gange har jeg været inviteret op i Fru Overbys lejlighed, siger Schuman. Det er en toværelses lejlighed, der er pæn og hyggelig.

Talte Fru Overby meget om sine børn? spørger de. Hun virkede meget glad for børn og havde en nærmest sygelig hengivenhed til dem. Jeg lagde mærke til et lille rundt bord i hendes lejlighed, fyldt med billeder af børn. Fru Overby fortalte, at det var hendes egne børn, der var blevet fotograferet i forskellige aldre. Det lød meget troværdigt, men der var mange fotografier, siger Hr. Schuman. Hun talte sjældent om sin fortid, men jeg fik at vide, at hun havde arbejdet som sygeplejerske i Aarhus og på Fyn.

Schuman så forrige mandag, at to kvinder kom med en barnevogn og to børn. De kørte væk med barnevognen og det ene barn blev efterladt. Han mener, at det var frk. Aagesens barn, der blev efterladt. Han kender ikke den afdøde Fru Mogensen og tror ikke, at der er noget kriminelt i hendes død, da der allerede var en læge og en dødsattest.

Fru Overby besøgte dagligt en håndkøbskøbmand på det modsatte hjørne. Vi havde en lille snak inde i butikken. Håndkøbskøbmanden siger, at Fru Overby var en venlig og hjælpsom kvinde, som man ikke havde nogen grund til at mistænke for noget ondt. Morderens nabo, Fru Nielsen, som Fru Overby tilbød noget børnetøj og en barnevogn lige før sagen kom i politiets hænder, er ikke blevet afhørt. Hun fortæller igen til os, at hendes kendskab til Dagmar Overby er meget begrænset.

Gennem vores samtaler får vi indtrykket af, at den anholdte morder omgav sig med en vis mystik. Hvorfor hun gjorde det? Det har de seneste dage fuldkommen bevist.

                                                                                                                                   13. september 1920

Aarhus Stiftstidende.

Søndag tilstod Fru Dagmar Overby at have dræbt yderligere tre børn udover dem, hun allerede havde erkendt. Politiet afhørte hende søndag formiddag kl. 10, og afhøringen varede indtil kl. 22.30 om aftenen. I 1916 modtog hun et plejebarn, som var født uden for ægteskab på Nørrebro. Moderen gav hende 12 kr., og hun kvalte barnet og smed liket i en toiletkværn på Assistens kirkegård.

Senere fik hun endnu et plejebarn, og hun gav barnet tilbage til den ugifte mor på Nørrebro, hvis barn hun i forvejen havde dræbt. Dette barn døde kort tid efter. I 1916 boede hun i Aabenraa i tre måneder, hvor hun modtog et barn fra en ugift pige. Hun dræbte dette barn ved at drukne det i en vandkrukke. Liget blev skjult på loftet og blev fundet af politiet i går.

En kvinde, der for nogle år siden anmeldte Fru Overby for børnemord, overgav et barn til hende, som stadig er i live og opholder sig hos pigens ugifte mor i Jylland. I slutningen af 1917 modtog hun en dreng, som hun dræbte kort efter modtagelsen. Hun påstår, at hun ikke kan huske, hvordan hun dræbte dette barn og hvad hun gjorde med liket. Hun kan ikke forklare, hvorfor hun har dræbt børnene, og hun hævder, at det skete spontant og at hun ikke har dræbt flere børn eller haft økonomisk fordel af at have børnene i pleje.

Politiet har fået tilsendt rapporterne om Fru Overbys tyverier i Aarhus i 1918. Det nævnes, at hun i 1911 fødte et barn, hvis far var en restauratør i Aarhus. Han gav hende 500 kr. for at tage sig af barnet. Senere, efter hun blev gift med Nielsen, kørte hun barnet til Randers i en barnevogn og sagde, at de skulle sætte det i pleje. Siden har man ikke set barnet.

Da hun nu er sammen med fyrbøder Svendsen, anmeldte hun sin mand for tyveri for at slippe af med ham, og både hun og manden blev dengang straffet for tyveri. Hun anklagede også manden for Hejlskov-mordet, men det viste sig ved undersøgelsen at være en opspind. Desuden er to af de børn, som mødre fra København havde anmeldt som forsvundne, blevet fundet i Aarhus under fattigvæsenets omsorg.

En korrespondent har interviewet nervelægen Dr. Schrøder fra Kommunehospitalet i København om sagen. Lægen nævner, at Fru Overbys handlinger ikke nødvendigvis skyldes sindssyge, men kan være resultatet af en psykisk defekt. Han mener, at der kan være en tidligere sygdom, der har påvirket hendes sjæleliv og ført hende ned ad den vej, som heldigvis er blevet afsluttet. Han påpeger dog, at seriemordere sjældent kan anses for at være sindssyge, men at de altid har en eller anden form for defekt.

Der er stadig nye anmeldelser mod Fru Overby. I afhøringen i nat fortalte hun, at de første tre mord ikke generede hende, men at hendes nerver begyndte at blive påvirket ved det fjerde mord, og hun overvejede flere gange at melde sig til politiet. Hun indtager næsten ingen mad i fængslet, kun kaffe og wienerbrød. Politiet undersøger alle grøfter langs Enghavevejen for at lede efter det tredje barnelig, da hun nægtede at udtale sig om det tilfælde. Det antages, at hun har skåret det lille barn i stykker og begravet det.

Politiet undersøger også et andet tilfælde, hvor der mistænkes for, at hun har myrdet et barn. Hvis dette viser sig at være rigtigt, vil det være det femte mord, hun har begået. Politiet og Justitsministeriet er i forhandlinger om at oprette en kommissionsdomstol til at undersøge sagen, og politiassessor Mundt og vagtmester Niels Andersen vil formentlig blive tilknyttet kommissionsdomstolen. Der er indtil videre anmeldt i alt 22 børn, som hun modtog og som derefter forsvandt.

                                                                                                                                     14 september 1920

Folkets Avis.

Dagmar Overby-sagen er stadig i begyndelsen, men hun har allerede tilstået seks mord på uskyldige småbørn. Danmark kan på ingen måde benægte at have fostret en sådan forbryderske, hvis handlinger ikke skammer sig ved at blive sammenlignet med verdens værste. Fru Overbys forbrydelser er i verdensformat, og hun er selv en gåde, som selv er så enkel og åbenlys for en Nordentoft eller Grippen, men samtidig mere gådefuld end nogensinde før med de rædselsvækkende tilståelser der kom frem i går. Det viser sig nemlig, at hun også har begået mord af økonomiske grunde. Hun dræbte også for pengenes skyld. Hendes seneste tilståelse afslører, at hun i 1917 modtog et spædbarn for et beløb på 200 kr. Hun beholdt barnet i en uge, fordi hun ikke ville risikere, at moderen ville komme for at besøge det. Men da det viste sig, som i alle andre tilfælde, at moderen var glad for at være blevet af med barnet og ikke interesserede sig for dets skæbne, besluttede Fru Overby, at tiden var inde til at begå drabet. Hun forberedte sig på samme måde som i andre forbrydelser. Der blev købt brænde og petroleum, og efter det blev gjort, kvalte hun barnet og brændte liget. I 1919 tog hun endnu en dreng, der var uheldig og kom til verden på en måde, der gjorde det til en byrde. Moderen boede i Valby og gav ingen plejeløn, så drengen blev straks kvalt, lagt i en barnevogn og kørt til Øresundsvej, hvor hun smed liget i en kloak. Fru Overby har haft masser af plejebørn. Som man kan se, har denne kvindelige mordmaskine fungeret næsten automatisk, så der går ikke mere end en dag mellem de rædselsvækkende tilståelser. Når man finder ud af, at hun aktivt søgte plejebørn, og der var dage, hvor hun modtog op mod hundrede breve, forstår man, at der er langt mere at afsløre. Det kan anses for givet, at kvinden har myrdet alle de børn, hun kunne komme af med. I mellemtiden fortsætter politiet med at undersøge de tilfælde, der allerede er kendt. De benstumper, der blev fundet i Rottereden i Aabenraa, blev allerede sendt til Retsmedicinsk Institut. Ved 6-tiden i aftes kørte Vagtmester Niels Andersen og Opdageren Ludvig Larsen i en lukket bil ud til det sted på Øresundsvej, hvor mordersken påstod at have gemt det sidste kvalte barn.

Hun, der selv var med, pegede på et træ ved en overgroet grøft; og da det blev markeret, gik turen tilbage til arresten.

I løbet af dagen i dag vil man genoptage forhørene. Og i morgen kan man forberede sig på nye uforståelige rædsler.

Det hovedløse barnelig i Bernstorff Slotspark.

En gåde, der måske kan løses af mordersken.

Ved fremkomsten af Dagmar Overby-sagen dukker der desuden en lige så uhyggelig som ufattelig rå barnemordsaffære op, som midt i den berømte generalstrejkes kaos gik rimelig ubemærket forbi. Og det er ikke utænkeligt, at den er på vej til at blive opklaret.

Den har nemlig så mange lighedspunkter med massemorderskens fremgangsmåde, at det næsten virker utænkeligt, at hun ikke har haft en finger med i spillet her.

Sagens forhistorie er kort sagt følgende:

Fredag aften den 23. april stødte arbejdsmand Rasmus Hansen, Ermelunden nr. 6, der var i gang med at opmudre grøften omkring Bernstorff Slotspark, på en pakke aviser fast bundet med en snor, og da han læste den, faldt et hovedløst barnelig ud.

Politiassistent Rudolf Nielsen, Hellerup, og kredslæge Lembke foretog kort efter obduktion, og det blev konstateret, at den lille, stærkt mishandlede børnekrop var forbrændt på både arme og ben. Med andre ord havde nogen forsøgt at brænde barnet op!

Hovedet var, til trods for en energisk eftersøgning, ikke muligt at finde.

Politiet havde ingen værdifulde spor at følge. Liget var nemlig fuldstændig nøgent, der var ikke et eneste stykke tøj på det, og det eneste karakteristiske var indpakningen. Den bestod udelukkende af Nationaltidendes nr. 89!

Imidlertid forsvandt sagen i glemsel, alle spor stoppede ved den lille grøft i Slotsparken, og det eneste, man kunne sige med nogen form for sikkerhed, var, at mordersken havde skåret barnets hoved af med et skarpt instrument og derefter overgivet det til flammerne.

Men nu, hvor mordet faktisk ikke blot var glemt af politiet, men også af offentligheden, dukker det pludselig op igen, sandsynligvis for at blive opklaret.

I går omtalte vi, hvordan Fru Overby tidligere beskyldte sin mand, Agent Nielsen, for at begå mordet, som fandt sted den 2. maj 1906 tæt på Hejlskov, i nærheden af en ellekrat.

En 14-årig dreng, Søren Peter Jensen, havde været på Løjten Marken for at sælge en ko. Men i krattet blev han overfaldet, berøvet 150 kroner og myrdet med et slag fra en stok, der fuldstændig knuste hans hoved.

Den første undersøgelse blev ledet af politiassistent Stenaa, hvis søster også blev myrdet ved Hjortshøj (man ved ikke, om der er en sammenhæng mellem disse forbrydelser), men efter at tre mænd - heriblandt Nielsen - havde siddet fængslet som mistænkte, blev mordet til sidst overskygget af uopklarede mysteriers makabre historie.

Efterhånden er det dog kommet frem, at der var tegn på lystmord ved forbrydelsen, og til det kommer at Dagmar Overby har været så engageret i sagen, at det tyder på, at der er blevet iværksat en ny undersøgelse i stilhed.

Hvad skal opdageren Villadsen i Aarhus?

En af de omstændigheder, der tyder i denne retning, er, at den unge opdager Villadsen fra 7. Undersøgelseskammer i går aftes tog til Aarhus med damperen.

Hans officielle mission var at anholde en landmand, der i 1913 fik et uægte barn med Frk. Overby og sammen med hende satte barnet ud. Men uofficielt lyder det, at han samtidig skal indhente oplysninger om Hejlskov-mordet. Måske viser det sig endda, at han ikke har én, men to anholdte med sig, når han vender tilbage til byen.

Derfor har sagen allerede fået stor opmærksomhed i Jylland, og det vil sandsynligvis snart vise sig, at den kan spores i hele landet. Der er endda tegn på, at Fru Overby - ligesom Nordentoft - også har haft "klienter" i Sverige.

Samtale med politiassistent Rudolf Nielsen

Politiassistent Rudolf Nielsen, der i sin tid ledede undersøgelsen, udtaler til os:

"Jeg må indrømme, at vi herude fik et andet syn på denne uhyggelige sag, efter at vi hørte om Fru Overbys første forfærdelige tilståelse.

Det viste sig nemlig, at der var utrolig mange lighedspunkter mellem hendes tilståelse og mishandlingen, som det lille lig, vi fandt i statsparken, blev udsat for. Men undersøgelsen er endnu ikke blevet ændret i denne retning. Vi har sendt sagsakterne til en anden jurisdiktion i Nordsjælland, hvor en lignende sag bliver behandlet. Men da jeg ikke har hørt noget derfra, må jeg antage, at de heller ikke har haft mere held end os.

Med andre ord kan man forvente, at hele denne sag bliver genundersøgt på baggrund af Fru Overbys hidtidige tilståelser, hvis det ikke lykkes for os i den anden politikreds - hvilket det sandsynligvis ikke gør. Det er helt naturligt, at vi følger denne logiske rute.

Vi har i hvert fald drøftet en sådan mulighed grundigt her på stationen!"

En politimand fra Aarhus Statspoliti taler om Dagmar Overby.

Kort før redaktionens afslutning har FOLKETS AVIS interviewet Overbetjent Petersen fra Aarhus Statspoliti. Han er den, der sammen med Opdageren Villadsen skal udføre den ekspedition, der uden tvivl vil skabe endnu mere sensation om den allerede alt for sensationelle og uhyggelige Dagmar Overby-affære.

Hr. Petersen, der ventede på sin kollega fra København, udtalte følgende til os:

Jeg tror konstant, at fru Overby lyver, når hun forsøger at involvere sin mand i Hejlskovmordet igen. Jeg har nemlig haft med den dame at gøre før, og jeg ved, at hun ikke kun er løgnagtig, men også et direkte gruopvækkende ondskabsfuldt og hævngerrigt menneske.

Og da hendes alvorlige anklager blev behandlet tidligere, viste det sig, at Nielsen til dels kunne bevise sit alibi.

Der må derfor være kommet både overraskende og vægtige nye beviser imod ham igen, hvis der skal lægges en anklage mod ham med tyngde. Men selvfølgelig kan hans forhold være af en sådan art, at vi alligevel bliver nødt til at anholde ham inden aftenen!

Gårdejeren i Lystrup.

Hr. Petersen fortæller os også, at gårdejeren, der har været med til at sætte morderskens barn ud, bor i den lille landsby Lystrup.

Hun har tidligere arbejdet for ham. Det var i den periode, hun fødte barnet, og de planlagde derefter at sætte det ud sammen.

Han vil blive anholdt i løbet af formiddagen, og det er meningen, at han skal føres til København.

Aarhus-ekspeditionernes hovedformål er at anholde Nielsen.

Vi har fået oplysninger fra en anden kilde om, at agent Nielsen, der stadig bor i Aarhus, er en komplet skurk, hvis agentvirksomhed er mindre værd end ingenting. Hans rygte er ikke godt, hans fortid er plettet, og de ting, fru Overby har kunnet fortælle, skal være af mere overbevisende karakter, end de fleste er tilbøjelige til at tro.

Det siges, at hun har fortalt Assessor Mundt, at manden gentagne gange har beskrevet, hvordan han begik mordet, og inden solnedgang anses det som en kendsgerning, at han vil være låst inde bag tremmer.

                                                                                                                                    14. september 1920

København.

Undersøgelsen i den store Barnemordaffære er i hastig udvikling. Der afholdes daglige afhøringer, og baseret på det foreliggende materiale forventer opdagelsespolitiets ledelse flere rystende afsløringer af Fru Dagmar Overbys kriminelle virksomhed.

Selvom det foregående døgn havde været usædvanligt anstrengende for politifolkene, begyndte politiassessor Mundt arbejdet tidligt i går formiddag. Han regnede med, at Fru Overby ville give nye tilståelser, og denne antagelse viste sig at være korrekt.

I en rolig og ligegyldig tone kom hun med sine tilståelser: Hun havde kvalt to små spædbørn, som hun havde adopteret mod betaling af 200 kr. pr. barn. Hun dræbte det ene efter en uge, mens det andet blev kvalt lige efter, hun havde modtaget det. Mordene fandt sted i henholdsvis 1917 og 1919. Begge børn kom fra Valby.

Da politiassessoren spurgte om, hvor ligene var blevet af, fortalte hun, at det ene var blevet brændt i hendes kakkelovn, og at det andet lå skjult i et kloakrør i en grøft ved Øresundsvej.

Det virkede som om, at Fru Overby slet ikke tænkte over disse to forbrydelser. Hun forklarede tidligere i en afhøring, at det først var efter brændingen, der førte til hendes opdagelse, at hun blev nervøs og bange.

I tiden lige før hendes anholdelse følte hun sig sikker på, at denne gang ville det gå galt. Det var derfor hendes beslutning at gøre rede for alle forbrydelserne.

Dog fik hun ikke mulighed for at uddybe det grusomme emne i går.

Politiassessoren Mundt ønskede at præsentere hende for Dommer Carstens igen for at få protokolleret tilståelserne fra søndagens afhøring. Hun gentog mekanisk disse tilståelser, men modsatte sig hårdt, da dommeren spurgte hende nærmere.

Generelt set er hendes optræden som arrestant mærkelig. Når hun skal tilstå, foregår det kun for politiassessoren Mundt i hemmelighed. Hvis der er andre til stede, kan hun ikke tale om barnemordene, siger hun. På den anden side accepterer hun roligt, at hele kammerets personale er til stede, når tilståelserne gentages.

Politimanden har tydeligvis valgt at vente på det mest gunstige øjeblik for at fremkalde nye tilståelser. Der er også en anden faktor, der nødvendigvis spiller en rolle, og det er, at der allerede nu er et betydeligt arbejde, der venter på at blive afsluttet i undersøgelseskammeret. Der er ingen grund til at fremskynde sagen.

Hvis man besøger den spartansk udstyrede og alt for lille barak, hvor 7. undersøgelseskammer holder til, vil man finde det trange rum tætpakket med kasser, kufferter og pakker, der alle tilhører fru Overbys sag.

Alene registreringen af alt, hvad der er fundet i lejligheden, tøjkreationer, billeder og breve, vil tage lang tid. Og der er adskillige specielle ture rundt i byen i forbindelse med hvert enkelt tilfælde. Vidner skal indkaldes, og forskellige slags attester skal skaffes. Udover selve undersøgelsen fungerer kammeret som et regnskabs- og kontrolorgan.

Lig resterne fra loftet i Aabenraa 16 er sendt til Retsmedicinsk Institut.

Det var i den gamle bygning Aabenraa 16, at opdagelsesmændene Villadsen og Ludvig Larsen i søndags fandt nogle menneskeknogler, der var gemt på loftet. Selvom opdagelsesmændene optrådte meget diskret, vakte besøget naturligvis opmærksomhed, og der begyndte at gå uhyggelige rygter blandt beboerne om fundets karakter. Ifølge fru Overbys forklaring skulle der være resterne af et barn, nemlig det, hun havde druknet i en balje vand.

Beboerne hævder, at Opdagerne opdagede flere pakker knogler, som var indpakket i sække og aviser.

På Domhuset nægtede man at give nogen oplysninger, men vi har dog fundet ud af, at knoglerne er blevet sendt til Retsmedicinsk Institut.

Inden for de næste par dage forventes det, at der vil komme en erklæring om, hvorvidt knoglerne tilhører ét barn eller om fru Overby muligvis har skjult tre døde babyer.

Det er mærkeligt, at rygterne tager så sensationelle former, da Overbys barnemordsager uden tvivl er den mest forfærdelige kriminalsag, som politiet endnu har håndteret.

I Aabenraa husker man tydeligt fru Overby, eller som hun kaldte sig selv, fru Svendsen. Da hun boede i ejendommen, havde hun en 6-årig pige, en 1-årig dreng og en spæd baby hos sig.

Beboerne husker, at babyen altid græd højt, når hun var inde i lejligheden hos den. Hendes opførsel blev betegnet som delvist fræk og delvist elskværdig. Hun var altid elegant klædt og uden grund fortalte hun, at hun ofte fik penge sendt fra Sverige.

Den øverste etage i den gamle ejendom rummer mange skjulesteder og mørke hjørner. Fru Overby gjorde klogt i at vælge dette som sin gemmestedsplads. Det er sjældent, at folk kommer derop, hvor opdagerne fandt barnets rester. For nylig var der dog et barn, som var kommet derop på loftet. Barnet kom tilbage med et lille benstump i hånden, og man antog, at det var en hønseben.

En af ofrene bliver gravet op på Assistens Kirkegård. Der foretages også en undersøgelse i kloakken på Øresundsvej.

Sent på aftenen afsluttede politiassessoren sit arbejde i undersøgelseskammeret, da vagtmester Niels Andersen skulle ud til Assistens Kirkegård for at overvære opgravningen af et af de myrdede småbørn. Det blev tidligere nævnt, at hun i 1916 havde kvalt et lille barn med et navlebind og derefter begravet liget i en affaldsdynge, ikke skjult det i et toiletrum som tidligere antaget.

Under politiets ledsagelse var hun i disse dage ude på stedet og pegede på en busk, hvor liget var blevet begravet. Vagtmester Niels Andersen blev herefter ansvarlig for at få de resterende lig dele udgravet.

I dag eller en af de kommende dage vil efterforskere også blive sendt til Øresundsvej for at lede efter det barnelig, mordersken har skjult i en kloak.

Er fru Overby medskyldig? Når man før eller senere når til den opfattelse, at alle fru Overbys forbrydelser nu er registreret, opstår spørgsmålet om, hvorvidt hun har haft medskyldige eller vidende medhjælpere.

Det ville være yderst usædvanligt, hvis fru Overby gennem årene havde kunnet holde den lange række af forskellige hemmeligheder helt for sig selv. Nogle spor, efterforskningspolitiet følger, går også i modsat retning. Det er ikke usandsynligt, at der kan blive foretaget anholdelser, måske flere.

I en pension på Gammel Holm har en dame boet i den seneste tid, som har været en del sammen med fru Overby. Da meddelelsen om fru Overbys fængsling kom, flyttede hun til en pension på Østerbro, men forlod dette sted uden varsel samme dag, som fru Overby tilstod at have dræbt det plejebarn, som var blevet anmeldt som forsvundet til politiet.

Gennem fru Overbys konstante flytning rundt i byen er det lykkedes hende at undgå ubehageligheder i forhold til hendes masse-adoptioner og plejeaftaler.

Der foreligger naturligvis ingen lovlig adoption eller plejetilladelse i nogen tilfælde. Barnemødrene vil sandsynligvis, når sagen når så langt, få mulighed for at give en forklaring om denne uheldige situation.

Fru Overby boede i Møntergade. I en periode i 1916 boede en Fru Svendsen i Møntergade 4, som naboerne tror er den samme person som Fru Overby. Der bliver sagt i ejendommen, at hun havde mange små plejebørn. Folk fik indtrykket af, at hun kun beholdt dem i pleje i kort tid. Hun selv fortalte, at hun både havde tvillinger og plejebørn.

Hun var ikke populær blandt naboerne. Især blev der talt meget om, at St. Johannes Stiftelsens ligvogn var blevet sendt ud et par gange for at hente børn, der var døde i hendes hjem.

Fru Overby lavede mange annoncer. Det er blevet oplyst, at hun var meget aktiv, når hun søgte plejebørn eller adoptivbørn. Hun annoncerede næsten altid, og hun siger, at hun en gang fik over 60 svar. Hvor mange af dem svarede hun tilbage på, og hvor mange af de små børn, der blev tilbudt til hende, undgik hendes moderskab? Man må med en vis frygt vente på svaret.

I øjeblikket har politiet mange anmodninger om undersøgelser. Sandsynligvis kommer der endnu flere.

Sagen om Hejlskovmordet bliver genoptaget. Fru Overby erklærer bestemt, at hendes mand er gerningsmanden. Fra vores korrespondent i Aarhus.

Aarhus, mandag.

Avisen "København" rapporterede for nylig, at den arresterede barnemorderske, Fru Dagmar Overby, i 1911 anmeldte til politiet, at hendes mand, Anton Peter Nielsen, begik mordet i Hejlskov, men at undersøgelsen hurtigt blev afvist af politiet.

Der er et udbredt rygte her i byen om, at statspolitiet nu har besluttet at genoptage undersøgelsen, da Fru Overby har gentaget sin anklage om mordet overfor Politiassessor Mundt og Dommer Carstens. Ved denne lejlighed skal hun have fremlagt så mange nye detaljer, at man har fundet det nødvendigt at gennemgå materialet.

En opdagelsespolitimand fra København forventes at ankomme til Aarhus inden for de nærmeste dage på grund af denne sag, som vækker stor opmærksomhed i Aarhus.

                                                                                                                                     15. september 1920

København.

Politiinspektør Tage Jensen fra 7. Undersøgelseskammer offentliggjorde i går en bulletin til offentligheden. I denne bulletin tilstod arrestanten Dagmar Overby yderligere et barnemord, hvor hun kvalte en nyfødt pige i februar 1918. Liget blev brændt i kakkelovnen i hendes lejlighed på Enghavevej 218. Hun har nu tilstået i alt 7 barnemord, men politiet har en fast overbevisning om, at hun har begået mange flere af denne type forbrydelser.

Det er tydeligt, at hun er klar til at afsløre sine frygtelige hemmeligheder, men hun kræver, at beviserne eller i det mindste stærke indicier bliver fremlagt af efterforskerne på forhånd. Hun hævder også, at hun ikke kan huske de forskellige tilfælde, og det er muligt, at antallet af barnemord, hun har begået, er over en halv snes.

Politiet tror endda, at tallet vil blive endnu højere, da det viser sig, at hun har haft spædbørn eller adoptivbørn hos sig overalt, hvor hun har boet. Der vil blive foretaget afhøringer på alle steder, hvor hun har boet, men det er svært at påvise, hvornår børnene er forsvundet, om de er blevet dræbt eller byttet ud, og hvornår hun fik nye spædbørn overleveret.

Før dagens tilståelse ønskede en barnemoder at se Dagmar Overby for at hævne sit barn. Politiassessor Mundt mødte i dag op til forhøret, og alle anmeldelserne, der var kommet ind, var blevet undersøgt, og forbryderen havde givet forklaring om hver enkelt sag. En ung kvinde henvendte sig også til en politibetjent for at anmelde, at hun i 1918 havde overladt sit nyfødte pigebarn til Dagmar Overby og nu frygtede, at barnet var blevet myrdet.

Mordersken blev ført til Øresundsvej for at pege på et sted, hvor et barnelig blev fundet i oktober sidste år. Politifolkene begyndte at grave, men resultatet var negativt. Dog skulle eftersøgningen efter liget, som Dagmar Overby havde begravet på Assistens Kirkegaard i 1916, fortsætte.

Under et tre timer langt forhør i går eftermiddag sagde Dagmar Overby, at hun myrdede børnene af lyst. Hun ønskede at klemme dem, indtil de døde, og politiet mener, at dette er motivet bag hendes rædselsvækkende handlinger. Det forventes, at politiassessor og efterforskere vil foretage en rejse til Aarhus- og Randers-området næste uge for at afholde afhøringer vedrørende de forsvundne plejebørn. Der er også mulighed for, at hun har forbindelser i Oslo og Sverige, som vil blive afhørt.

Opdageren Villadsen fra 7. Undersøgelseskammer rejste i går til Aarhus for at undersøge en ny mistanke om Hejlskovmordet. Han skulle også anholde en mand ved navn Sørensen, kaldet Filt, som tidligere havde boet sammen med Dagmar Overby og angiveligt var involveret i at sætte hendes barn ud i en lade ved landevejen i 1913. Filt blev anholdt og bragt tilbage til København i går aftes.

                                                                                                                                    16. september 1920

København.

I 7. Undersøgelseskammer arbejder de stadig hårdt. Det er imponerende, hvad politiassessor Mundt, vagtmester Niels Andersen og opdageren Ludvig Larsen præsterer i denne tid. De har travlt med Dagmar Overby-sagen, hvilket begrænser deres hviletid. Derudover havde de i går en anden kompleks sag med barnemordersken Clara Nathalie Olsen. Olsen blev dømt til døden for at dræbe et barn med opium, men blev benådet og fortsatte derefter med at begå kriminalitet som indbrudstyv. Nu har hun 300 tyvekoster, der skal identificeres og registreres, hvilket er blevet mere vanskeligt, da hun havde revet alle lånekontrakterne i stykker. Ved 4-tiden om eftermiddagen blev Olsens undersøgelse afsluttet, og Dagmar Overby blev ført ind til forhør.

Der er også kommet to nye anmeldelser til undersøgelseskammeret, som opdagerne har undersøgt. Politiofficer Mundt konfronterede mordersken med beviserne, og resultatet var fire tilståelser. Hun tilstod, at hun i foråret 1916 havde kvalt et spædbarn, som hun havde adopteret, og brændt liget i sin kakkelovn. Hun modtog 500 kr. for adoptionsgebyret, hvilket blev anmeldt i går af barnemoderen. Derudover tilstod hun at have begravet legemerne af to dræbte børn i grøfter ved Lyngbyvej og Øresundsvej samt at have begravet et barn på en mark ved Randers i september 1916. Hun nævnte dog ikke flere detaljer om, hvem ofrene var eller hvor hun havde dræbt dem. Politiet udelukker ikke, at nogle af disse tilståelser kan være de samme som tidligere givet. Der forventes mere klarhed i dag, når opdagerne fører mordersken til Øresundsvej og Lyngbyvej for at identificere grave. Der vil blive foretaget udgravninger for at finde resterne af de myrdede børn.

Der er blevet diskuteret blandt opdagerne, hvor mange flere tilståelser der kan forventes. De fleste erfarne politifolk forventer omkring 20 mordforbrydelser, men omfanget af sagen gør det umuligt at være sikker. Dagmar Overby startede sin adoptionsvirksomhed i 1909 og modtog i gennemsnit ét barn om måneden. Hendes gentagne bemærkning om, at der er mere, skaber uhygge selv blandt erfarne politifolk.

Mordersken har indrømmet, at hun følte en lyst til at klemme børnene ihjel, og det kan være grunden til hendes forbrydelser. Desuden har naboerne observeret, at hun og hendes kæreste Svendsen ikke havde nogen form for beskæftigelse, men ofte vekslede store pengesedler og var ude om natten. Naboerne antyder, at parret havde et årligt forbrug på omkring 50.000 kr. Svendsen vil blive spurgt om parrets levebrød og om han kendte til morderskens handlinger, herunder at hun havde brændt flere børnelig i deres lejlighed.

Dagmar Overby viste tydelige tegn på nervøsitet under forhøret og på vej tilbage til fængslet. Hendes dårlige helbredstilstand, forværret af en blodprop, truer hendes liv.

Hvis der ikke sker uventede begivenheder, vil efterforskningen sandsynligvis blive flyttet til Jylland i den nærmeste fremtid. Politiofficer Mundt og hans to opdagere vil tage mordersken med til Randers og Aarhus. Tidligere har Dagmar Overby tilstået at have forladt sit spædbarn i en lade ved Randers i 1913. Barnet lever stadig og er et sikkert sted, hvor kun myndighederne kender til moderen. Der er også kommet en anmeldelse til politiet i Aarhus om, at Dagmar Overby dræbte sit 1-årige barn, da hun boede i Frederiksgade i Aarhus i 1911. Der vil blive foretaget en ny undersøgelse i den sag.

Opdageren Villadsen ankom med den 64-årige Jens Sørensen-Filt, som han havde anholdt efter ordre fra dommer Carstens. Sørensen-Filt har tilstået at have hjulpet Dagmar Overby med at anbringe deres nyfødte barn i en lade i landsbyen Lemmer, hvor barnet blev fundet dagen efter. Han har kendt mordersken i 50 år, og man venter spændt på hans forklaringer. Carstens vil forhøre Dagmar Overby senere på dagen for at få bekræftet hendes seneste tilståelser.       

                                                                                                                                   17. september 1920

København.

FOLKETS AVIS har tidligere skrevet udførligt om Mordersken Dagmar Overby, og vi behøver derfor ikke at bruge meget tid på det forhør, der fandt sted i går, hvor pressen for første gang var til stede.

En nærmere undersøgelse af denne kvinde ændrede ikke på vores opfattelse af hende på nogen måde. Tværtimod understregede det blot det enorme indtryk af hendes grove, robuste person og den ejendommelige følelse af at stå over for et menneske, der var kemisk renset for følelser.

Hun talte om sine mord, som om det var dagligdags begivenheder, der ikke var værd at bruge tid på, og det, hun sagde, var blot en detaljeret redegørelse for de rædsler, vores læsere allerede kender alt for godt.

Retten vil gemme motivet til sidst.

Men mod forhørets afslutning var man ved at komme ind på det, der er sagen springende punkt. Dommer Carstens bøjede sig nemlig, efter at beretningen om de sidste fire forbrydelser blev gennemgået, frem og sagde:

Sidste gang, De var heroppe hos mig, fru Overby, sagde De, at motivet til Deres første mord var, at De var bange for Deres kæreste, Svendsen. Vil De stadig opretholde denne påstand, efter at det er bevist, at forbrydelserne er…

Dommeren kom ikke længere, for på dette tidspunkt bøjede forsvareren, den sympatiske overretssagfører Gottlieb Jacobsen, sig frem og sagde:

Både forsvar og anklagemyndigheden er enige om, at det ville være smart at gemme denne side af sagen, indtil vi når bunden.

Og så bukkede dommeren af og hævede retsmødet.

Men fru Overby havde sikkert overhørt spørgsmålet. Hun stirrede i hvert fald - under hele hr. Carstens' tale - fraværende frem for sig, og sløvhed og ligegyldighed kunne stadig ses i hendes ansigtstræk, da hun efterfølgende tungt og besværligt forlod stedet ved hjælp af Ludvig Larsen, politiets opdager.

"Jeg gjorde en god gerning!"

Efter forhøret blev mordersken ført til Søborg for at vise, hvor hun påstår at have begravet et lille lig.

Imidlertid er der på det angivne sted anlagt en vej, så man opgav straks yderligere undersøgelser. Til gengæld havde man heldet med sig på Øresundsvej, hvor der blev fundet knogler af et lille barn i grøften.

I løbet af dagen i dag vil fyrbøder Svendsen, hvis sag dag for dag tager en mere og mere betænkelig karakter for ham, blive taget til forhør; måske skal han stå ansigt til ansigt med sin kæreste, massemordersken. Karakteristisk for Dagmar Overby - og det viser sig måske, at der er et hul i hendes forstand - er det, at hun stadig insisterer på, at det - til trods for den frygtelige kriminelle handling, som hun fuldt ud erkender - er en god gerning, hun har gjort ved at dræbe de mange småbørn. Hun hævder, at ellers ville mange unge mødre være kommet ud for den værste ulykke.

                                                                                                                                     18. september 1920

Nationaltidende.

Ud over den tilståelse, der blev afgivet af den ældre Jens Sørensen Filt, om at han havde været med til at udsætte Dagmar Overbys barn, kom dagen i går ikke med noget særligt nyt i den store barnemordsaffære.

Sørensen Filts tilståelse var absolut. Han gav en detaljeret beskrivelse af, hvad han kunne huske om udsættelsen. Han svarede benægtende på assessorernes spørgsmål om, hvorvidt han kendte noget mere om Dagmar Overbys senere liv og forbrydelser, og politiet er af den opfattelse, at hans benægtelse er i overensstemmelse med sandheden. Han er kun en lille birolle i det store drama, hvor Dagmar Overby er den dominerende hovedperson.

Formentlig vil Sørensen Filt nu efter sin tilståelse blive sat på fri fod, så længe undersøgelsen står på. Han vil blive tiltalt efter straffelovens §197.

Svendsen fastholder sin uskyld.

Trods alle beviser, der er samlet mod Dagmar Overbys kæreste Svendsen, nægtede han bestemt i et forhør i går at kende noget til sin kærestes forbrydelser. Han fastholdt stædigt sin påstand om, at han er fuldstændig uskyldig og forstår ikke, hvorfor han stadig skal blive i fængslet.

I modstrid med hans udsagn er der naboers beretninger om, at han ofte har kørt med barnevognen på gaden.

Han har selv kørt med Dagmar Overbys plejebørn, indtil de døde på morderens hånd. Han må have opdaget, at de pludselig forsvandt. Har han aldrig stillet sig selv spørgsmålet: "Hvor bliver de af?" Hvis fyrbøder Svendsen er normal - og der er ingen grund til at tvivle på det - må han have stillet sig det spørgsmål. Han må have vidst, at hans kæreste underholdt sig selv og ham ved at dræbe de små stakler, som ulykkelige og ligegyldige mødre betroede hende.

Det synes over enhver tvivl, at Svendsen - trods alle benægtelser - er medskyldig i Dagmar Overbys forbrydelser.

Dagmar Overby i forhør.

Forhøret af selve morderen bragte ikke noget særligt nyt frem. Hun fik ikke i går fremlagt nogle af de mange anmeldelser mod hende, der er kommet ind i de seneste dage.

Spørgsmålet om Svendsens medskyld blev igen berørt, men det synes umuligt at få hende til at indrømme eller diskutere dette punkt. Svendsen er absolut uskyldig. Hun vil nu som før holde ham udenfor og beskytte ham på alle måder.

Dagmar Overbys forhør sluttede kl. 4. I morgen formiddag vil hun formentlig blive forhørt igen.

De mange anmeldelser.

Syvende undersøgelseskammer har modtaget utallige anmeldelser og oplysninger i Dagmar Overbys sag. Det kræver naturligvis en stor indsats at gennemgå dette store materiale, der langt fra er lige værdifuldt. Det skal behandles meget omhyggeligt.

Det, der ikke anses for ubrugeligt, skal undersøges grundigt med alle midler, før det forelægges morderen.

Det er heldigvis lykkedes at finde børn, som mødrene nu har fået interesse for og anmeldt som forsvundne. Men der er stadig mange gåder, der ikke er løst. Måske kan Dagmar Overby løse dem ved at tilstå, at hun har dræbt dem med sin hårde, kyniske stemme.

Et mærkeligt fund.

Politiet har gjort et mærkeligt fund i morderens lejlighed. Der er fundet en ret stor samling gipsafstøbninger af menneskelige lemmer i forskellige størrelser.

Barneliget fra Bernstorff Slotspark.

Politibetjent Rudolf Nielsen, der har behandlet sagen om det lille barnelig, der for længere tid siden blev fundet i Bernstorff Slotspark, har i går sendt alle dokumenterne vedrørende denne sag til assessor Mundt i syvende undersøgelseskammer.

Som man måske husker, lykkedes det ikke at identificere barneliget i tide, og man fandt aldrig nogen spor af den person, der havde efterladt det i parken.

Der er ingen beviser for, at Dagmar Overby har noget at gøre med denne sag, og der er ingen spor, der peger på hende. Men denne enestående forbryderske, hvis grusomme koldblodighed næsten er ubegribelig, har begået så mange forbrydelser, der ligner den, der er begået mod det lille barn, hvis lig blev fundet i Bernstorff Slotspark, at det er naturligt at konfrontere hende med denne barnemordsag.

Dagmar Overby vil sandsynligvis komme med mange flere tilståelser, før undersøgelsen af hendes forhold er afsluttet.

                                                                                                                                    21. september 2020

Klokken 5.

Under det forhør, der blev afholdt i går, kom der ingen nye tilståelser fra Dagmar Overby. Men det blev heller ikke forventet, selvom den dame tidligere har overrasket politiet, så der kunne have været kommet noget nyt frem. Det skete dog ikke. Til gengæld gav vidneafhøringen så gode oplysninger om massemorderskens kæreste, at politiet nu er sikker på, at han ikke har været helt uvidende om sin kærestes forbrydelser.

I alt har man fundet mødre til 10 dræbte børn, ligesom man har fundet lig eller ligrester af samme antal børn. Hertil kommer det barn, som hun sammen med den gamle Træskomand Jens Sørensen satte ud ovre i Jylland.

I politikredse er man af den opfattelse, at fru Overby ikke har flere mord på samvittigheden. Man vil nu forsøge at oplyse disse 10 mord fuldt ud i alle detaljer.

Fru Overbys helbred synes i de sidste dage at have forbedret sig en del. Så snart forhørene er overstået, vil hun blive indlagt på hospitalet, dels til observation og dels for at få forbedret sit helbred.

                                                                                                                                 23. september 1920

København.

Efterforskningen mod massemordersken Dagmar Overby fortsætter med stor energi fra politiassessor Mundt og hans efterforskere. Dagligt indkommer nye anmeldelser, som hver især bliver omhyggeligt undersøgt. De anmeldelser, der er blevet undersøgt, viser sig dog at være uholdbare. Samtidig bliver mordersken fortsat afhørt.

Dagmar Overbys humør svinger. For et par dage siden græd hun og gjorde et ynkeligt indtryk. I går var hun dog glad, smilede og grinede. Hun nærer forhåbninger om at blive løsladt og er ivrig efter at vide, om hun kan undgå en lang straf.

Det ser ud til, at hun endnu ikke har forstået den frygtelige karakter og omfang af hendes forbrydelser.

Hun undskylder stadig sin handling med, at mødrene selv har stor skyld, idet de ikke interesserede sig for børnenes skæbne, så snart de blev afleveret til hende.

Som vi tidligere har nævnt, blev der fundet en stor mængde tøj til spædbørn i hendes hjem på Enghavevej 21. Der er mellem 100 og 150 stykker tøj, og mere end halvdelen af dette er blevet identificeret som tilhørende de børn, hun har tilstået at have myrdet.

Hun påstår stadig, at hun ikke kan huske mere end det, hun allerede har forklaret.

Muligheden for, at hun har flere mord på samvittigheden, kan ikke udelukkes, og der er angiveligt nyt materiale til undersøgelse.

Sørensen-Filt.

Den 64-årige træskomand Sørensen-Filt, der var fængslet for at være medskyldig i udsættelsen af et af hendes børn i en lade i Landsbyen Lemmer, blev løsladt i går.

Han kan stadig blive tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 197, men statsadvokaten har valgt at frafalde anklagen, dels på grund af mandens alder, og dels fordi det pågældende barn ikke kom til skade.

Fyrbøder Svendsen.

I morgen skal Dagmar Overby igen i offentligt forhør, da fristen for fængsling er udløbet og skal fornyes af dommer Carstens. I dette forhør vil hun bekræfte resten af sine tilståelser.

Det er tydeligt, at denne sag stadig er i dyb krise, da Dagmar Overby endnu ikke ved, om det er 10 eller 11 barnemord, hun har begået.

Der er stadig visse detaljer, som ikke er blevet afklaret.

Mordsagen spørger ofte til sin kæreste, fyrbøder Carl Svendsen, og hun har fået at vide, at han også er fængslet.

Hun fastholder, at han intet ved om hendes forbrydelser, men ingen tror på hende.

Det er sandsynligt, at politiassessor Mundt vil afhøre ham, så snart afhøringerne af barnemødrene og barnefædrene er afsluttet, og det offentlige forhør er slut.

Det er afgjort, at Dagmar Overby har snydt myndighederne ved at hæve plejepenge for børn, som hun har dræbt. Flere mødre har erklæret, at de ikke har hævet flere bidrag end det første indbetalt af barnets fædre.

Og Svendsen har været god til at bruge sin kærestes penge. Dagmar Overby har åbenbart varme følelser for ham, mens han virker mere afvisende. Han siger, at hun altid var mut og sur, og at han egentlig ikke bryder sig om hende.

Hvis de to konfronteres med hinanden, og der opstår uoverensstemmelser i deres gensidige opfattelse, er der måske en vej til at få dem til at tale om alt det, som stadig ligger i mørke og mysterium.

Barnet, der blev døbt to gange.

I går afgav mordersken et mærkeligt vidnesbyrd. Hun erkendte, at hun var skyld i, at et barn blev døbt to gange.

Det vil blive husket, at hun engang dræbte og brændte et barn, hun havde fået fra en Frøken H. i kvarteret. Moderen havde lovet hende en større sum penge i adoption, men da pengene udeblev, hævnede hun sig ved at give moderen et andet barn tilbage og hævdede, at hun ikke havde råd til at beholde det.

Det pågældende barn blev døbt lige efter fødslen, men da Dagmar Overby afleverede det, erklærede hun, at det ikke var blevet døbt. Frøken H. lod derefter barnet døbe, så det blev døbt to gange.

Dagmar Overby forklarer, at det var nødvendigt for at holde sandheden om Frøken H's barns skæbne skjult.

Generelt har hun udført en snedig udvekslingsordning, som kun gør efterforskningen mere vanskelig.

Forhåbentlig vil den dygtige politiassessor og hans fremragende team til sidst kunne afsløre morderen fuldstændigt, på trods af alle vanskeligheder.

                                                                                                                                   23 september 1920

Berlingske Tidende.

Dagmar Overby-sagen har skræmt hele landet, men især kvinderne. Ingen steder er dette tydeligere end på en bladredaktion, hvor usikkerheden, angsten og indignationen hos læserne kommer til udtryk i breve med mere eller mindre berettiget kritik over forholdene på børnevæsenet og ungdomsforsorgens område eller forslag til reformer, der ofte er uigennemførlige.

Dagmar Overby-affæren har vist, at der handles på en måde med nationens dyreste ejendele - og er det ikke børnene? - som ikke kan forsvares, uanset alle moralske og følelsesmæssige hensyn.

Fænomenet Dagmar Overby og hendes eventuelle partnere eller ligemænd er dog ikke det, der har varig interesse. Forbrydere vil altid være blandt os, og flere og større, jo mere byen vokser. Det drejer sig om den større eller mindre chance, der gives for deres aktivitet.

Og så barnemødrene. De unge pigebørn, der når det er gået galt, kun har den ene tanke at slippe så nemt som muligt fra konsekvenserne og derefter - det gælder endda kun de bedste af dem - at overgå til legitime forhold uden at deres fortid bliver kendt.

Ved overvejelser om de udenfor ægteskab fødte børns stilling skal man begynde ved begyndelsen, ved mødrene, og her kan både værgemål og politi give solide oplysninger. Gennem beretningerne, der findes fra de nævnte institutioner under en eller anden form, bliver man forfærdet over at se, i hvilken grad de uægte barnemødre findes blandt halvt uansvarlige individer, unge pigebørn, der uden at være sindssyge eller åndssvage dog har mangler på følelses- og viljeslivets område, delvis også på erkendelseslivets område, og hvis fejltrin derfor bliver dobbelt skæbnesvangert. Blandt disse er der udover de "uopdragne" - de mange forskellige overgangsformer - og så er der udover de professionelle og omstrejfende kvinder også tilbage de normalt udrustede unge piger, for hvem hjemmene først og fremmest skal bære ansvaret, når de glider ud og får et barn med en tilfældig mand.

Det er samfundets pligt at forhindre, i det omfang det er muligt, at helt umodne og uegnede individer bliver mødre, og derfor er det med den største interesse, at man hører om de store planer, som ungdomsforsorgen inden for den nærmeste fremtid søger at gennemføre gennem en ungdomsinstitution og et lukket pigehjem. I øjeblikket er det sådan, at en række forstandere på vores forskellige pigeanstalter er ved at give op over for de opgaver, der stilles dem med hensyn til "vanskelige" unge piger. Forstanderinderne er nu, langt senere end de mandlige ungdomsopdragere, nået til kravet om midlertidig internering, i lighed med hvad der er oprettet for den mest vanskelige mandlige ungdom siden 1913 i Braaskovgaard.

Det var forstanderindernes uenighed med hensyn til en sådan foranstaltning sammen med økonomiske hensyn, der på det tidspunkt fik planerne om et lukket pigehjem til at falde til jorden - man havde på det tidspunkt udset sig en grund på sydsiden af Kolding Fjord, en halv mil fra byen, men justitsministeriet fandt den foreslåede sum - 180.000 kr. - til opførelsen af institutionen for høj. Nu vil denne sum bestemt ikke være nok, men man undersøger for tiden muligheden for at bruge en ældre bygning, Amstrup Pakhus, med de nødvendige om- og tilbygninger.

Selvfølgelig skal interneringen i begge de planlagte hjem kun finde sted i en begrænset periode og primært dreje sig om de afgørende overgangsår for de svage karakterer.

Opdragelseshjem og internater under mere eller mindre strenge former er dog kun de yderste hjælpemidler over for en vildledt ungdom. Det, det handler om, er den modstandskraft, hjemmene og deres unge døtre kan yde i disse tider, og de erfaringer, myndighederne i den henseende har gjort.

                                                                                                                                  24. september 1920

Aftenbladet.

Da det offentlige retsmøde i Byrettens 5. Afdeling i formiddags kl. 9 skulle begynde, var retsbygningen fyldt med nysgerrige mennesker, der var mødt op for at få et glimt af den uhyggelige morderkvinde. Men kun pressemedlemmer blev lukket ind.

Interiøret var i øvrigt det samme som ved det tidligere offentlige retsmøde, og som vi har gengivet i avisen. Dommer Carstens ledte retsmødet, overretssagfører Gottlieb Jacobsen og politiassessor Mundt med vagtchef Niels Andersen ved siden repræsenterede henholdsvis forsvareren og den offentlige anklager. Og midt imellem dem sad morderkvinde Dagmar Overby, indhyllet i sin sædvanlige lange overkjole og præget af den samme urokkelige ro, der ligger så tæt på frækhed.

Køreturen til Søborg med to små levende børn og et dødfødt barn.

Dagmar Overby aflagde først en detaljeret beretning om det barn, som hun, da hun boede på Enghavevej nr. 218, fik overdraget af en ung dame, frøken Rosalie H.

Hun fik 40 kr. i honorar, noget børnetøj og en barnevogn, hvorefter hun senere på falske leveattester for barnet har hævet faderens bidrag et par gange i magistraten.

Barnevognen stillede hun ned i ejendommens kælder, hvorfra den dagen efter blev stjålet. Og barnet kvalte hun ti minutter efter, at hun var kommet hjem med det.

Samme eftermiddag kørte kvinden liget af det dræbte barn ud til Søborg, hvor hun begravede det på marken - der, hvor politiet senere fandt det. Og på denne køretur havde hun sin egen lille, femårige pige med ved hånden og endnu et lille, spædt barn i barnevogn, mens hun bar liget i en spandekurv.

Hun stillede barnevognen på vejen og lod sin datter passe på den, mens hun selv gik ind på marken og udførte et uhyggeligt gravearbejde.

Hvem var officeren fra Kastrup-Fortet?

Efter udflugten lå Overby på hospitalet i en periode. Efter udskrivelse den 5. august 1917 flyttede hun til Jægersborggade nr. 42, hvor hun fik et barn med en ung ekspedient i en bagerforretning i Havnegade, frøken Maren Pouline H.

Hun modtog 400 kr. for dette, som hun fik udbetalt af en herre, der var iført officersuniform. De mødtes en aften på Kongens Nytorv og fulgtes til butikken i Havnegade efter aftale med bagerfruen.

Officeren sagde, at han på tidspunktet gjorde tjeneste på Kastrup-Fortet. Men dommeren kom dog ikke nærmere ind på spørgsmålet om faderen.

Barnet blev dræbt samme dag, og det var det, fru Overby kastede i kloakken ude på Øresundsvej, hvor man senere fandt dets sørgelige rester.

En uhyggelig iagttagelse.

Under retsmødet gav morderkvinde yderligere forklaring om et tredje barnemord. Det drejede sig om et barn, som hun selv havde hentet i ejendommen i Ryesgade nr. 37, hvor moderen, frøken Frida H., havde født det.

Fru Overby dræbte det straks efter at have hentet det og rejste til Jylland med det i en kuffert for fjorten dage senere at begrave det på en mark ved siden af sine forældres hus.

Retsmødet fortsatte endnu ved redaktionens slutning.

                                                                                                                                    24. september 1920

Aarhus Stiftstidende.

Fru Overby har i dag været i et langt og dramatisk forhør hos Assessor Mundt, hvor hun gentog sin tilståelse om fire børnemord. Et af mordene fandt sted i 1918, da hun boede på Enghavevej. Efter at have dræbt barnet, bar hun det væk i en tøjkurv og skrev derefter en falsk leveattest for barnet og modtog bidrag fra magistraten.

Det andet mord drejede sig om et barn, som hun dræbte i 1916. Pengene for barnet fik hun udbetalt af en officer på Kastrupfortet, men hun husker ikke hans navn.

Endelig tog hun et barn i pleje fra Frk. Frida Hansen, mens hun boede i Aabenraa. Hun kvalte barnet dagen efter og lagde det i en kuffert, hvorefter hun rejste til Aarhus og begrave barnet i nærheden. Da hun gik ombord på færgen i København, stod barnets forældre på Kvæsthusbroen og ville se deres barn. Heldigvis havde Dagmar Overby et andet barn på armen, som hun udgav for at være det dræbte.

Til sidst skulle hun forklare om det barn, hun havde lagt i en lade ved Randers Landevej. Men mens hun hidtil havde virket ligeglad, ændrede hendes opførsel sig fuldstændigt på dette tidspunkt. Hun blev fuldstændig hysterisk, brød sammen i gråd, smed sig på gulvet og klagede og jamrede sig. Dommeren afbrød derfor forhøret.

Fru Overby vil sandsynligvis blive konfronteret med sin kæreste, Arbejdsmand Svendsen, i morgen. Politiet tvivler dog ikke på hans skyld og mener, at konfrontationen vil føre til hans tilståelse.

Det levende i bedste velgående,

Et af Fru Overbys plejebørn.

København

(Specialtelegram)

I forhøret i aftes indrømmede Dagmar Overby, at den tidligere omtalte Greve fra Rådhuspladsen var en opdigtet person. De penge, hun havde haft i sin besiddelse, havde hun fået for et plejebarn. En ung dame, som frygtede, at hendes barn, der var blevet betroet til Fru Overby, også var blevet dræbt, blev ligeledes afhørt. Det blev dog opklaret, at barnet på 2 år lever i bedste velgående.

                                                                                                                                  25. september 1920

B.T.

I vort Referat af Dagmar Overby-Forhøret i går, informerede vi om en dramatisk begivenhed, hvor Barnemordersken havde et sammenbrud for første gang. Det skete, da hun blev spurgt om sin egen barns skæbne af dommerne.

Hun brød sammen og holdte sine hænder for øjnene, mens tårerne strømmede ned mellem fingrene. Hvis det var en skuespil, spillede hun det godt, men hun har tidligere vist sig at være en stærk kvinde, der ikke skyr noget middel for at narre.

Denne barnemorderske, der med koldt blod har myrdet en masse små børn, som ikke var hendes egne, myrdede dem for pengenes skyld, skulle virkelig være så sart, at hun ikke kunne tåle, at der blev talt om hendes eget barn, som hun ikke engang har slået ihjel. Der er grund til at tvivle på hendes bevægelses ægthed, og politiets eksperter tror heller ikke rigtigt på, at Dagmar Overby har fået besøg af samvittigheden og stor anger. I øvrigt skete der ikke andet med Dagmar Overby i går. Hun fremlagde de mord, vi omtalte i går, og blev derefter ført tilbage til arresten.

Nu kommer sigtelserne mod Svendsen. Fyrbøderen gør et næsten barnligt indtryk, men det virker latterligt og påtaget.

Dagens mest interessante øjeblikke var dem, der kom frem under afhøringen af Dagmar Overbys kæreste, Fyrbøder Svendsen.

Han stod foran skranken og så utroligt klodset ud. Og denne mand med overskæg forsøgte at se barnlig ud og komme med barnlige og naive udtalelser. Han kendte slet ikke til kærestens uhyggelige forbrydelse, selvom hun i den tid, de har kendt hinanden, har myrdet otte børn.

Og Svendsen har båret knogler væk i en spand, men han vidste ikke, hvad han gik rundt med.

Han har nok lagt mærke til, at Dagmar Overby havde plejebørn, og han kunne ikke undgå at høre det forfærdelige barneskrald. Gang på gang sagde han til hende, at han ikke kunne holde vrælet ud, og hvis de skulle blive boende sammen, måtte hun skille sig af med børnene.

Og den næste dag var de altid væk. Hun havde skilt sig af med dem, men på hvilken måde, har han ikke tænkt over.

Og han blev heller ikke mistænksom, da Dagmar Overby bad ham om at hugge en barnevogn i stykker og pantsætte en anden.

Han var så uskyldig som et lam.

Hun har gjort grin med mig. Han turde endda være munter i retten.

Hun har gjort godt grin med mig, sagde han.

Ja, sagde dommeren og så på ham med dommedagsblikket - hvis du tror, du kan klare dig med den historie.

Der er altså sigtelser nok mod ham, og fristen for undersøgelsen blev derfor forlænget. Han bliver en hård nød at knække, for han er klog og snedig med et naivt præg.

Der er desuden konstateret, at Dagmar Overby næsten ikke har tjent noget og næsten udelukkende levede af sine plejebørn - hun levede af deres død. Og han har fået penge af hende. Ja, hun havde fine bekendtskaber, det havde Dagmar. Der var blandt andet en velhavende greve, som Svendsen selv havde set. Det var en fin mand i uniform, og han gav hende mange penge.

Den sidste aften. Angsten for opklaringen. Og så fortalte Svendsen om den sidste dag, de var sammen. Der var historien om frøken Aagesens barn.

Dagmar Overby anede, at regnskabets dag var kommet, og hun sagde til Svendsen:

Hvis jeg ikke er her i aften, så er det fordi politiet har taget mig. Og om aftenen blev angsten overvældende for hende. Ingen måtte komme ind, og hun frøs.

Svendsen åbnede alligevel døren, da det ringede, og udenfor stod frk. Aagesen og en politimand. Og hun ville have besked om sit barn. Hun var den eneste mor, der bekymrede sig om sit barn, efter at have givet det fra sig.

Og med hende kom opklaringen.

"Ja, det er nok et barn, du vil have besked om," sagde Svendsen.

Hvor vidste han det fra? Det skal han nu fortælle.

                                                                                                                                  25. september 1920

København.

Det lille og dystre retslokale på domhuset, hvor 5. afdeling for kriminelle sager holder til, er ikke egnet til at afholde offentlige forhør. Højst et halvt dusin tilhørere kan være der, hvis rettens personale skal have lidt plads til at bevæge sig.

Da massemordersken Dagmar Overby i går morges skulle i offentligt forhør hos dommer Carstens - primært for at bekræfte fire af de ti tilståelser, der endnu manglede i protokollen - blev der kun tilladt en snæver gruppe fra pressen. Derefter blev dørene låst. Kravet om offentlighed blev opfyldt - i det mindste til en vis grad.

Der var fuldstændig stilhed i salen, da forbrydersken blev ført ind og placeret på sin stol foran skranken.

Hun gjorde et endnu mere skræmmende indtryk end sidste gang. Der var noget endnu mere hårdt over hendes ansigtstræk. Når hun talte til dommeren, gjorde hun det med en ligegyldig tone. Det virker som om, at gennemgangen og protokolleringen af den lange række grufulde forbrydelser overhovedet ikke påvirkede hende.

Kun da hun skulle fortælle om sit eget barn - som ikke blev myrdet, men som hun efterlod i en kostald på et tidspunkt - græd hun.

Hendes kæreste, fyrpasser Svendsen, blev for første gang indkaldt til et offentligt forhør. Han forsøgte at fremstille sig selv som en latterlig og dum person og gjorde alt for at forværre sagen ved at tale om masser af detaljer, der ikke havde noget at gøre med mordene.

En frygtelig Vandring var en begivenhed, hvor Dommer Carstens konfronterede en kvinde ved navn Olga om et uopklaret tilfælde fra 1917. Olga havde modtaget et spædbarn fra moderen, Olga Rosalie H., mens hun boede på Enghavevej 218. Dommeren spurgte Olga, om hun dræbte barnet og begravede det i Søborg.

Olga svarede, at hun ikke kunne tænke sig noget andet. Da hun ikke kunne huske detaljerne, spurgte Dommeren, om hun kvalte barnet. Olga mente, at det nok var tilfældet, og hun begravede det sandsynligvis dagen efter. Hun havde barnets lig i en kurv, og hendes eget barn på fem år var med hende i en barnevogn, da hun kørte til Søborg. Børnene ventede på vejen, imens Olga begravede liget.

Dommeren spurgte, om børnene ikke sagde noget om, hvad der foregik. Olga svarede, at de ikke forstod situationen.

En tragisk hændelse, der involverede en uskyldig. Dommeren fortsatte til den næste mordsag, der fandt sted i marts 1916. I denne sag var det et barn, hvis mor var Maren Pouline H. Politiassessor Mundt informerede om, at moderen endnu ikke er blevet fundet.

Mordersken berettede roligt og ligegyldigt om, hvordan hun havde hentet barnet i Peder Skramsgade, hvor moderen stod i en bagerbutik. Mordersken fik 400 kr. for at tage barnet. Svendsen og hendes lille pige var med hende, da de skulle møde barnets far på Kongens Nytorv. De to ventede et stykke væk.

Efter at have modtaget pengene vendte hun tilbage til Svendsen og fortalte, at den uniformerede mand, hun havde mødt, var en greve fra Fyn, som hun kendte og tidligere havde nævnt. Dommeren spurgte: "Hvad gjorde du med barnet?" Mordersken svarede: "Jeg kan ikke huske det. Jeg har sandsynligvis dræbt det samme dag. Jeg husker kun, at jeg tog det med metrolinje 7 fra Kongens Nytorv langt ud ad Nørrebro. Jeg boede på Jægersborggade 43 dengang, men jeg var der ikke længere. Efter at have kvalt barnet tog jeg ud til Øresundsvej og skjulte liget i en grøft."

Politiassessor Mundt bemærkede, at resterne af dette barns lig blev fundet det sted, som mordersken havde angivet.

Børneliget i Håndtasken -

En mor bliver præsenteret for et fremmed barn og tror, at det er hendes eget. Afhøringerne fortsætter på samme måde, hvor morderen forklarer, at hun, mens hun boede i Aabenraa 16, havde hentet en spæd dreng i Ryesgade efter aftale med moderen, Frida H. Hun fik i alt 200 kr. for det. Efter tre dage kvalte hun barnet og lagde liget i en håndtaske, da hun skulle rejse til sine forældre i Jylland næste dag og havde liget med i tasken, som Svendsen bar ned til skibet for hende.

Politiassessor Mundt gjorde dommeren opmærksom på, at man endnu ikke havde gjort forsøg på at finde børneliget, men det skulle være nedgravet på en mark ved gården, hvor Dagmar Overbys far var bestyrer.

Moderen spurgte aldrig efter sit barn, fortsatte morderen. Nede på Kvæsthusbroen, kort før dampskibet skulle sejle, kom en frøken Ester L., hvis barn jeg havde fået i pleje, men det blev dræbt allerede for et halvt år siden. Hun kom og bad om at få lov til at se sin dreng, så jeg viste hende det barn, jeg havde på armen. Det var det, jeg havde fået af Anne C.

Esther L.s barn var dræbt og brændt. I maj 1916 havde morderen ifølge hendes forklaring fået det omtalte barn af Esther L. I alt havde hun fået 500 kr. for det. Barnet blev kvalt samme dag og brændt i kakkelovnen i hendes lejlighed i Landemærket.

Dommeren: Er De sikker på det?

Morderen: Ja, det har jeg nok gjort.

Dommeren: Har De brændt et barn, mens De boede i Landemærket?

Morderen: Ja, det tror jeg, og det må være Esthers L.s barn.

Dommeren: Hvorfor kaldte De Dem fru Rosenkrantz?

Morderen: Åh, det var bare for sjov.

Dommeren: Men det har De også gjort overfor Svendsen.

Morderen: Har jeg det? Hvis det er rigtigt, har det ikke haft nogen reel betydning.

Hun havde en lade ved landsbyen Lemmer, hvor hun satte det udsatte barn ud. Mordersken og Svendsen var enige om denne handling. Dommeren spurgte, om hun gav barnet bryst før de skiltes fra det, for at sikre at det ikke led nød i de første timer. Mordersken græd og svarede ikke på spørgsmålet.

Derefter præsenterede politiassessor Mundt beviser mod Svendsen. Han var tidligere straffet for tyveri, men arbejdede senere som agent for en tyveriforsikring. Han boede sammen med mordersken og var blevet set med plejebørnene. Han havde solgt og ødelagt barnevogne, og han havde også hjulpet mordersken med at fjerne et af børnenes forbrændte knogler. Han benægtede dog at have været klar over, hvilket barn hun ønskede information om.

Svendsen blev forhørt og forklarede, at han ikke havde givet penge til mordersken. Han mødte hende, da han arbejdede som kusk og leverede varer til hendes isvaffelforretning. Hun påstod at have modtaget penge fra en fynsk greve, som han også så en gang på Kongens Nytorv. Svendsen indrømmede at have været naiv og dum. Han betalte hende engang 40 kr., men det var ikke nok til at leve af længe.

Svendsen indrømmede, at han ikke kunne lide lyden af grædende børn. Han vidste, at Dagmar Overby havde mange forskellige plejebørn, men det gjorde ham ikke glad. Han truede med at flytte væk, hvis der kom flere børn, men når han kom hjem var barnet allerede væk.

Jeg kan ikke huske at have hverken solgt eller smadret nogen barnevogn. Hvis jeg kunne huske det, ville jeg gerne sige det.

Men jeg har været dum, jeg har troet på alle hendes historier. Jeg har været en rigtig tåbe.

Dommeren: Ja, hvis De slipper med det her, Svendsen!

Svendsen: Hun gav aldrig ordentlig besked, men sagde at jeg ikke skulle blande mig i hendes sager.

Dommeren kom ind på forbrydelsen, der førte til Dagmar Overbys fængsling.

Svendsen var ude om formiddagen for at søge arbejde, men kom hjem ved halvfemtiden.

Allerede om morgenen havde hun sagt: Hvis jeg ikke er hjemme, når du kommer, har politiet taget mig.

Jeg spurgte om grunden til det, men hun ville ikke svare. Du får snart at vide hvad det er, sagde hun.

Ved halvfemtiden ringede det gentagne gange, og jeg ville åbne døren. Men hun sagde at jeg ikke måtte. Hun ventede besøg af en dame, hun ikke ville tale med.

Til sidst åbnede jeg alligevel døren, og Frøken Aagesen kom ind.

Dommeren: Havde Dagmar Overby ikke talt om Frøken Aagesens barn?

Svendsen: Jo, hun sagde at hun gerne ville have det. Det var en lille mørkhåret pige, som hun var forelsket i.

Aftenen før måtte jeg ikke tænde lys. Jeg måtte spise i mørke. Dagmar var væk og kom først ved 11-tiden om aftenen.

Dommeren: Blev det ikke bemærket af Dem, at Dagmar Overby havde ild i kakkelovnen?

Svendsen: Nej, det gjorde det ikke. Vi frøs begge og var syge. Det var behageligt varmt, da jeg kom hjem. Hun fyrede ofte, når hun var syg.

Dommeren: Var der noget brænde?

Svendsen: Nej, der var ikke meget af det.

Dommeren: Ved De hvad der var i aske-spanden, som De bar nedenunder?

Svendsen: Nej, det vidste jeg ikke. Vi har nogle katte, der bruger en bakke med sand. Hun var meget omhyggelig med renligheden, og der var sand både øverst og nederst i aske-spanden, så jeg så ikke noget, da jeg tømte den.

Man kom ikke videre med Svendsen, Dommeren gav politiassessor Mundt en uges frist til at undersøge Svendsens forhold nærmere. Måske vil Svendsen blive løsladt, når ugen er omme.

Alligevel har han siddet i fængsel i noget tid, og det kan han takke sin godtroenhed for.

                                                                                                                                    27. september 1920

Ærø Avis.

Fru Overby har nu tilstået over for politiet, at hun er afhængig af morfin og at hun begik forbrydelserne under påvirkning af denne narkotika, som hun påstår hun fik leveret i store mængder af en kvindelig farmaceut. Politiet har haft svært ved at finde denne dame, og man mener derfor, at Fru Overby skjuler, hvor hun fik morfinen fra. Man er nu ved at afslutte afhøringen af de 10 børn, som Fru Overby har dræbt. Der mangler kun at afhøre en ung pige fra Odense.

Det har været svært at finde hende, men hun er nu blevet fundet i Aarhus, hvor hun i de kommende dage skal afgive forklaring til det lokale politi om sit forhold til Fru Overby. Der er rygter i retsbygningen om, at Fru Overby planlægger at begå selvmord, når lejligheden byder sig. I hendes celle blev der fundet nogle elastikbind, som hun havde brugt til at binde sin skadede ben op. Bindene blev gemt i en krog, og man mener bestemt, at hun havde til hensigt at bruge dem til at hænge sig i. Der er nu lys tændt i hendes celle dag og nat, og hver 10. minut skal vagterne kontrollere, om alt er som det skal være. Fru Overby sidder i øvrigt i samme celle som Fru Blikkenslager Kock, som tidligere begik mord på sin mand sammen med Vinding Hansen.

                                                                                                                                     2. oktober 1920

Nationaltidende.

Fyrbøder Svendsen blev løsladt i går efter at have været til forhør hos Assessor Mundt. Under forhøret blev han konfronteret med sin kæreste, Mordersken, for første gang. Hun fastholdt, at hun engang gav ham ordre om at ødelægge en barnevogn, og at han fulgte hendes ordre.

"Ikke at jeg kan huske det," sagde Svendsen, "men når hun siger det, må det være sandt, for hun har altid haft en fantastisk hukommelse."

Efter at Svendsen fik besked om sin løsladelse, sagde han til Dagmar Overby: "Hvad skal der nu ske med dine møbler? Kan jeg ikke få dem?"

Hun svarede, efter at have tænkt sig om et øjeblik: "Ja, jeg får nok ikke brug for dem. Men du må love mig én ting: du må ikke gifte dig."

"Det vil jeg ikke helt sige ja til," svarede han.

"Nå ja, så vil politiet tage sig af dem. Jeg vil ikke bidrage til dit ægteskab ved at overlade dig mine møbler."

Da vi var uden for retsbygningen, spurgte vi Svendsen om Mordersken, men det viste sig, at han var en dårlig iagttager. Nuancer var ikke hans stærke side. Han havde aldrig bemærket nogen ophidselse hos Mordersken undtagen den gang, hvor Frk. Aagesen truede med at tilkalde politiet, hvis hendes barn ikke blev fundet.

"Da var hun virkelig syg," sagde Svendsen. "Om aftenen sagde hun, at hun ville gå til Frelsens Hær, men jeg fulgte efter hende og så, at hun ikke gik derhen. Jeg ved ikke, hvor hun var, for hun forsvandt pludselig."

Det er muligt, at hun den aften ledte efter et lille barn, som hun kunne stikke Frk. Aagesen ned, men det lykkedes hende ikke.

                                                                                                                                       2. oktober 1920

København.

Efter det sidste forhør med Dagmar Overby hos Dommer Carstens er det nu sket, som man havde forventet: Massemorderskens kæreste, den meget snakkende fyrbøder Carl Svendsen, er blevet løsladt i går middags.

Der er ikke fremlagt beviser for, at han har haft kendskab til hendes frygtelige forbrydelser, og alt tyder på, at han nu vil blive fuldstændig fjernet fra sagen.

I de sidste timer inden løsladelsen blev der afholdt et større forhør af politiassessor Mundt, og Svendsen havde mulighed for at tale med massemordersken.

Han tog situationen med stor ro.

Hun har hele tiden hævdet, at han ikke har smadret én, men adskillige barnevogne til brænde og opfordrede ham til at erkende det.

Han fastholdt dog bestemt, at der kun havde været tale om én vogn, som hun havde haft i lang tid.

Han drejede samtalen over på hendes forbrydelser og sagde:

Hvis det bare var blevet opdaget med det første barn, så havde du ikke fået mulighed for at forvolde så stor ulykke.

Derefter gik han over til et mere praktisk spørgsmål: møblerne i hendes lejlighed.

Må jeg ikke få dem? spurgte han. Du bliver jo alligevel siddende her hele dit liv.

Jo, du må få møblerne, sagde Dagmar Overby grædende, hvis du vil lade være med at gifte dig med en anden kvinde.

Nej, svarede Svendsen, jeg kan ikke garantere, at jeg ikke bliver forelsket. Sådan blev det.

Svendsen udtrykker sin beundring for Dagmar Overbys klare hjerne og kolde, faste fremtræden, men man får alligevel fornemmelsen af, at han - hvilket er helt naturligt - er glad for at være befriet for bekendtskabet. I selve mordsagen er der intet nyt.

                                                                                                                                       5. oktober 1920

Folkets Avis.

Allerede på fredag rejser politiassessor Mundt og vagtmester Niels Andersen til Jylland med massemordersken Dagmar Overby. De skal blandt andet til Randers for at konstatere, hvor hun har gravet det barn ned, som hun tidligere havde medbragt i en kuffert. Efter besøget i Randers fortsætter de turen til Haderslev.

I denne rejse kan man naturligvis se et tegn på, at sagen snart kan slutte. Selvom mordernes forsøger at give indtryk af, at hun havde en medskyldig, vil den igangsatte undersøgelse sandsynligvis blot bekræfte hendes løgnagtig karakter. Hvert ord fra hende skal vejes på en guldvægt, før det kan tillægges værdi. Dagmar Overby har angiveligt givet politiassessoren information om en kvindelig medskyldig og siges at ville afsløre denne kvindes navn for at opnå mildere straf.

Imidlertid behøver man blot at se på Hejlskov-mordet for at indse, at denne frygtelige kvindes fantasi er mere end livlig. Politikredsen tillægger derfor ikke umiddelbart stor betydning til hendes ord, på trods af den intensive efterforskning, der er sat i gang.

                                                                                                                                       5. oktober 1920

B.T.

Da den uhyggelige sag om Dagmar Overby-Affæren kom frem, og man arbejdede på at opklare morderskens motiv, påpegede vi ofte, at der var stor sandsynlighed for, at hun havde en medskyldig.

Vi nævnte desuden flere konkrete tilfælde, hvor mordersken sammen med en mystisk dame havde forsøgt at overtale unge mødre til at aflevere deres børn.

Desuden har Dagmar Overby selv omtalt "Damen fra Istedgade", dog uden at det lykkedes at finde ud af, hvem hun var.

Men nu er spørgsmålet igen blevet aktuelt, da mordersken selv begynder at tale om en medskyldig.

"Bliver straffen så mindre?"

Dagmar Overby tænker næsten uafbrudt på den straf, hun skal idømmes.

Hun spørger stadig, om hun vil blive dømt til døden, og om hun så vil blive benådet, måske endda slippe med otte års fængsel.

I går spurgte hun politiefterforskeren, om hendes straf ville blive mindre, hvis hun havde en medskyldig. Hun begyndte endda at tale om en dame, som hun opgav navnet på.

Hendes pludselige åbenhed omkring dette punkt vakte naturligvis stor forundring. Indtil nu har hun kun været kendt som en, der dækker over alle. Hun har også dækket ganske godt over Svendsen, der nu er blevet løsladt.

Nu vil man selvfølgelig undersøge dette nye kapitel i sagen nærmere, og det er meget sandsynligt, at Dagmar Overbys seneste meddelelse vil give anledning til nye overraskelser i sagen.

                                                                                                                                       5. oktober 1920

Fyns Venstreblad.

Endelig er der kommet klarhed over identiteten på den person, som Dagmar Overby, massemordersken, har refereret til som sin økonomiske støtte, også kendt som ”Greven af Fyn”. Det viser sig, at Greven faktisk er den tidligere sergent, der nu arbejder som brandmand. Under en afhøring i lørdags har han indrømmet at have betalt Dagmar Overby en engangssum på 400 kr. for at adoptere et lille pigebarn, som han fik med en bagerjomfru.

I slutningen af denne uge vil Assessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen rejse til Aarhus sammen med massemordersken. Hun skal her vise dem det sted, hvor hun har gravet det lille barn ned, som hun rejste med fra vores by.

                                                                                                                                       8. oktober 1920

Folkets Avis.

I går aftes begav politiassessor Mundt og vagtmester Niels Andersen sig med Aarhus-båden til Jylland for at udføre de efterforskninger, som massemorderske Fru Overbys forklaringer har krævet på Randersegnen.

Dagmar Overby var ikke til stede, og det synes ikke at have været planen at tage hende med på ekspeditionen, ifølge vores oplysninger.

                                                                                                                                     12. oktober 1920

København.

Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen har været i Aarhus i de seneste dage for at afhøre omkring et halvt dusin vidner om Dagmar Overbys tidligere liv i byen.

For nogle år siden arbejdede hun som opvarterske på en beværtning og er velkendt i visse af byens kvarterer.

Blandt de afhørte vidner er hendes tidligere mand, Agent Nielsen.

I går rejste politimændene til Randers. I en lille landsby udenfor byen vil de søge efter det barnelig, som mordersken tidligere havde bragt med fra København, da hun skulle besøge sine forældre. Hun forklarede under forhøret hos dommer Carstens, at hun havde begravet liget i nærheden af sit hjem.

                                                                                                                                     15. oktober 1920

København.

Politiinspektør Mundt og Vagtchef Niels Andersen har tilsammen med Politidirektør Kolind besøgt Landsbyen Floes nær Randers, hvor de har opdaget nogle knogler i en mødding. Disse knogler mistænkes for at være resterne af det lille barn, som massemordersken har begravet der.

Knoglerne vil blive grundigt undersøgt på Retsmedicinsk Institut. I går forlod de to betjente landsbyen og fortsatte deres undersøgelser i Varde.

                                                                                                                                    17. oktober 1920

København.

På tirsdag forventes politiassessor Mundt og vagtmester Niels Andersen at vende hjem fra deres rejse til Jylland, der har været en form for rekreation efter anstrengelserne med de mange afhøringer af massemordersken.

I den periode, hvor assessoren var væk, har Dagmar Overby dagligt været til afhøring hos undersøgelseskamret opdagere. Dog er hun kun blevet spurgt om detaljer. Afhøringerne har primært fundet sted for at undgå, at hun falder helt ind i depression i ensomheden i cellen. Der er selvfølgelig stadig mange ting, man ønsker at få besked om.

Fyrbøder Svendsen er en hyppig gæst i domhuset. Han bringer sin forlovede kager og æbler og giver hende trøst med håbet om, at hun måske kan blive benådet om en halv snes år, hvis hun opfører sig eksemplarisk i fængslet!

Undersøgelsen forventes at være afsluttet så hurtigt, at mordkvinden kan komme for nævningetinget i december.

Det menes, at der stadig kun vil være forhør af hende hos dommer Carstens.

                                                                                                                                     18. oktober 1920

Berlingske Politiske.

I går vendte Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen tilbage fra deres rejse til forskellige byer i Jylland, hvor de har afhørt en række personer, som kendte Dagmar Overby.

Som tidligere omtalt fandt de det nedgravede barnelig i Floes-Skov på det sted, som arrestantinden havde angivet. Men ellers var rejsen kun foretaget for at fremme sagen ved personlige afhøringer, i stedet for at sende den rundt til forskellige jurisdiktioner, hvor man hver gang skulle sætte sig ind i den store mængde materiale, som retten har fremskaffet.

Efter alt at dømme ser det ikke ud til, at undersøgelseskomitéen vil få tilståelse om flere barnemord end de 10, som allerede er indrømmet og anses som oplyste.

Dernæst kommer spørgsmålet om Dagmar Overbys forhold til den gamle fru Mogensen, og denne del af sagen vil nu blive genstand for assessor Mundts undersøgelser.

Dette spørgsmål er kun overfladisk blevet berørt i forhold til arrestantinden, som kort afviste at have forårsaget fru Mogensens død. Men politiet er mest tilbøjeligt til at tro, at hun slog den gamle dame ihjel for at blive hendes arving.

                                                                                                                                    19. oktober 1920

Fyns Social-Demokrat.

Assessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen vendte søndag aften tilbage til København efter en 14 dages rejse til provinsen. Formålet med rejsen var at få klarhed over Dagmar Overbys påstande om at have begravet to børn i nærheden af landsbyen Floes ved Randers og i udkanten af Varde By.

En medarbejder ved "Ekstrabladet" bad i går formiddag assessor Mundt om at meddele resultatet af rejsen, og han var villig til det.

Vi tog afsted for at få hurtig klarhed. Vi kunne have bedt de lokale politimyndigheder om at tage affære, men valgte selv at rejse for at spare tid. Vi er de eneste, der kender de detaljer, og det ville tage for lang tid for nye folk at sætte sig ind i sagen.

Vi har afhørt en række mennesker, herunder Dagmar Overbys forældre og tidligere ægtefælle, flere mødre, både i Sønderjylland, Nyborg og Odense. Og Dagmar Overby har dokumenteret under forhørene, at hun har en fænomenal hukommelse. Enhver adresse, hun har opgivet, har vist sig at være korrekt. Selv de steder, hvor hun påstod at have begravet de to børn, i nærheden af Randers og Varde, passede præcist. Hendes tilstedeværelse ved påvisningen var unødvendig.

Her er de fund, vi har gjort, sagde assessor Mundt, da han lagde en lille flad, firkantet pakke, indpakket i sejlgarn, på bordet. Det var en besværlig opgave. Vi havde en mand til at grave for os og måtte selv stå i den opblødte jord og smuldre ler klumperne. Disse ben rester bliver nu sendt til undersøgelse ved retsmedicinsk institut.

Vi vil nu fremlægge resultatet af vores rejse for Dagmar Overby og gå videre med sagen.

Der er ingen grund til at tro, at hun har flere barnemord på sin samvittighed. Hvis hun havde det, ville hun utvivlsomt sige det, da hun ved, at det ikke vil ændre hendes dom.

Men der er stadig mere tilbage. Blandt andet fru Mogensens død. Den sag vil blive taget op, når vi har afsluttet alt det øvrige.

Da journalisten forlod lokalet, sad Dagmar Overby i forværelset og drak kaffe sammen med sin søster og hendes 9-årige datter. Dagmar Overby holdt barnet om halsen.

                                                                                                                                     23. oktober 1920

Nationaltidende.

Assessor Mundt har interviewet flere personer i Jylland, herunder Dagmar Overbys forældre, hendes tidligere ægtefælle og en række mødre i Nyborg, Odense og Sønderjylland. Alt, hvad Dagmar Overby har sagt under disse forhør om hendes aktiviteter på disse steder, viser klart, at hun har en exceptionel hukommelse. Hun har præcist angivet stederne, hvor børnene var begravet, både ved Randers og i nærheden af Varde.

I går blev Dagmar Overby afhørt, hvor der blev foretaget en afsluttende gennemgang af hendes forbrydelser begået uden for området.

                                                                                                                                    23. oktober 1920

København.

I går eftermiddag kl. 1 blev massemordersken Dagmar Overby fremstillet for Dommer Carstens.

Formålet var blot at forlænge fængslingskendelsen for politiassessor Mundt. Hr. Mundt begrundede anmodningen med, at der stadig er en del undersøgelser tilbage. Desuden skal fængselslægen have mulighed for at vurdere, om Dagmar Overby skal indlægges til observation.

Dommeren spurgte, om hun havde noget imod dette, hvortil hun svarede nej.

Fængslingskendelsen blev derefter forlænget til den 19. november. Efter at dette blev tilføjet protokollen, blev retsmødet hævet, og forbrydersken blev ført tilbage til arresten.

Hun har åbenbart rettet sig meget i den seneste tid. Hun går nu hurtigt og let, og hun virker tilsyneladende i godt humør. Da hun gik ned ad trapperne, smilte hun venligt til de personer, hun mødte.

Det menes desuden, at undersøgelsen kan afsluttes inden fængslingsfristen udløber.

I disse dage afhøres blandt andet lægerne, der har udstedt dødsattester for de få af hendes plejebørn, der døde en naturlig død. Også nogle medlemmer af Kirkens Korshær afhøres.

Men man mener ikke, at Dagmar Overby har mere at tilstå - eller i hvert fald vil tilstå mere end de ti barnemord, hun har givet forklaring om.

Sigtelsen mod hende for at have dræbt sin gamle værtinde, fru Mogensen, må man sikkert lade falde.

Mordersken er nu fuldt klar over, at hun aldrig kommer uden for fængslets mure. Hun virker til at tage dette med stor ro og taler roligt om de to muligheder, hun har: enten at blive henrettet eller at samfundet vil nøjes med at indespærre hende for livstid.

Men hensyn til motivet for rædselsgerningerne er stadig lidt forvirrende.

                                                                                                                                     27. oktober 1920

Klokken 5.

I dag begynder politiassessor Mundt et nyt stort forhør i Dagmar Overby-sagen. Forhøret skal dreje sig om den gamle fru Mogensen, fru Overbys værtindes død.

Som "Klokken 5" meddelte først af alle blade, var fru Overby meget menneskesky, når det gjaldt besøg i hjemmet på Enghavevej. Fru Mogensen var syg og svagelig og havde været det i mange år, så hendes død kom derfor ikke særlig overraskende.

Men den omstændighed, at fru Overby forhindrede fru Mogensens slægtninge i at få adgang til lejligheden en time før den gamle dame udåndede, har gjort, at mistanken mod hende er blevet stærkt bekræftet.

Fru Overby har hidtil hævdet og hævder stadig, at hun ikke har nogen som helst del i fru Mogensens død. Dennes læge hævder det samme, men politiassessor Mundt i 7. undersøgelseskammer er af den modsatte opfattelse. Det bliver dog ikke let for ham at overbevise fru Overby eller andre om dette, og det er også tvivlsomt, om det "bevismateriale", politiassessoren har samlet, vil vise sig holdbart.

Man kan aldrig vide med sikkerhed, og at betragte fru Overby som den, der har dræbt fru Mogensen, er helt sikkert ganske usandsynligt.

                                                                                                                                 1. novemver 1920

Nationaltidende.

Vi har tidligere informeret om, at der er blevet udstedt en falsk Leveattest for et af børnene, som Dagmar Overby har dræbt. Denne Leveattest blev brugt til at hæve Alimentationsbidrag, hvilket betyder, at det offentlige er blevet snydt. Nu ser det ud til, at dette er sket i større omfang, da der er blevet udstedt 3-4 falske attester. Politiet er i øjeblikket ved at undersøge disse forhold nærmere, da det tydeligvis vil føre til flere menneskers fængsling.

Indtil videre leder politiet efter en mand, som uden tvivl har skrevet en falsk attest.

                                                                                                                                      2. november 1920

Nationaltidende.

Assessor Mundt og hans hjælpere har for nylig arbejdet med en del af bevismaterialet, der antyder muligheden for nye sensationelle afsløringer. Det er endnu uklart, hvilken retning disse afsløringer går i, men det tyder på, at Dagmar Overby måske har en medskyldig.

I går var denne særlige undersøgelse åbenbart så fremskreden, at assessoren besluttede sig for at afholde en stor afhøring. Det indsamlede materiale skulle præsenteres for arrestanten.

Dagmar Overby mødte til afhøringen og var rolig som sædvanlig. Døren blev lukket efter hende, og man var forberedt på, at afhøringen ville vare i timer. Dog gik der kun et kvarter, før døren blev åbnet igen, og Dagmar Overby blev nærmest båret ud af to opdagere. Hun var bleg som et lig og holdt sine øjne tæt lukkede. Hvad var der sket? Det var ikke muligt at få oplysninger om det.

Sent i aftes opsøgte vi Assessor Mundt og bad om en udtalelse, hvilket han ikke var helt villig til. Han sagde bare, at der ikke var faldet nogen tilståelse angående en medskyldig.

"Hvad skete der så i afhøringslokalet?" spurgte vi.

"Jeg præsenterede hende for en anklage," svarede assessoren, "og pludselig besvimede hun af chok."

Han ville ikke uddybe det nærmere.

Rygterne siger, at hun blev præsenteret for informationen om, at hun havde en medskyldig, og det var efter at have hørt det, at hun blev syg. Kan det tolkes som en indirekte tilståelse?

Hun blev straks ført til fængslets sygeafdeling og lider nu af voldsomme kramper. Det er tvivlsomt, om hun vil kunne blive afhørt de første par dage.

                                                                                                                                 3. november 1920

Aftenbladet.

Dagmar Overby, kvinden der blev kendt som barnemordersken, oplever forandringer i sin adfærd for nylig. Efter at have besvimet under et forhør for nylig, som dog primært skyldtes den dårlige luftkvalitet i det trange og overophedede lokale, er hun blevet mere nedtrykt. Det er som om, ensomheden i fængselscellen, de konstante forhør og tanken om den skræmmende fremtid, der venter hende, endelig har knækket hende og fjernet hendes mod og frækhed. Hun er nu ydmyg og træt og opgivende, når hun gentager sine tilståelser for assessor Mundt og vagtmester Niels Andersen. Det er tydeligt, at hun for længe siden opgav enhver modstand og at hun ikke har mere at tilstå.

Det er derfor ikke korrekt at påstå, som det er blevet rapporteret andre steder, at der venter yderligere tilståelser om et ellevte barnemord. Dagmar Overby har "kun" begået de ti mord, som hun allerede har fortalt om. Der vil ikke komme mere frem imod hende.

Undersøgelsen i sagen forventes at blive afsluttet snart.

                                                                                                                                     4. november 1920

Vestsjællands Social-Demokrat.

Tidligere på ugen blev morderen Dagmar Overby ramt af et krampeanfald i retten, og i morges var hun stadig bevidstløs. Lægerne på fængslets sygeafdeling, der behandler hende, frygter, at hun måske ikke vil overleve udmattelsen.

Hendes tilstand anses som yderst alvorlig.

                                                                                                                                     7. november 1920

Aarhus Amtstidende.

I går havde vi mulighed for at overvære en del af den skræmmende Dagmar Overby-sag ved Går Hads, Ning og andre herreders ret i Aarhus.

Politiassessor Mundt, aktor og forsvarer var til stede for at afhøre et vidne, som var en søster til fru Overby og bosiddende i området. Denne søster gav nogle oplysninger om Dagmar Overbys barndom. Som barn var Dagmar meget stor og stærk for sin alder og skulle derfor ofte tage sig af sine yngre søskende. Hun var aldrig ond mod dem, men passede dem godt og omhyggeligt.

Hun havde en forkærlighed for snacks, men kun for at få fat i slik. Da hun var 10 år gammel, begyndte hun at tjene penge for første gang, og hun havde sidenhen gode og godt betalte job.

Som ung pige havde hun et meget omskifteligt sind. På et øjeblik kunne hun skifte fra at være livlig og legesyg til at være dybt melankolsk, så hun var umulig at få et ord ud af. Hun var en smule løgnagtig og pralende og havde på et tidspunkt mange bejlere, men ingen hun var særlig interesseret i.

Forsvarer: Tror du ikke, at hun har været rigtigt forelsket i nogen af dem?

Vidnet: Nej, jeg tror slet ikke, at hun var i stand til at blive forelsket i nogen. Det eneste, hun kunne lide, var katte.

Aktor: Har hun nogensinde drevet prostitution?

Vidnet: Nej, det har jeg aldrig hørt om.

Forsvarer: Har du lagt mærke til, om din søster kunne lide spiritus eller andre stærke drikke?

Vidnet: Hun rørte aldrig spiritus. Hun afskyede det nærmest. Men hun sagde selv, at hun til tider drak petroleum. Og så var hun meget glad for kaffe. Hun ville have kaffe til enhver tid.

Nu gik man over til spørgsmålet om drengebarnet, som døde i Randers.

Aktor oplyste, at barnet var både født og dødt før ægteskabet.

En anden søster til fru Overby, som boede i Randers, havde på det tidspunkt skrevet til vidnet, at Dagmars lille dreng var død under et ophold i Randers. Dagmar Overby rejste til Aarhus med liget, som allerede var lagt i kisten. Hele aftenen gik hun uroligt frem og tilbage på gulvet og vred sine hænder uden at sige et ord. Men hun græd ikke.

Vidnet havde generelt aldrig set Dagmar græde, og hendes sorg forsvandt hurtigt. Da barnet var blevet begravet, blev hun straks glad igen og gik den samme aften i biografen med en kæreste.

Angående de nærmere omstændigheder ved barnets død, havde vidnets søster, fru S., fortalt hende, at barnevognens kaleche var oversprøjtet med blod, og da hun havde løftet barnet op, var der løbet en stråle blod ud af dets mund. Dagmar havde imidlertid forklaret, at barnet havde lungebetændelse, og søsteren havde derfor antaget, at det havde kvalt sig i puderne. Tanken om, at barnet var død en unaturlig død, havde aldrig strejfet hende.

Både aktor og forsvarer erklærede sig tilfredse med de oplysninger, der blev fremlagt, og retsmødet blev afsluttet.

                                                                                                                                     8. november 1920

Social-Demokraten for Randers og Omegn.

Politiassessor Mundt, aktor og defensor var i lørdags i Aarhus for at afhøre en kvinde, der er søster til fru Overby. I Aarhus gav denne søster nogle oplysninger om Dagmar Overbys barndom. Det blev fortalt, at Dagmar som barn var større og stærkere end sine jævnaldrende og ofte passede sine yngre søskende. Hun var aldrig ond mod dem, men passede dem godt og omhyggeligt.

Det blev også nævnt, at hun havde en hang til at stjæle, men kun for at få fat i slik. Da hun var 10 år gammel, begyndte hun at arbejde for første gang og havde sidenhen gode og godt betalte jobs.

Som ung pige viste hun et meget skiftende sind. Fra det ene øjeblik til det andet kunne hun gå fra at være glad og munter til dyb melankoli, hvor hun ikke sagde et ord. Hun var også lidt løgnagtig og pralende, havde mange kærester, men ingen som hun holdt særligt af.

Hun rørte aldrig alkohol, faktisk havde hun afsky for det. Men hun sagde selv, at hun nogle gange drak nafta. Og så var hun meget glad for kaffe, hun ville altid have det.

Derefter blev spørgsmålet om Drengenes død i Randers diskuteret. Aktor oplyste, at drengen både blev født og døde før ægteskabet. En anden søster til fru Overby, der boede i Randers, havde skrevet til kvinden, at Dagmars lille dreng var død under et ophold i Randers. Dagmar Overby kom til Aarhus med liget, der allerede var i en kiste. Hele aftenen gik hun uroligt frem og tilbage på gulvet og klemte hænderne uden at sige et ord. Men hun græd ikke. Kvinden havde aldrig set Dagmar græde, og hendes sorg forsvandt hurtigt. Da barnet var begravet, blev hun straks glad igen og gik samme aften i biografen med en kæreste.

Hvad angår de nærmere omstændigheder omkring barnets død, fortalte kvindens søster, fru S., at barnevognens kaleche var besprøjtet med blod, og da hun tog barnet op, løb der en stråle blod ud af dets mund. Dagmar havde dog forklaret, at barnet havde lungebetændelse, og søsteren antog derfor, at det var blevet kvalt i puderne, da det var for svagt til at ændre stilling. Det faldt aldrig hende ind, at barnet kunne være døde en naturlig død.

                                                                                                                                  19. november 1920

Berlingske Politiske.

Fængselslægen Riis har skrevet en rapport til Politiassessor Mundt, hvor han anbefaler, at Dagmar Overby bliver indlagt til observation på Kommunehospitalets 6. afdeling under ledelse af Professor Wimmer. Dette skyldes især hendes udsagn om, at hun har brugt narkotiske stoffer sporadisk, hvilket gør det nødvendigt at observere hende.

Senere i dag kl. 2 ½ vil Arrestantinden blive præsenteret for Dommer Carstens, som vil forlænge hendes fængslingsperiode, der udløber i dag. Herefter vil hun snart blive overført til hospitalet.

                                                                                                                                   23. november 1920

Aftenbladet.

Den bemærkning, som barnemordersken Dagmar Overby kom med for nylig over for dommer Carstens som svar på politiassessor Mundts begæring om at få hende indlagt til observation på Kommunehospitalets sjette afdeling, har vakt stor opmærksomhed overalt, hvor man stadig er interesseret i dette kvindedyrs skæbne.

Det fremgår klart, at hun ville protesteret imod indlæggelsen, hvis hun havde haft magt til det, og det er helt klart også mere end besynderligt, at hun kun bøjede sig for dommerkendelsen.

Hun ved jo, at hun står over for en dødsdom. Hun ved også godt, at den i kongens "nåde" bliver ændret til livsvarig tugthusstraf. Men det er nok aldrig tidligere forekommet i politiets eller rettens praksis, at livstidsfanger har sagt nej til de små afvekslinger, de små oplevelser, som retssystemet kan tillade dem, inden de går ind i det evige fængselsliv, som kun slutter, når døden en dag banker på døren. Og til disse "oplevelser" hører nok et hospitalsophold med dets komfort og relative frihed.

Men Dagmar Overby vil helst være fri. Og hun har nu bagefter i fortrolige samtaler betroet opdagerne ved syvende undersøgelseskammer sin forklaring:

Dagmar Overby vil ikke spilde sin tid med noget så overflødigt som observation for en sindssyg, som hun ikke lider af! Hun vil have sin dom jo før jo bedre og ind i tugthuset jo før jo bedre, så hun kan begynde at afsone sin straf og komme færdig med den så hurtigt som muligt!

Den sidste vending og hele ræsonnementet er helt sikkert tæt på at fremkalde et tvivlens smil hos læseren. Men det er sandt. Sådan tænker og taler barnemordersken!

Hun ved godt, siger hun, at hun ikke som de almindelige mordere kan håbe på at blive benådet efter 16 års ophold i tugthuset. Hun har jo været "grossist" i mordfaget! Ti små levende væsner har hun sendt i døden, så hun er klar over, at hendes straf skal fuldbyrdes til bunds. Men, siger hun, og juridisk set har hun nok ret, den fulde afsoning af "livsvarigt tugthus" sætter ikke døden som grænse ved den 24. årsdag bag fængslets mure. Og 24 år har jo også en ende, selvom det er lang tid! Derfor ville jeg nødig have tiden spildt med noget så unyttigt og formålsløst som en måneds ophold på et hospital! Lad mig få min dom og komme i gang!

Stakkels naive Dagmar Overby.

Hun spekulerer over den lille del af livet, som en måned udgør, og tror, hun kan se bunden i de 24 års tugthusstraf.

Men hun er jo kun 33 år gammel.

                                                                                                                                    27. november 1920

København

I går meddelte Berlingske Tidende, at massemordersken Dagmar Overby ikke ville blive indlagt på Kommunehospitalet, fordi professor Wimmer ikke ønskede hende der på grund af sine andre patienter.

Faktisk findes der en speciel afdeling på Kommunehospitalet til observation af forbrydere, så meddelelsen om professorens udtalelse er naturligvis forkert.

Sagen er simpelthen den, at afdelingen for øjeblikket ikke har plads til mordersken. Professoren mener derfor, at det vil være tilstrækkeligt at tale med hende og på den måde vurdere hendes tilstand.

Retten ønsker også sagen fremskyndet så meget som muligt, så mordersken kan blive dømt ved Nævningeretten i februar.

Men hvis professor Wimmer ønsker tid til nærmere observation, vil man selvfølgelig rette sig efter det.

                                                                                                                                   27. november 1920

Folkets Avis.

I eftermiddag klokken 16.30 vil Dagmar Overby blive ført til Kommunehospitalet, hvor overlæge Wimmer vil bruge en time på at "undersøge" hendes mentale tilstand. Disse undersøgelser vil blive gentaget med jævne mellemrum, da professoren ikke har ønsket at have massemoderkvinden som fast patient på sin afdeling.

                                                                                                                                      1.december 1920

Social-Demokraten for Randers og Omegn.

Selvom Dagmar Overby modsatte sig at blive indlagt til observation, blev hun indlagt på Kommunehospitalets 6. Afdeling i mandags.

Mens hun blev ført ud fra domhuset og hen til den ventende bil i Kattesundet, kiggede hun op mod himlen og tog begge hænder op foran ansigtet, som hun holdt skjult under hele køreturen. Hendes ansigt var blegt, og hun måtte hjælpes ind i bilen. Hun græd og hulkede højt hele vejen.

                                                                                                                                     23. december 1920

Fredericia Social-Demokrat.

Dagmar Overby-Affæren har resulteret i, at myndighederne endelig har indset behovet for at forebygge lignende situationer på grund af det tydelige fravær af tilsyn. En kommission har arbejdet i lang tid med at revidere børnelovene og tilsynet med plejebørn og har for nylig fremlagt et nyt lovforslag til justitsministeriet baseret på denne forbedring. Forslaget forventes at blive præsenteret for folketinget kort efter jul og vil indføre skrappere regler for tilsynet med plejebørn, hvilket forhåbentlig vil forhindre en gentagelse af en sag som Fru Overby-Affæren.

                                                                                                                                     4. januar 1921

Nationaltidende.

Endelig i går blev Professor Wimmer Overbys mentale tilstand redegjort. Årsagen til den lange ventetid på denne erklæring er, at barnemordersken ikke blev placeret på kommunalhospitalets 6. afdeling. Professor Wimmer ønskede ikke hendes tilstedeværelse, da det kunne have en uheldig indvirkning på de øvrige patienter. Derfor forblev hun i arresten og blev kun lejlighedsvis kørt til 6. afdeling for en times samtale med professoren. I løbet af alle disse ture har hun opført sig meget roligt.

Så snart erklæringen var i Assessor Mundts besiddelse, blev Dagmar Overby indkaldt. Han meddelte hende, at undersøgelsen nu var afsluttet, og at sagsakterne ville blive sendt til statsadvokaten. Det er endnu ikke kendt, hvad erklæringen konkluderer.

Det forventes, at sagen allerede vil blive behandlet ved februars nævningeting. Dagmar Overbys forsvarer er den kendte og dygtige overretssagfører, Gottlieb Jacobsen, som også stod i spidsen for den skyldfri Andersen-sagen.

                                                                                                                                      7. januar 1921

Social-Demokraten.

Massemordersken Dagmar Overby har været under observation af Professor Wimmer på Kommunehospitalet i en periode. Efter personlige samtaler erklærer professoren hende for fuldt tilregnelig.

Professoren har dog ikke kunnet offentliggøre erklæringens indhold uden tilladelse fra politiassessor Mundt eller forsvareren. Derfor har man fået kendskab til erklæringen gennem en samtale med overretssagfører Alfred Christensen, der har indgået som vikarierende forsvarer i sagen.

Erklæringen konkluderer, at Fru Overby er helt normal og ikke viser tegn på sindssyge. Hun har handlet i fuld bevidsthed, da hun begik sine forbrydelser.

Erklæringen er omfattende og videnskabeligt grundig, men dens hovedindhold er det førnævnte.

Efter erklæringen er der ikke noget håb om mindre straf, der venter massemordersken, når hun skal for nævningetinget sandsynligvis i marts måned.

                                                                                                                                     7. januar 1921

Nationaltidende.

Assessor Mundt, der behandler Sagen mod Barnemordersken Dagmar Overby, har for nogle dage siden modtaget Professor Wimmers Erklæring angående Dagmar Overbys mentale tilstand. Af en eller anden ukendt årsag erklærer han erklæringen med megen hemmelighedsfuldhed. Dog kan vi sige, at erklæringen i hovedtrækkene går ud på, at Dagmar Overby hverken er sindssyg eller blot åndsforvirret. Hun er fuldt tilregnelig, dog kan hendes moral være svækket som følge af brugen af narkotiske midler.

Oprindeligt blev det antaget, at hendes sag kunne komme for februar-nævningetinget. Men på grund af det omfangsrige materiale, forventes det først at komme for i marts.

                                                                                                                                   28. februar 1921

Folkets Avis.

I morgen formiddag klokken 9 åbner det københavnske nævningeting i Østre Landsrets store sal i Fredericiagade.

På dagsordenen står sagen mod massemordersken Dagmar Overby, og der kan forventes en tilstrømning af tilskuere. Dog vil retten nok træffe foranstaltninger for at undgå gentagelse af tidligere publikumslagsmål, og det er sandsynligt, at disse "foranstaltninger" vil bestå af en større politistyrke.

Selve sagen mod mordersken vil sandsynligvis vare mindst to retsmøder, hvilket betyder, at dommen - der sandsynligvis vil lyde på livsvarigt fængsel - tidligst kan forventes på onsdag.

Som det er kendt, har professor Wimmer erklæret, at Dagmar Overby ikke er sindssyg, så det bliver ikke let for Overretssagfører Gottlieb Jacobsen at finde formildende omstændigheder for hendes grusomme handlinger.

                                                                                                                                     1. marts 1921

Folkets Avis.

Da den berygtede massemorder Dagmar Overby tog plads på anklagebænken i Københavns Nævningeting, var hendes skæbne allerede afgjort.

Det er nemlig klart, at denne kvinde vil tilbringe resten af sit liv i fængsel!

Selvom vi ved, at hun har Danmarks bedste forsvarer, hr. Gottlieb Jacobsen, ved sin side, kan vi forvente, at han under retssagen, der sandsynligvis vil strække sig over flere dage, vil komme med forbløffende argumenter til Dagmar Overbys forsvar - men alligevel:

Denne kvinde fortjener ikke engang at bære et menneskenavn, og hun bør kun leve i omgivelser, hvor hun i det mindste ikke kan tage andre menneskers liv.

Hun har helt sikkert begået tilstrækkeligt mange mord!

Straffen?

Disse ord skal på ingen måde misforstås som ønsket om at denne morder skal straffes uden barmhjertighed.

Det er absolut ikke vores hensigt.

Derimod mener vi, at straf i hendes tilfælde er en ret ligegyldig ting. Hun er så moralsk fordærvet og sjæle løs, at skylden på ingen måde tynger hende. Faktisk synes hun snarere, at det er noget, der er forståeligt, omend ikke udtalt prætentiøst, at have begået disse ni mord på småbørn. Og en kvinde af hendes karakter kan ikke ændres gennem et bestemt tidsrum i isolation. Man er nødt til blot at sikre sig imod hende - for altid; og det kan kun gøres på én måde, nemlig ved aldrig at give hende friheden tilbage.

Og så er det egentlig ligegyldigt, om man kalder hendes fremtidige opholdssted et sindssygehospital eller et tugthus.

Dyr eller menneske?

Det har været meget almindeligt at kalde denne kvinde et menneskedyr.

I de stummes navn må der dog protesteres; for Dagmar Overby tilhører i virkeligheden en meget lavere klasse end dyrene, hvis mord i det mindste har en logik, der enten udøves i selvforsvar eller for at skaffe føde til sig selv og deres afkom.

Fru Overby myrdede, fordi - som hun selv har udtrykt det under afhøringerne - det skabte en vis glæde for hende. Og også - som fakta viser - grundet i en økonomisk fordel ved disse mord.

Hun har udforsket de mest brutale sider af råhed og nået grænsen for det umenneskeligt ufattelige. Sådanne væsner kan ikke bare henvises til dyreverdenen, hvor der faktisk findes dyder, som den højeste skabning kan tilegne sig uden at forårsage skade.

Hvis Dagmar Overby virkelig havde været et dyr, ville hendes situation helt sikkert have været ordnet på en mere håndgribelig måde. Men hun er tilfældigvis et menneske, og det er det, der gør hendes sag så kompliceret, at juryen skal spørges, før spørgsmålet om straf, der allerede i virkeligheden er blevet afgjort for længe siden, endelig kan afgøres fra den 3. september til den 1. marts.

Det var den 3. september, en søndag, hvor Dagmar Overby blev ført til retsbygningen og anholdt af dommer Carstens. Nu er det første marts, og hele sagen er allerede klar, så vi må erkende, at hverken politiet eller retten har forspildt tid.

Tænk bare på Nordentoft-Kommissionen, der har siddet i fire år!

Denne mand har kun et mord på samvittigheden, mens Dagmar Overby har mindst ni; og hun er kun blevet ordnet på kun et halvt år.

Er det ikke overraskende på en måde?

Begge ting! Vi vil ikke gå i detaljer om Overby-mordets sag. De bør være velkendte for gentagelse. Dog er det værd at understrege, at Morderskens kæreste, Svendsen, der i dag er vidne, tidligere blev tilbageholdt som mistænkt. Ydermere bør politiets fremragende arbejde med at opklare de mange mord fremhæves.

Både politiassessoren og overvagtmester Niels Andersen har præsenteret det bedste sammen med opdagerne Villadsen og den for nylig afskedigede Ludvig Larsen. Selvom arbejdet er gået hurtigt, er alle detaljer dog blevet taget med, så der i dag kunne præsenteres det mest omfattende materiale i retten.

Mødrene.

Det er sandsynligt, at vidneudsagnene fra de mange ulykkelige mødre vil vække mest interesse og der er ingen benægtelse af, at der netop i denne del af sagen er noget, der har betydning for alle.

Disse kvinder har kun haft ét mål, nemlig at undgå ansvaret, og er det ikke almindeligt at unge forladte ser deres små fremtider på samme måde? Dette er et af de spørgsmål, der fremkommer ud af Dagmar Overbys skygge, og vidneafhøringen vil sandsynligvis delvist besvare det.

Men uanset hvad der er eller ikke er, skal man så have den største medfølelse med disse stakkels kvinder. Og hvis denne forfærdelige sag hjælper med at kaste lidt mere lys på deres ulykkelige medsøstres vej i fremtiden, så har selv ikke Dagmar Overbys umenneskelighed levet forgæves!

Massemorderen blev født i Jylland. Hun tilbragte mange år i Aarhus, hvor hun engang gjorde sig bemærket ved at beskylde sin mand, en ynkelig agent, for at have begået Hornslet-mordet.

Dog opnåede hun intet resultat med anmeldelsen, udover et par års fængsel for tyveri af får.

En af hendes forbrydelser - ud over at have forladt sit barn - skete på jysk jord, mens resten fandt sted i København. Og opdagelsen skete, som bekendt, da en ung kvinde, der havde efterladt sit lille barn hos Fru Overby, kom for at besøge barnet.

Da hun ankom, var barnet blevet kvalt og brændt i kakkelovnen. De fleste af hendes ofre er blevet brændt, et par er blevet begravet i jorden, og én er blevet gemt i en rotterede på et loft.

Der er en intens stemning i retslokalet, formodninger om forbrydersken natur cirkulerer blandt publikum og i medierne. Der er ingen bekræftede oplysninger om forbrydelsernes natur, men der er en gyselig fornemmelse af uhyggelige handlinger.

Det er uvist, om retsforhandlingen vil afsløre de frygtelige sandheder om forbrydelserne. Hvis der kommer overraskelser i den retning, vil det dog ikke komme som en overraskelse i sig selv.

Det er tvivlsomt, om antallet af mord, som forbrydersken reelt har begået, nogensinde bliver opklaret. Men det er også ligegyldigt, da der allerede er nok anklager på bordet. Dog kan spørgsmålet om den gamle dame, der døde under forbrydersken specielle opsyn, ikke undgås at blive stillet.

Politiet har ikke helt eller delvist afdækket denne aspekt af sagen. Allerede klokken 7 begyndte publikum at strømme til retsbygningen. Ved halvottetiden rykkede politiet frem og satte afspærringer op.

I retslokalet er der en blanding af kvinder og jurister, da Dagmar Overby føres ind. Hun er ledsaget af en kvindelig statspolitibetjent og to mandlige betjente.

En stolt og rank kvinde går til sin plads. Hun er iført et hvidt silkeliv og har en stor blå sløjfe prangende midt på brystet. Hendes hår er sat op i en knude.

På et bord midt i retssalen ligger der pakker, der indeholder benstumper fra dræbte børn og børnetøj. I blå konvolutter ligger der fotografier af de dræbte børn. Under bordet står den kuffert, som hun har transporteret en del lig væk i.

Retten bliver sat. Nævningene bliver udtrukket. Retten er nu i gang! Man begynder at oplæse navnene på de tilsagte nævninge-medlemmer og udtrækker følgende:

Glarmester L. Friis, direktør Ranft, malermester Otto E. Petersen, sprøjtefører S. Andersen, børstenbinder Jørgensen, skibsmægler Christensen, frøken N. T. Schepler, ingeniør H. Claudi-Hansen, maler A. A. Frølich, overinspektør R. A. Bredlund, frøken K. K. Jensen og postbud Bødskov.

Suppleanterne er skomager S. Jørgensen og ingeniør T. V. Henningsen.

To skolelærere blev udskudt.

Forhøret påbegyndes, og retspræsidenten henvender sig nu til mordersken og spørger hende, hvad hendes navn er. Hun rejser sig og svarer sagte, at hun hedder Johanne Dagmar Amalie Overby. Retten spørger herefter, hvor gammel hun er, og hun svarer, at hun er 33 år gammel. Retspræsidenten spørger efter hendes erhverv, og hun svarer, at hun arbejder tilfældigt. Derefter bliver hun spurgt, om hun erkender sig skyldig i de ni barnemord, og hun svarer ja. Men når hun bliver spurgt, om hun erkender sig skyldig i at have begået dem med overlæg, svarer hun nej. Dagmar Overby sætter sig ned, og retsforhandlingen begynder.

                                                                                                                                    2. marts 1921

Social-Demokraten.

I går morges klokken lidt før kl. 9 blev dørene til den store nævningesal åbnet i Rets palæet i Frederiksgade. Der var stor tilstrømning af offentligheden til nævningetinget. Udenfor rettens gård stod der hele dagen en tætpakket skare af nysgerrige mennesker, som ikke kunne komme ind i den overfyldte sal. Da rettens ur slog ni slag, blev Dagmar Overby ført ind i salen, ledsaget af en kvindelig betjent, frøken Saltsø og betjent Andst. Da hun blev ført gennem retssalens sidegang, strakte tilhørerne hals for at få et glimt af hende. Dagmar Overby kiggede den anden vej og støttede sig til betjentens arm. Men nu, da hun trådte ind i den anklagedes skranke, kunne man se, at hendes mundvige vibrerede. Selv overfor retten smilte denne specielle kvinde, som har tilstået at have dræbt ni børn. Kun en enkelt gang i løbet af hele retssagen virkede det som om, hun mistede fatningen; det var da fyrbøderen Svendsen blev ført ind. Det er tydeligt, at hun stadig har følelser for sin tidligere kæreste.

Ellers udviste hun en kølig og rolig attitude. Hendes ro var så ekstrem, at den grænsede til kynisme og følelsesløshed, hvilket fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilskuerne, især kvinderne.

Dagmar Overby bar en hvid bluse med en stor sort sløjfe på brystet. Hendes sorte hår var glattet og sat op i to fletninger, der hang ned over hendes lave pande. Hun syntes ikke at være synderlig interesseret i den opmærksomhed, hun fik. Hvis man skulle gætte på hendes tanker, virkede hun faktisk nærmest smigret over at være centrum for de blodige tragedier, der havde fået hele samtiden til at gyse.

Retssagen blev ledet af retspræsident Th. Winther, der på sin egen indtrængende måde forsøgte at opbygge tillid hos Dagmar Overby, så hun ville tale. Statsadvokat Gammeltoft repræsenterede anklagemyndigheden. Assessor Mundt, der havde ledet hele forundersøgelsen i Dagmar Overby-sagen, sad på tilhørerpladserne, og naturligvis var den juridiske verden stærkt repræsenteret på de første bænkerækker.

I Retssalen blev det store Nævningeting åbnet. Alle i salen rejste sig, og Nævningerne gentog den højtidelige Edsformular, hvorefter de udpegede Ingeniør Claudi Hansen som Ordfører.

Præsidenten henvendte sig derefter til Dagmar Overby og bad hende udtale sig. Hun svarede lavt og næsten uhørligt: "Jeg vil helst være fri".

Statsadvokaten gav herefter en kort gennemgang af sagens forhistorie, som begyndte den dag, hvor Frk. Aagesen anmeldte til politiet, at hendes lille barn, der var blevet sat i pleje hos Dagmar Overby, var forsvundet. Efterfølgende fulgte den ene tilståelse efter den anden, hvor hun tilstod at have begået adskillige barnemord.

Dagmar Overby blev også anklaget for at have udsat sit eget nyfødte barn.

Bevisførelsen begynder. I september 1913 arbejdede Dagmar Overby som husholderske for en bonde ved navn Jens Sørensen-Flindt i Lemmer. Hun havde lige født et barn på Fødselsstiftelsen i Aarhus og begyndte derefter at have et forhold til bonde, der gentagne gange havde lovet at gifte sig med hende.

Da hun fødte endnu et barn, opfordrede bonde hende til at efterlade barnet.

Præsidenten: Har du aldrig tænkt på dette barn siden da?

Dagmar Overby (hvisker og stirrer fast på dommeren): Jo, jeg har tænkt på det mange gange. Senere besøgte jeg en bekendt fra Hornslet og forsøgte at få oplysninger om barnet, uden at afsløre at det var mit.

Den 64-årige Jens Flindt fra Lemmer blev kaldt som vidne.

Da statsadvokaten stillede nogle spørgsmål om forholdet til Overby, udbrød han afvisende:

Det vil jeg ikke tale om her! Alligevel undgik han ikke at forklare sig yderligere på bredt jysk. Bonden beskrev sin tidligere kæreste som løgnagtig og falsk.

Men tror du der er noget galt med hendes sind? Spurgte anklageren.

Nej, det tror jeg virkelig ikke, svarede bonden overbevist. Denne replikudveksling vakte noget munterhed, og selv Dagmar Overby, der konsekvent undgik at se på bonden, bøjede hovedet og lo tilsyneladende overgivende. Hun har sandsynligvis virkelig udnyttet den gamle mand og synes nu at triumfere over den vanskelige situation, som han er blevet bragt i.

De forbyttede børn var et tydeligt tegn på den snedighed, som massemordersken demonstrerede. En af de unge og ulykkelige kvinder, Rasmine J., havde uden at ane det onde ofret sit barn på massemorderskens alter. I marts 1916 fødte hun et barn, men som en ung mor havde hun allerede et barn at passe på, og da hun var nødt til at arbejde, kunne hun ikke tage sig af det nyfødte. Gennem en annonce fandt hun vej til Dagmar Overby, der var villig til at adoptere barnet og modtog straks 12 kr. fra moderen. Men samme dag, som Dagmar Overby modtog barnet, blev det dræbt. Da Rasmine en dag ville se sit barn, viste Dagmar Overby hende et andet barn, som tilhørte Una L.

Dette barn blev ramt af mæslinger, og Dagmar Overby sendte det derfor tilbage til "moderen" Rasmine. Barnet døde, og der blev udstedt en dødsattest for at angive, at Rasmine J.s barn var dødt. Bag dette dødsfald havde Dagmar Overby formået at skjule endnu et barnemord. Med en forbløffende dristighed fik hun udfærdiget en dødsattest for et dræbt barn, der tilhørte Ane C. I virkeligheden var det endnu engang Una L.s barn, der blev brugt til forveksling. Liget blev smidt i retiraden på Assistens Kirkegård. Dagmar Overbys kæreste vidnede i retten, og mordersken besvimede.

Dagmar Overbys tidligere kæreste, Svendsen, blev ført frem i vidneskranken. Han boede sammen med Overby i Jægersborgsgade og Enghavevej. Han havde bemærket, at der til tider var økonomisk velstand i hjemmet.

Anklageren: Vidste De ikke, hvor pengene kom fra?

Svendsen: Jo, Dagmar Overby fortalte mig, at hun fik dem fra en herre på Rådhuspladsen.

Mens Svendsen blev afhørt, kæmpede den uhyggelige kvinde tydeligvis med sig selv. Hun sænkede hovedet og besvimede.

Hun blev bedt om at forklare sin forbrydelse med Rasmines J.s barn af præsidenten. Men Dagmar Overby forblev tavs. Præsidenten pressede hende hårdt, og til sidst samlede hun sig og udbrød hårdt:

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg gjorde det! Præsidenten: Men hvad ville De med barnet på kirkegården? Fru Overby svarede ikke. Men da præsidenten stirrede på hende længe og insisterende, åbnede hun munden:

Jeg holder meget af børn, sagde Dagmar Overby. Og nu kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne gøre det…

Anklageren: De puttede barnet i toilettet, men før det sad De på en bænk. Hvorfor?

Overby: Det kan jeg virkelig ikke sige.

Anklageren: De kvalte barnet med et navlebind.

Overby: Det kan godt være. Jeg husker det ikke så nøje.

Barneliget blev skjult på Øresundsvej.

Dagmar Overbys annonce var anderledes. Hun havde kontakt med en ung pige ved navn Maren H, der også blev dræbt af Overby. Det unge ægtepar adopterede et barn ifølge annoncen og betalte en engangssum. Maren H's kæreste gav 400 kroner til Dagmar Overby, men barnet blev allerede dræbt og skjult i en grøft på Øresundsvej, da Overby modtog pengene.

Overby havde sagt, at barnet ville have det godt, da hun modtog det. Vagtmester Niels Andersen fortalte derefter om opdagelsen på Øresundsvej. Overby var med på en bilkørsel og fandt hurtigt stedet.

Dagmar Overby troede, at hun havde fået Maren H's barn gennem den samme annonce, der også gav hende forbindelse til Rasmine J. Men hun indrømmede, at hun aldrig havde skrevet i annoncen, at det var et ungt ægtepar, der adopterede børn.

Præsidenten spurgte om barnets død, og Overby benægtede at være skyldig. Hun kunne ikke sige, hvad der var sket. Hun huskede bare, at hun havde gemt liget mellem buske på Øresundsvej. Hun erklærede, at hun altid ville kunne genkende stedet.

Hun kunne dog ikke huske, hvordan hun havde ombragt barnet. Anklageren pressede på og spurgte, hvor hendes hukommelse svigtede. Overby forsøgte at være spidsfindig og spurgte, hvad han mente. Det var tydeligt, at det ville være umuligt at få en sammenhængende forklaring på, hvad der skete den dag.

Jeg kan ikke huske, om jeg var i Rantzausgade den dag, hvor Barnet var levende eller efter at det var dræbt, sagde hun.

Jeg kan virkelig ikke huske alt. Det hjælper ikke, De spørger. Hvis jeg kunne huske noget, ville jeg jo fortælle det ligesom alt det andet, svarede hun kort. Mordersken kaldte sig også "Fru Rosenkranz".

Frk. Esta L. kom i kontakt med Dagmar Overby gennem en annonce. Hun betalte hende straks 200 Kroner og gav derefter månedlige bidrag til Barnet.

Dagmar Overby kaldte sig selv for Fru Rosenkranz og Fru Svendsen overfor hende. Retten fremlagde et brev fra Fru Overby til Esta L. Brevet var underskrevet E. Rosenkranz og meddelte, at Barnet havde det godt.

Præsidenten (til Overby): Hvorfor kaldte De Dem Fru Rosenkranz og Fru Svendsen?

Dagmar Overby (nølende og forlegen): Det vil jeg ikke udtale mig om.

Præsidenten: Tog De Børnene for pengenes skyld?

Dagmar Overby (tilsyneladende forarget): Nej, det gjorde jeg bestemt ikke. Vi havde det godt derhjemme.

Esta L.'s Barn døde 5. februar 1917.

Præsidenten (til Frk. L): Betalte De penge senere end 5. februar?

Frk. L.: Ja.

Defensor (til Dagmar Overby): Er De sikker på, at det var Esta L.'s Barn, der levede hos Rasmine J. og at det var Ane C.'s Barn, der blev dræbt?

Dagmar Overby virkede selv i tvivl om dette. Hun kunne ikke huske, om hun havde brændt Ane C.'s Barn i Kakkelovnen eller begravet det i Søborg.

Nogle gange synes jeg, at jeg har begravet det, og andre gange synes jeg, at det er brændt, udtalte hun lakonisk.

En dreng blev født i maj 1916 på fødselsstiftelsen af Ane C. Hun kom i kontakt med Fru Overby gennem en annonce og betalte hende 200 kroner for at adoptere barnet. Ane C. bragte barnet til Fru Overbys hus i Landemærket. Fru Overby fortalte, at hendes mand var maskinmester.

Anklageren: Bemærkede De noget mærkeligt ved Fru Overbys opførsel?

Ane C. (ryster på hovedet og bryder ud i tårer): Fru Overby var så venlig den dag.

Præsidenten: Så De tror, at det var Ane C.s barn, De begravede?

Dagmar Overby: Ja, hvis jeg har begravet det, kan jeg jo ikke have brændt det. (Der opstår munterhed, retsformanden får ro på).

Dagmar Overby: Jeg plejede altid at tage lange ture med min pige. Det var første gang, jeg var i Søborg. Men jeg har dog været i for eksempel Rødovre før – og det er trods alt også en lang tur!

Under sådanne omstændigheder er Dagmar Overby glad for at give en overbevisende og velargumenteret forklaring. På trods af ihærdig afhøring er det dog umuligt at fastslå sikkert, om det er Ane C.s eller Esta L.s barn, hun har dræbt i Søborg.

Frøken H.s barn, der blev druknet.

Dagmar Overby byttede barnet med et andet.

I juni 1916 adopterede Dagmar Overby et barn tilhørende Frøken H. Hun fik ingen penge for dette barn, som hun druknede i en balje vand allerede dagen efter. Liget af barnet gemte hun på loftet.

Senere adopterede Fru Overby et barn tilhørende Fru F. Hun fik betaling for dette barn. Fru Overby ønskede dog ikke at beholde det og henvendte sig derfor til Frøken H. og gav hende barnet, som tilhørte Fru F., uden at H opdagede forbytningen.

Begge disse mødre måtte træde frem i vidneskranken. Frk. H. berettede, at hun gentagne gange var blevet rykket for penge af Fru Overby. Over for Fru F. havde Fru Overby selvfølgelig ikke nævnt, at barnet var blevet overgivet til H. I stedet modtog Fru Overby stadig bidrag for barnet, som slet ikke var hos hende længere.

Opdagelsesbetjent Villadsen fik nu mulighed for at fortælle om den grufulde opdagelse, han havde gjort på loftet i Aabenraa.

Mellem stolper og tagsten havde han fundet knoglerne, der stammede fra barnet, og de var gemt præcist det sted, som Overby havde beskrevet under undersøgelsen.

Dagmar Overby hævdede, at hun ikke havde rykket Frk. H. for penge. Hun mente dog, at forklaringen om, at barnet var druknet, var rigtig.

"For det bliver jeg vel nødt til at tro," tilføjede hun frejdigt.

Om selve forbrydelsen fortalte hun, at liget af barnet blev gemt i et skab i nogle dage. Det blev opløst der, sågar så mordersken blev kvalm af det.

"Jeg tog liget med en pind," fortalte hun koldt. "Og jeg lagde liget oven på en sæk og bar det op på loftet!"

Med det myrdede barn i håndtasken rejste hun til Jylland.

Det næste vidne, der trådte frem for vidneskranken, var Frk. H. Hun havde indgået en aftale med Fru Overby i august 1916 om, at denne skulle adoptere hendes barn. Efter pengeanliggenderne var blevet ordnet, rejste Fru Overby til Vejen i Jylland. Hun havde på forhånd dræbt barnet og medbragte barneliget i en håndtaske. Bagest i Vejen begravede hun liget.

Et vidne forklarede i retten, at Overby havde lovet at sende et fotografi af barnet til hende. Hun modtog senere et fotografi, men fandt først ud af, da Fru Overby blev anholdt, at dette fotografi viste et helt andet barn.

Imellem de andre vidner befandt sig Jordemoder Fru Jørgensen, der havde kritiseret Frida H. for at lade barnet blive plejet af en ukendt kvinde uden nogen form for kontrol.

Dagmar Overby mente, at dette barn blev kvalt til døde.

Præsidenten: Kvalt til døde; men hvordan?

Dagmar Overby tier stille og stirrer strengt på dommerne.

Præsidenten: Har De dræbt dette barn ligesom alle de andre?

Overby (isende koldt): Ja, det har jeg gjort.

Hun fortæller nu om rejsen til Jylland. Under hele rejsen havde hun liget af barnet gemt i en kuffert.

Det blev også tilføjet til protokollen, at hun havde modtaget 100 kr. for at tage barnet.

Anklageren: Da De dræbte Frida H.s barn, havde De allerede dræbt fire børn. Tænkte De ikke over det?

Dagmar Overby: Jeg vil gerne svare på det, hvis jeg kunne; men det kan jeg ikke. Jeg kunne aldrig huske, at jeg havde dræbt børnene. Hvis jeg vidste, hvad jeg gjorde, så ville jeg aldrig have gjort det.

Præsidenten kom nu ind på en nærmere omtale af morderskens økonomiske situation og satte hendes velstand i tvivl. Dette gjorde hende meget fornærmet.

"VED I DET BEDRE END MIG?" råbte hun. Retten fortsatte nu med at opregne hendes lange række af mord.

I august 1917 fødte Olga R.H. en pige på Fødselsstiftelsen. Den unge mor kom i kontakt med Dagmar Overby, som på det tidspunkt boede på Enghavevej. Olga Hansen overlod barnet til fru Overby, der kun stillede som betingelse, at få bidraget fra barnets far, som hun hævede hos magistraten efter Olga Hansens anvisning.

To af Olga H.s veninder, fruerne Betty M. og Kirstine L., var sammen med Olga hos fru Overby, da barnet blev adopteret. En anden ung pige, Kirstine E., havde placeret et nyfødt barn hos Dagmar Overby i marts 1917.

Kort efter blev det afsløret, at Dagmar Overby havde begået en forbrydelse, og barnet blev heldigvis reddet. Kunne Svendsen ikke lide børn?

I december 1917 afstod fru O. sit barn til fru Overby, som indrømmede i byretten at have dræbt barnet. Hun fortalte først, at hun havde dræbt barnet, fordi Svendsen ikke kunne lide børn. Senere ændrede hun sin forklaring.

Allerede samme dag hun fik barnet i pleje, myrdede hun det, gemte liget i køkkenet og brændte det nogle dage senere i kakkelovnen. En skælvende mor stod foran skranken.

Det næste barnemord skete i marts 1918. Det var et barn tilhørende en ung pige, Birgitte P. Hun mødte rystende og skælvende ved vidneskranken og berettede, hvordan hun i bedste tro havde overladt sit barn i pleje hos fru Overby mod at betale 100 kr.

Efter at have læst avisernes rapporter om massemorderen gik hun straks i fortvivlelse og henvendte sig til politiet for at få den sørgelige sandhed bekræftet, at også hendes barn var blevet dræbt.

Birgitte P. var helt ude af sig selv og blev nødt til at blive ført ud af retssalen ved at støtte sig til en retsbetjent.

Dagmar Overby fortalte nu selv om, hvordan hun havde hentet Birgitte P's barn i Blågårdsgade. Hendes egne børn var også med på denne tur.

Præsidenten spørger: "Så Svendsen det lille barn?"

Dagmar Overby står længe med sænket hoved og stirrer mod gulvet. Så retter hun sig op og siger: "Må jeg ikke være fri for at svare på dette spørgsmål."

Det blev derefter protokolleret.

Arrestanten henholdt sig til sin tidligere forklaring om, at hun havde kvalt barnet og…

Dagmar Overby afbryder præsidentens diktat:

"De skal hellere skrive, at barnet blev kvalt og brændt i kakkelovnen," bemærker hun. Hendes ønske blev opfyldt, uden at det var muligt at få hende til at forklare nærmere, hvad hun havde til hensigt med denne rettelse.

Dermed sluttede retsmødet i går. I dag samles nævningerne igen. Men dommen kan først forventes i morgen.

Det var en uhyggelig dag i går i nævninge-retten.

                                                                                                                                    2. marts 1921

Solidaritet.

Jens Sørensen Filt blev ført frem i Vidneskranken og erklærede sig 64 år gammel. Han indrømmede at have haft et forhold til Dagmar Overby, men påstod at det var hende, der havde indledt forholdet, da han ikke ønskede noget med hende før hun blev skilt. Efter hun fødte et barn på Fødselsstiftelsen i Aarhus, fortsatte forholdet, men han benægter at være faderen til det barn og gav en lang beskrivelse af dette, som ikke er passende at offentliggøre. Han hævder, at det var hende, der kom med forslaget om at udskyde barnets fødsel og at hun generelt kom med mange forslag. Han gav derefter en detaljeret fremstilling af hvordan udskydelsen af barnets fødsel foregik. På nærmere spørgsmål om hvordan Dagmar Overby ellers var, siger han at hun var meget løgnagtig. Han kunne dog ikke nævne et specifikt tilfælde, men påstod at næsten alt, hvad hun sagde var usandt. Han mente ikke, at der var noget galt med hendes forstand - tværtimod.

                                                                                                                                     3. marts 1921

Nationaltidende.

I referatet af nævningesagen nåede vi i går aftes frem til afhøringen af Frk. Aagesen, som ved sin anmeldelse til politiet gav anledning til, at Dagmar Overby blev sat i fængsel. Frk. Aagesens anmeldelse omfattede det faktum, at hun efter barnets død sendte barnets ernæringskort til Overby. Umiddelbart herefter sendte Overby følgende brev til Frk. Aagesen:

"Lille søster har det godt, og hun har næsten ikke grædt. Det er naturligt, at De savner hende, men De skal se, at det går nok snart over."

Nogle dage senere kom en søster til Frk. Aagesen for at se til barnet og mødte Overby på gaden. Overby fortalte, at det var aftalt, at hendes søster ikke længere kunne se barnet, og derfor kunne hun heller ikke få lov til det.

Derefter kom Frk. Aagesen selv, og Overby fortalte hende, at barnet var i Birkerød, og at hun nok skulle hente det. Endnu en forgæves henvendelse blev fulgt af anmeldelsen.

Derefter blev Overbys kæreste, Svendsen, afhørt. Han forklarede, at han lærte Overby at kende, mens hun arbejdede i en bolsjeforretning i Holmbladsgade i 1915. På det tidspunkt kørte han med en sukkervogn. Kort efter flyttede de sammen og har ved kortvarige afbrydelser fortsat forholdet.

Han kendte intet til hendes forbrydelser og havde så lidt viden, at retsformanden måtte opfordre ham til at tale sandt. Overby virkede svimmel ved synet af sin kæreste og måtte have hoffmannsdråber.

Snoren på kommoden havde dræbt barnet, som var blevet dækket til. Overby, der var ansvarlig for barnets død, udtalte, at hun var glad for barnet. Retssagen fortsatte med retspræsidenten, der spurgte, hvorfor hun havde dræbt barnet. Overby svarede, at hun måske havde taget snoren fra kommoden og ikke kunne huske, om hun havde trukket til eller bundet den. Hun mente, at barnet måtte have været dækket til, da hun ikke havde set det på det tidspunkt. Da retspræsidenten spurgte, hvad hun gjorde med barnet, sagde Overby, at hun lagde det i en kurvekuffert og brændte det den følgende dag. Retspræsidenten undrede sig over, hvorfor snoren lå på kommoden, og Overby svarede, at hun ikke vidste det.

Efter en pause blev retssagen genoptaget, og Christian Petersen, en mand der kendte Overby, blev afhørt. Han havde lånt penge til hende, men fik dem tilbagebetalt. Han fortalte, at Overby havde talt til ham om en mystisk greve og at det var ham hun fik penge fra, når hun havde pengeproblemer.

Statsadvokaten spurgte Overby, om hun nogensinde havde dårlig samvittighed. Overby ville ikke udtale sig om det, men gav udtryk for, at hun havde lidt af samvittighed.

Overbys søster, Fru Svaneby, blev fremstillet og blev bedt om at fortælle om Overbys liv. Allerede som barn lavede Overby "forskellige ting", der fik politiet til at reagere. Hun blev sendt til en opdragelsesanstalt på Fyn, hvor hun opholdt sig indtil hun var 16 år gammel. Efter et ophold i Jylland vendte hun tilbage til Fyn. I 1909 blev hun straffet. Efter at have afsonet straffen flyttede hun til Aarhus. Her fødte hun en dreng, som hun tog med sig. Efter flere flytninger besøgte hun bedste moderen i Randers og havde barnet med sig. Tre dage senere kom hun hjem uden barnet, som var dødt.

Statsadvokaten: - Hvordan døde barnet?

Fru Svaneby: - Hun sagde, at barnet døde af "galopperende lungebetændelse". Det blev forkølet på rejsen, sagde hun.

Statsadvokaten: - Var der noget usædvanligt ved barnet?

Fru Svaneby: Det havde et rødt mærke på kinden. Min søster sagde, at det havde stødt sig. En betjent undersøgte hendes forhold, men der blev ikke gjort noget.

Statsadvokaten: - Så blev hun gift med Nielsen. Brød hun sig om ham?

Fru Svaneby: - Nej, det tror jeg ikke. Hun giftede sig nok kun, fordi hun var kommet i en svær situation. Hun forlod ham også efter 14 dage.

Statsadvokaten: - Hvordan var dit generelle indtryk af hende?

Fru Svaneby: - Hun var ikke altid ærlig. Jeg bemærkede det tit, men jeg holdt ikke af at modsige hende.

"Ondsindethed var ikke hendes stil". - Hun tog nafta og ærter i flasker.

Statsadvokaten: - Var hun nogensinde ondsindet?

Fru Svaneby: - Nej, ondsindethed lå ikke til hende. Hun var absolut ikke ond af natur.

Statsadvokaten: - Hvor tror du, hun fik sine penge fra?

Fru Svaneby: Hun talte om en greve på Fyn.

Statsadvokaten: - Har du set hende være sammen med mange mænd?

Fru Svaneby: - Aldrig. Men jeg tænkte, at hun fik penge af mænd.

Statsadvokaten: - Hvad synes du om hendes intelligens?

Fru Svaneby: - Hun er begavet, men indimellem var hun overnervøs.

Statsadvokaten: - Ved du, om hun drak æter og nafta?

Fru Svaneby: - Ja, og hun drak det ikke i små mængder, men i store mængder. Om aftenen var der en fuld flaske i soveværelset, og om morgenen var den drukket.

Statsadvokaten: - Blev hun påvirket af det?

Fru Svaneby: - Nej, det tror jeg ikke.

"Overby har aldrig elsket nogen mand". - Hun havde ingen fortrolighed med nogen.

Nu begyndte Forsvareren Gottlieb Jacobsen at afhøre Fru Svaneby.

Forsvareren: - Var det dit indtryk, at hun var ked af, at hendes søn døde?

Fru Svaneby: - Ja, det var hun, meget.

Forsvareren: - Passede hun godt på barnet?

Fru Svaneby: - Det var det mest velplejede barn, jeg har set.

Forsvareren: - Bemærkede du, om hun var forelsket i nogen?

Fru Svaneby: - Jeg tror aldrig, hun har været forelsket i nogen mand.

Forsvareren: - Har hun nogensinde vist dig fortrolighed?

Fru Svaneby: - Aldrig. Hun kunne ikke have fortrolighed med nogen.

Forsvareren: - Var hun på nogen måde mærkelig?

Fru Svaneby: - Ja, når hun fik en idé, skulle den gennemføres. Hun havde ingen ro, før det var gjort.

Forsvareren: - Og det gjaldt både store og små ting?

Fru Svaneby: - Ja. Og det skulle gøres med det samme.

"En kold, ligevægtig natur". - Hun har ikke forsøgt selvmord.

Overbys søster fik nu lov til at trække sig tilbage til vidneskranken og hendes mand, Pramfører S. blev afhørt. Han havde tidligere været kæreste med Overby. På spørgsmålet om Overbys ærlighed, sagde han direkte, "at hun aldrig kom i nærheden af sandheden". Når hun løj, var det altid for at fremstille sig selv i et positivt lys. Hun talte meget om en Greve.

Statsadvokaten: - Hvad var dit indtryk af hende?

Hr. Svaneby: - At hun virkede følelsesløs og kold.

Statsadvokaten: - Har hun forsøgt selvmord ved Kvæsthusbroen?

Hr. Svaneby: - Jeg tror bare, at hun faldt i vandet ved et uheld. Det var ikke med vilje.

En anden tidligere bekendt af Overby, Karl Anton Hansen, blev herefter afhørt.

Han lagde mærke til, at hun ofte pralede. Hun fortalte ham, at hun skulle arve en stor sum penge, men han troede ikke på det. Hun kunne også pludselig blive melankolsk og brugte nafta som en form for trøst.

Dagmar Overby har samvittighedskvaler. Hendes mand tror, at hun har myrdet deres eget barn.

Agent Anton Nielsen, som Overby blev gift med i 1912, blev derefter afhørt.

Statsadvokaten: - Hvorfor varede jeres ægteskab kun 14 dage?

Nielsen: - Det er svært at sige. Hun sagde, at hun var bange for mig og ikke kunne opbygge tillid til mig.

Statsadvokaten: - Havde du nogen mistanke om, at hun havde dræbt sit barn?

Nielsen: - Ja, det havde jeg. Hun kunne nogle gange vågne op og se forvirret ud. En gang sagde hun: "Jeg er bange for, at jeg er skyld i mit barns død."

Statsadvokaten spørger om kvinden sagde noget andet, men vidnet svarer at hun ikke ville sige mere, da vidnet trængte ind på hende. Statsadvokaten spørger om hun var normal, og vidnet svarer at han nogle gange tænkte at der var noget galt med hende, men til daglig var hun klog nok. Statsadvokaten spørger om hun brugte Nafta, og vidnet bekræfter det. Statsadvokaten spørger om vidnet mærkede noget samvittighedsnag da hun kom til dem i 1918, og vidnet svarer nej. Statsadvokaten spørger om hun nogensinde har sagt at hun har myrdet barnet, og vidnet svarer nej, hun sagde at hun var skyld i barnets død. Forsvareren gentager spørgsmålet, og vidnet gentager svaret. Forsvareren spørger om hun nogle gange var forsvundet, og vidnet bekræfter det og fortæller at hun vagabonderede rundt og at han ledte efter hende. Overby erklærer at Nielsen var den sidste mand hun ville bede om noget godt. Nielsen påstår nu at Dagmar Overby bad ham om ikke at melde hende til politiet for at have dræbt sit barn. Overby beder om at få komme med en bemærkning, selvom hun ikke er sigtet for dette, og formanden tillader det. Overby siger at den aften skændtes de, men hun bad ham ikke om ikke at melde hende. Han var den sidste mand hun ville bede om noget godt.

Forbryderens forældre vidner i vidneskranken. Dagmar Overby græder.

En grædende og vaklende Overbys mor blev ført ind i salen. Der blev sat en stol frem til hende. Hun blev kun stillet få spørgsmål. Hun vidste ikke, at der var noget specielt unormalt ved hendes datter, selvom hun til tider kunne være lidt aparte. Hvad angår barnets død kunne hun kun oplyse, at de ikke havde bemærket noget unormalt hos hende. Den kvindelige betjent, Ella Hansen, havde haft kontakt med Overby i fængslet på Christianshavn, hvor hun havde undervist Overby. Overby var venlig og fornuftig. Betjenten havde ikke bemærket, at Overby manglede narkotiske midler.

Ifølge en rapport om Fru Sørensen fra Jylland, så voksede Overby op med skiftende perioder af undergivelse og melankoli. Hun afviste at svare på spørgsmål om det. Samme dag som hendes barn blev begravet, overvejede hun at gå i biografen. Rapporten beskrev også, at da liget blev løftet af vognene, kom der en blodstråle ud af barnets mund.

Da Overby blev løsladt fra fængslet, valgte hun som det første at indtage Nafta.

Retspræsidenten: - Kan De forklare mig lidt om de narkotiske midler?

Overby: - Jeg kan virkelig ikke sige noget om det.

Retspræsidenten: - Jo, lidt kan De vel. Hvordan klarede De Dem i fængslet? Der fik De jo ingenting.

Overby: - Det gik nogenlunde. Jeg savnede det kun, når jeg var ked af det.

Retspræsidenten: - Men da De kom ud af fængslet.

Overby: - Så besøgte jeg først et apotek. Nej, jeg drak først en kop kaffe. Oppe på Christianshavns Vold drak jeg en flaske Nafta.

Retspræsidenten: - Hvornår drak De den næste flaske?

Overby: - Det kan jeg virkelig ikke sige.

Retspræsidenten: - Var De tilfreds med det arbejde, De fik?

Overby: - Ja, alle var meget flinke. Men jeg kunne ikke lide manden, der hjalp mig med at få arbejde på fabrikken, Schaldemose. Han fortalte derude, at jeg havde haft en straf. Det synes jeg er uretfærdigt.

Retspræsidenten spurgte nu nærmere ind til virkningen af de narkotiske midler. Hun fortalte, at hun kunne indtage store mængder og det satte hende i en behagelig drømmetilstand, hvor det føltes som om, hun levede i andre omgivelser. Hun mærkede ingen eftervirkninger. Hun kunne ikke sige, hvor meget hun indtog dagligt.

En mystisk dame, der skaffede morfin. - Professor Johs Bock udtaler sig.

Statsadvokaten: - Hvor fik De morfinen fra?

Overby: - Jeg mødte en dag en dame i sporvognen. Vi kom i snak, og hun sagde, at jeg så meget dårlig ud. Hun tilbød mig at skaffe morfin.

Statsadvokaten: - Fik De meget fra hende?

Overby: - Hvad mener De med "meget og meget"?

Statsadvokaten: - Ja, et par flasker eller hundrede flasker?

Overby: - Jeg mener cirka ti flasker.

Statsadvokaten: - Hvor fik damen det fra?

Overby: - Hun sagde, at hun arbejdede på et apotek på Østerbro.

Statsadvokaten: - Hvordan så hun ud?

Overby: - Hun var høj og lys. Jeg ved ikke, hvor hun bor, da hun kun kom og besøgte mig.

Retslægerådets specielle sagkyndige inden for de narkotiske midler, professor Johannes Bock, blev bedt om at udtale sig. Han beskrev effekten af æter. Som man kender det fra Irland, hvor æter drikning er meget almindelig.

Statsadvokaten: - Undrede det Dem ikke, hr. professor, da De hørte, at fru Overby drak en flaske æter indeholdende 40 gram, lige efter hun blev løsladt fra fængslet?

Prof. B.: - Jo, meget. 35 gram inhaleret æter ville bare give total bedøvelse. Jeg forstår det ikke.

Overby tilbyder at drikke 40 gram æter.

Overby rejste sig og bad om at få lov til at sige noget.

Overby: - Jeg drak selvfølgelig ikke hele flasken på én gang.

Retspræsidenten: - Det sagde De før, det forstod jeg.

Overby: - Det mente jeg ikke på den måde.

Retspræsidenten: - Talte De slet ikke om opkastningerne før?

Overby: - Jeg har slet ikke tænkt på det, for jeg var vant til dem. (Stærkt)

Men hvis De tvivler, erklærer jeg mig villig til at drikke en mængde.

Overby blev bedt om at beskrive æter rusen mere detaljeret. Derefter blev professoren bedt om at udtale sig.

Professor B.: Det er overraskende, at æter nydelsen har fremkaldt den samme handling hver gang. Til gengæld er det et rigtigt billede af nydelsen, at hun pludselig beslutter sig for at tage til Jylland, efter hun har drukket æter uden at have noget ærinde der.

Retspræsidenten bebrejdede Svendsen hårdt, da det viste sig, at han ikke havde talt sandheden i sagen. Han blev igen ført frem, og retspræsidenten holdt en streng formaning til ham.

Retspræsidenten spurgte ham, om han havde været med i Valby for at hente et barn. Han benægtede dette. Retspræsidenten påpegede, at han burde huske sin fortid og at de ikke behøvede at tage blidt på ham. Han mindede ham om, at de havde skændtes med Overby fra Valby til Kirkens Korshær. Svendsen svarede, at han kun huskede, at de havde skændtes en gang, fordi hun havde været ude med en "Greve".

Retspræsidenten opfordrede Overby til at stille et par spørgsmål til Svendsen, men hun nægtede. Pludselig rejste hun sig dog op og erklærede, at hun nu ville afsløre, hvad de havde skændtes om, hvilket hun tidligere ikke havde villet. Hun fortalte, at de havde skændtes om barnet, og at Svendsen var rasende over det, men han tog alligevel de 200 kr.

Svendsen benægtede at have fået 200 kr. Retspræsidenten bad derefter Svendsen om at gå ud i vidneværelset og forsøge at huske. Rets budene blev bedt om at holde øje med, at han ikke gik sin vej. Assessor Mundt afhørte derefter Overby om hendes forskellige tilståelser, og Overvagtmester Niels Andersen om Overbys opførsel under afhøringen. Han sagde, at hun aldrig havde vist nogen uhøflighed.

Svendsen blev ført ind i retssalen igen og benægtede igen. Overby erklærede, at han havde været med i sporvognen både til og fra Valby. Retspræsidenten spurgte Svendsen, hvorfor Overby skulle finde på at lyve for ham. Svendsen blev vred og svarede, at hun nok ville have ham til at føje sig.

Retspræsidenten spurgte, hvorhen Overby ville have Svendsen til at følge hende. Overby svarede, at hun ville have ham til at følge hende der, hvor hun skulle hen. Overby fortalte også, at Svendsen havde spurgt hende, da hun kom med barnet, om hun havde fået pengene.

Svendsens forklaringer blev protokolleret og retspræsidenten bemærkede til statsadvokaten, at de kendte mandens bopæl. Dermed sluttede retsmødet.

                                                                                                                                    4. marts 1921

Nationaltidende.

I går offentliggjorde vi størstedelen af Dagmar Overbys defensors - Overretssagfører Gottlieb Jacobsens - forsvarstale. I slutningen af sin tale hævdede han, at mordene ikke kunne have været en forretning for hende, da de indvundne beløb var for små. Pengene spillede ingen rolle. Dette beviste tiltalte flere gange ved at tilbyde barnemødre at tage imod deres børn uden kontant betaling. Der var faktisk ingen motiv. Der var ingen beviser for perversitet. Hun havde heller ikke ført nogen rå tale, som perverse personer plejer at gøre. Hendes forbrydelser var uden overlagt intention. Vi kan kun basere vores tro på disse tilståelser. Han sluttede ved at opfordre nævningerne til at anvende paragraffen om nedsat tilregnelighed, hvis de ikke mente, at hun kunne falde ind under straffrihedsparagraffen.

Det var et fremragende forsvar, men der manglede den rette modtagelse hos tilhørerne. Dagmar Overbys skarpe, nøgleagtige skikkelse stod mellem forsvarerens ord og tilhørernes hjerter.

Statsadvokaten tog så ordet. Overby var nødt til at tilstå, hun kunne ikke klare det. At hun senere har trukket noget tilbage var et almindeligt fænomen. Forsvareren hævdede, at hun ikke havde dræbt med overlæg, da hun dræbte umiddelbart efter at have fået børnene. Men overvejelserne kom før børnenes bortskaffelse, hævdede statsadvokaten. Når hun kunne gå "så langt ned i pris", var det fordi hun hurtigt fik børnene af vejen. På det seneste har hun ikke brugt så meget æter, som hun har angivet. En så ensartet række af forbrydelser kan ikke være en konsekvens af æter misbrug. Det er helt forkert at påstå, at hun handlede i en depressionstilstand.

Forsvareren svarede på ovenstående med få ord. Det at Overby havde indrykket nogle annoncer var ikke det samme som planlægning med overlæg. Der behøvede jo ikke at komme et svar på annoncen.

Forsvareren: - Jeg beder Dem, ærede Nævninger, om De tør tage ansvaret for at dømme Tiltalte for Overlæg, når der ikke er mere bevis end det, der allerede er præsenteret? Jeg opfordrer Dem til ikke at gøre det.

Derefter spurgte Retspræsidenten Overby, om hun havde noget at sige, men hun rystede blot på hovedet. Retspræsidenten læste derefter de 17 spørgsmål op, som ville blive stillet til Nævningerne. Det første spørgsmål omhandlede om Overby var skyldig i at udsætte et barn i strid med § 197 (Udsættelse af et Barn). De følgende 16 spørgsmål drejede sig om, hvorvidt de 8 børn var blevet myrdet med forsæt eller overlæg.

Retspræsidenten gjorde det klart for Nævningerne, at de behandlede denne sag med største alvor. Han påpegede, at både barnemødrene og -fædrene havde deres andel af ansvaret, og han forklarede nærmere, hvad det nye retssystem krævede. Han kunne godt forstå, at Overby havde været tilbageholdende med at udtale sig, da der var så mange til stede.

Retspræsidenten til Nævningerne: - Jeg håber, at I ikke har indtryk af, at jeg har formuleret min egen holdning i denne sag, efter det jeg har sagt. Det er op til jer at tage stilling, jeg tør ikke tage ansvaret for det.

Nævningerne afgiver deres kendelse.

Nu trækker Nævningerne sig tilbage, og Dagmar Overby bliver ført ud. I halvanden time voterer Nævningerne. Ved halvsekstiden genoptages retssagen. Selvom der står meget på spil for Overby, sidder hun rank i sin loge. En enkelt gang trækker hun vejret dybt. Derefter bøjer hun sig mod den opsynshavende betjent, siger noget og smiler.

Ordføreren for Nævningerne, Ingeniør Claudi-Hansen, læser Nævningernes kendelse op. Det første spørgsmål om, hvorvidt Dagmar Overby var skyldig i at have udsat sit barn i strid med § 197 den 8. til 9. september 1913 i Lemmer i Jylland, besvares med et ja. Derefter følger besvarelsen af de 16 spørgsmål vedrørende de 8 børnemord, som hun havde tilstået. For hvert mord spørges der, om det var sket med overlæg eller forsætligt.

Nævningerne havde besvaret de otte spørgsmål om overlæg med et ja. Hun havde med vilje begået alle barnemordene. Retten tager nævningernes kendelse som grundlag, og ifølge den skal Dagmar Overby straffes i henhold til loven. Retsformanden spørger forsvareren om han har noget at tilføje, og han svarer, at han ikke har noget at bemærke efter at have hørt nævningernes kendelse.

Der blev afsagt dom.

Dommerne gik tilbage. Selvom man på forhånd vidste, hvad dommen ville være, var der stadig en vis spænding i retssalen. Det ophøjede øjeblik, hvor en dødsstraf skulle afgøres, var forestående.

Der gik et lille kvarter. Da en retsbetjent gik hen til den dør, hvor dommerne skulle komme ind, rejste tilhørerne sig som et elektrisk stød. Dog skulle der gå et par minutter, før dommerne viste sig, og folk satte sig igen. Dagmar Overby sad oprejst med sammenkneben mund. Hun rejste sig som den første, da dommeren trådte ind, vågen og opmærksom til det sidste.

Retspræsidenten erklærer Tiltalte skyldig og dømmes til livsvarigt fængsel. Tiltalte pålægges desuden at betale sagens omkostninger på 1200 kr. til Overretssagfører Gottlieb Jacobsen.

Efter dommen får Tiltalte 14 dages betænkningstid til at afgøre, om hun ønsker at appellere sagen til Højesteret. Retspræsidenten oplyser, at hun kan henvende sig til sin forsvarer for rådgivning, hvilket hun smiler til.

Herefter hæves retsforhandlingen, og den bemærkelsesværdige kriminelle personlighed i dansk kriminalhistorie føres ud.

Hun frøs, da hun forlod stedet, men hun tvang sig selv til at snakke om ligegyldige emner. Vi fik mulighed for at se hende nærmere, da hun blev ført ud til en vogn med Overbetjent Andst og Betjent Fru Seltsø ved sin side. Hun skævede rundt på sin krop, som om hun frøs, og hendes kinder havde to røde, feberagtige pletter. Men hun var ikke så medtaget, at hun ikke kunne gå selv. Pludselig strammede hun sig op og begyndte at snakke om ligegyldige ting. Hun talte om damerne i retssalens publikum.

Det er underligt, hvor meget folk ofrer på deres påklædning, sagde hun. Da hun blev kørt væk fra Østre Landsret til Vestre Fængsel, kiggede hun interesseret ud af vinduerne på de mennesker, der havde samlet sig i store folkemængder foran porten.

Hvad nu? Under den tidligere retspleje var det sådan, at en dødsdom skulle ankes til Højesteret. Det er ikke nødvendigt længere. En dag taler Overby med sin forsvarsadvokat, og han vil næppe råde hende til at anke. Hvad skulle det også nytte? Nævningernes kendelse, der går ud på, at hun har overtrådt §190, siger kort og godt:

Den, som med Overlæg skiller et andet Menneske ved Livet, straffes på Livet.

Hun vil altså intet kunne opnå ved en appel, og det Offentlige har heller ingen grund til at appellere. Formentlig vil hun indgive en benådningsansøgning. Hun skal indstilles til benådning af Landsretten, og Justitsministeriet skal videre indstille hendes benådning til Kongen. Det er er Kongen, der skal underskrive benådningen - eller dødsdommen.

Vi er blevet informeret om, at Justitsministeren har til hensigt at anke sagen til Højesteret, i henhold til vores oplysninger i går aftes.

                                                                                                                                  5. marts 1921

Klokken 5.

Udenfor Landsrettens bygning samles folk for at få et glimt af massemordersken Dagmar Overbye. Nogle lykkes med at komme ind på tilskuerpladserne i Østre Landsrets Nævningesal, og deres øjne stråler af tilfredshed. Kvindelige pårørende af mere fremtrædende jurister ankommer iført elegante kjoler. Pladsen ved siden af de mere beskedent klædte tilhørere er fyldt. Alle venter med den samme spænding, som en cirkusgæst venter på det nervepirrende dyrenummer.

Nu træder Dagmar Overbye frem. Hun bliver opslugt og indhyllet i grådige blikke, dristige, fordi hun som en tiger er under opsyn og derfor uskadelig. Unge kvinder i silkekjoler læner sig tilfredse tilbage i stolene og følger dramaet, forventningsfulde for at høre om de grufulde forbrydelser og endelig se tigeren blive nedlagt.

Rettens præsident vender sig mod den anklagede.

Rettens præsident er en ældre, velvillig herre med en let rund facon, der forsøger at lægge et venligt smil på sit ansigt for at inspirere tillid hos den anklagede. Men det får i det mindste tilskueren til at mærke en svag fornemmelse af, at smil og død kan opfattes som kynisme.

Massemordersken Dagmar Overbye er en robust, storbarmet kvinde med kraftige, runde arme og stærke hænder. Hendes hoved sidder stolt på den muskuløse hals, omkranset af mørkt, kraftigt hår. I sin ungdom har hun sandsynligvis været smuk. Hendes stemme er tør og hård med en vis robust kraft.

Hun er smukt klædt i en hvid silkekjole med en løs krave, der afslører hendes kraftige hals og ender i en stor silkesløjfe. Der hviler en ro over hende, som kun en stærk vilje er i stand til at frembringe. Sådan ser kriminaldramaet ud.

Nu taler rettens præsident:

"Erkender De Dem skyldig i drabene på de otte børn?"

Anklagede nikker: "Ja."

Retspræsidenten siger velvilligt smilende: "Vil De ikke forklare os, hvordan De ombragte disse børn?"

Overby svarer: "Det har jeg givet forklaring på under afhøringen."

Retspræsidenten smiler venligt og fortsætter: "Jo, men nævningene vil også gerne høre det - også for Deres egen skyld."

Overby siger: "Jeg ønsker ikke at udtale mig."

Således, tigeren har rovdyrets stolthed og stoler kun på sine kræfter, ikke på jægerens medlidenhed, når bøssemundingen peger på dens hjerte.

Derefter fører man en gammel jysk husmand ind. Han er mager, skræmt og nedslidt. Anklagede har tidligere været hans husholderske, og mens de silkekjoleklædte damer lytter fascineret, spændte på at intet af den jyske husmands beskedne erotiske historie skal gå dem forbi, fremstiller statsadvokaten billeder af den ældre mands forviklinger, en bold spillet i Dagmar Overbyes nåde.

Hun ser overlegent på ham, forsøger at skjule et skamfuldt smil over, at alle disse mennesker skal vide, at hun har måttet nøjes med denne sølle gamle fyr. Hun ser ikke det tragiske i hans skæbne, føler smilene fra tilskuerne og giver sig selv hen til smilene, ler, fordi hun derved tror, at hun giver tilskuerne indtrykket af, at hun betragter sit forhold til denne mand som en latterlig episode - en øjeblikkelig forlegenhed, der havde bragt hende ind i denne situation.

På de fine damers ansigter stivner smilet øjeblikkeligt - de vil ikke have noget fælles med den anklagede. Der er en forskel!

Retshandlingen skrider frem. De dræbte børns mødre bliver afhørt. Otte unge kvinder, for det meste så unge, at det vækker opsigt, føres frem som vidner. Historien er den samme: fødsel, et tilbud om 2-300 kroner "en gang for alle", fri for besværet med børn og barnegråd! Ingen tanker om ansvar, og ingen eller næsten ingen moderkærlighed. Dagmar Overbye var på mere end én måde en frelsende engel!

"Har den anklagede ikke lugtet af medicin eller gjorde hun ikke et mærkeligt indtryk?" spørger statsadvokaten. Nej, er det enslydende svar. "Tværtimod var hun venlig og intelligent, med en charmerende personlighed, og pengene var ikke så vigtige for hende."

Når man ser disse små ubetydelige kvinder i forhold til Dagmar Overbyes robuste, høje skikkelse med hendes skarpe blik, forstår man, at over for denne kvindelige tiger har disse mødre været som får, der giver deres lam fra sig for at sikre sig eneretten til græsgangen.

Om tigeren spiste byttet, tænkte de fleste ikke på.

Nu føres Dagmar Overbyes sidste kæreste ind - så snart hun ser ham, vågner pludselig en følelse, så kompleks i sin natur, at hun måske ikke engang selv kan definere den, men med så voldsom en kraft, at hun halvt rejser sig fra stolen, synker ned igen og er nær ved at besvime.

Hun ser ikke på ham. Hun hører kun hans stemme, der er anspændt. Der er kun nogle få spørgsmål, han skal besvare, før han føres ud igen, og hun tvinger igen sit ansigt til at forblive roligt og bliver øjeblikkeligt efter det tilbage til den følelsesløse kriminalsag.

Men nu er denne kvinde et mysterium? Det mystiske ligger ikke i, at hun har dræbt børn. Mange andre kvinder har dræbt plejebørn. Hun har dræbt otte børn med koldblodighed og udviser ingen anger! Hun er ikke sindssyg.

Ja, men er forklaringen ikke netop her? Er hun ikke et individ, der er unormalt i forhold til vores såkaldte kultur?

Hun er en kvinde fra stenalderen, stærk og kraftfuld i sin natur med alle menneskets urdrifter i sig. Halv kvinde, halvt rovdyr, uden evne til at forstå en kultur, der er fremmed for hende. Den stærke lever på bekostning af den svage! Hendes erotik er vild, dikteret af stærke drifter, og efter en vis tid, hvor hun har hersket over mændene og behandlet dem efter forgodtbefindende på grund af sin enkle natur, er hun følelsesløs, uden nogensinde at møde en mand, der står på lige fod med hendes rovdyrnatur, en mand hvis stærke drifter matcher hendes egne, eller hvis viljestyrke tvinger hende i knæ.

Nej, hun lever på et bestemt niveau. Hun skaffer sin føde blandt andet som husholderske for den jyske husmand. Hun gør sig behagelig for ham, men kun fordi det gør det lettere for hende at behandle ham som hun ønsker, forvandle ham til en slave.

I henhold til hendes relativt simple tankegang foragter hun mændene - de mænd, hun har mødt. Og da hun uden samvittighed ser børnene blive kastet ud til fremmede af samvittighedsløse eller vanskeligstillede mødre, tænker hun: Her er en chance for mig. Børnene betyder ikke noget for deres mødre. Om de lever eller dør, interesserer mødrene ikke. Jeg tager deres børn og deres penge, og børnene taber intet ved at forlade denne verden, opdraget uden kærlighed, som de ville være, hvis de skulle blive hos mig.

Så dræber hun med koldblodighed. Uden samvittighed - hun ved ikke, hvad samvittighed er, det er noget følelsesmæssigt, der er fremmed for hendes natur. Og hvis det viser sig fra tid til anden, ser hun det som et sygeanfald, der kan afhjælpes med bedøvende midler.

Hun skelner mellem det smukke barn og det grimme. Det smukke barn er det stærke, rødmossede, sunde barn; det, der ligner hendes egen natur mest, skåner hun. De svage, de grimme, fjerner hun.

Hun har, ligesom den grønlandske eskimo eller afrikanske stammefolk, en instinktiv undskyldning for sin adfærd: det er naturens lov. De svage kan ikke klare sig i isen eller i skoven blandt vilde dyr, så væk med dem. Stamme vil ikke savne dem.

Men hun er født i vores tid. At børn omkommer af sult under militært tryk eller kapitalismens velsignelser er ikke strafbart - det er samfundet som helhed, der bærer skylden. Men det enkelte individ har ikke ret til at bestemme over andres liv. Vi forstår denne rets forståelse, fordi vi er børn af vores tid. Men hun er unormal, et stenaldermenneske med primitivt følelsesliv, lige så utilgængelig for det, vi forstår ved kærlighed, som for moral.

Hun er stammor til de unge kvinder, hvis børn hun har dræbt - og til de kvindelige tilhørere på tribunen, der finder en perverteret glæde i at betragte vilddyret.

Djarmar Christofersen

                                                                                                                                 10. marts 1921

Aftenbladet.

Der vil dog ikke opstå nogen større sympati for denne mærkelige mand. Som han selv har indrømmet i retten, må han have været en tåbe for at leve sammen med barnemordersken i fem-seks år uden at opdage hendes grufulde handlinger og hvordan de finansierede deres liv. I de mange afhøringer, han har været igennem under sin tid i fængsel, har han konsekvent understreget sin egen uskyld, hvilket er forståeligt og naturligt.

Det er imidlertid svært at forstå, rent menneskeligt, at han aldrig har udtrykt en eneste form for undskyldning over for kvinden, der trods alt var hans kæreste og må have haft en vis interesse for hende ud over blot at udnytte hende økonomisk. Endnu mere uforståeligt bliver hans holdning, når man tager i betragtning, hvor meget hun kæmpede for at beskytte ham og dække over ham for mistanke fra dag ét.

Det er svært at vide, hvad han tænkte, da han sagde farvel til hende for sidste gang i går. Men havnearbejder Svendsen gav selv, umiddelbart før hans løsladelse, et nyt og skræmmende indblik i sin karakter.

Som bebudet blev han konfronteret med Dagmar Overby i det syvende undersøgelseskammer, men samtalen mellem de tidligere kærestefolk var ikke intim eller hjertelig.

Alligevel er det overraskende at høre, at i dette øjeblik, hvor han vidste, at han stod over for kvinden, han havde delt sit liv med i så mange år, havde han kun én eneste tanke og mål med de sidste ord, han henvendte sig til hende med: at sikre sig møblerne i lejligheden på Enghavevej Nr. 21, som stadig tilhørte hende!

Han fortalte endda til pressen, der ventede uden for undersøgelseskammeret efter hans løsladelse, at efter at de havde udvekslet nogle ligegyldige ord om en barnevogn, som han stadig nægtede at have ødelagt, spurgte han hende direkte om møblerne.

Hendes svar lød: "Du må gerne få dem, hvis du lover mig, at du aldrig vil gifte dig med en anden kvinde!"

Dette ønskede Karl Svendsen ikke at love. Han indrømmede, som han sagde til hende, at han kun elskede hende på grund af hendes penge, og han vidste ikke, om han senere kunne blive forelsket i en anden kvinde!

Han gentog sin anmodning til hende og sagde ærligt til hende de forfærdelige ord: "Det ville være synd for de fine møbler at ende i fremmede hænder, og du kommer alligevel aldrig ud igen!"

Dagmar Overby, denne grusomme kvinde, fortjener næppe vores medlidenhed.

Men -

Gud ved, om hun alligevel ikke havde fortjent en anden kæreste!

                                                                                                                                     17. marts 1921

Nationaltidende.

Morderen Dagmar Overby har informeret sin forsvarer, Overretssagfører Gottlieb Jacobsen, om at hun ikke ønsker at anke dødsdommen.

Dog er det stadig en mulighed, at Justitsminister Rytter på vegne af det offentlige vil lade dommen blive prøvet ved Højesteret.

                                                                                                                                     6. april 1921

Folkets Avis.

I det kommende regeringsmøde vil Kongen og ministrene diskutere spørgsmålet om at benåde Dagmar Overby. Nu hvor det er blevet oplyst, at Østre Landsret har anbefalet benådning, kan vi forvente, at de mange frygtelige rygter om henrettelse vil aftage.

Den endelige benådning forventes at blive afgjort snarest, og det er meget sandsynligt, at den vil resultere i, at massemorderen, ligesom Arthur Jørgensen, aldrig nogensinde vil forlade fængslets mure.

                                                                                                                                      7. april 1921

Nordjyllands Social-Demokrat.

For nylig blev kvindefængslet på Christianshavn tømt. Fangerne blev overført til Vestre Fængsel. Blandt de 47 kvindelige fanger var Dagmar Overby, Fru Koch (der havde begået mord på sin mand, blikkenslager Koch), og Musse Gadedreng.

Flytningen blev udført i stilhed. Porten blev åbnet seks gange for at lade fangevognen, den moderne version af salatfadet, og et stærkt pansret køretøj passere ud og blev derefter låst igen.

Således blev alle de kvindelige fanger flyttet.

                                                                                                                                  16. april 1921

Social-Demokraten.

På et statsrådsmøde, der fandt sted i går, besluttede regeringen, efter anbefaling fra de tre landsretsdommere, der havde dømt Dagmar Overby til døden, at indstille hende til Kongens benådning. Dog med den betingelse, at hun aldrig må komme ud over fjerde klasse.

Dette betyder, at hun aldrig vil blive frigivet, og at hun aldrig vil få nogen form for lempelser i fængselsreglerne.

                                                                                                                                 20. april 1921

Nationaltidende.

I en periode har massemorderen Dagmar Overby været indlagt på Vestre Fængsels Sygehus. For nylig blev hun imidlertid erklæret tilstrækkeligt rask af fængselslægen til at modtage meddelelsen om benådning.

Denne besked har utvivlsomt været en stor skuffelse for hende, da hun havde håbet på at komme ud. "Jeg kan vel ikke få mere end 16 år," gentog hun gang på gang over for sin forsvarer under byretssagen.

I dag vil hun blive overført til Straffeanstalten på Christianshavn.

Hun vil aldrig forlade institutionens porte igen.

                                                                                                                                  13. september 1922

I dag blev en mand ved navn Svend Carl Svendsen fremstillet i Københavns Byret i et grundlovsforhør. Han var blevet anholdt for at have optrådt med sang og musik i gårdene og for at have angrebet en betjent ved at slå ham i hovedet med sin trækharmonika. Det viste sig, at denne mand var den samme Svendsen, der tidligere havde boet sammen med Dagmar Overby.

Dagmar Overbys tidligere kæreste blev anholdt.

Københavns opdagelsespoliti foretog en anholdelse i forgårs af en mand, der i en længere periode havde bevæget sig rundt i gårdene og optrådt med sang uden tilladelse. Da hans dokumenter blev tjekket, blev det opdaget, at han hed Svend Carl Svendsen og havde været efterlyst i lang tid. Han var faktisk den tidligere kæreste til massemordersken Dagmar Overby og var mistænkt for at have medvirket i nogle af hendes forbrydelser. Han benægtede kategorisk ethvert kendskab til disse forbrydelser og påstod endda, at han ikke vidste, at hun var blevet fængslet.

En bemærkelsesværdig anholdelse.

I dag blev en person ved navn Svend Carl Svendsen fremstillet i grundlovsforhør for dommer C.E. Nielsen. Han var tiltalt for at optræde med sang og musik i gårdene og for at have angrebet en betjent ved at slå ham i hovedet med en stor harmonika, da han skulle anholdes. Dommeren oplyste, at Svendsen var den samme person som den fyrbøder Svendsen, der havde boet sammen med massemordersken Dagmar Overby i den sidste tid, hun var på fri fod. Han var blevet mistænkt flere gange for at være involveret i mordene, men var ikke blevet anklaget.

                                                                                                                                   1. januar 1929

Dagbladet.

I marts 1921 blev Johanne Dagmar Amalie Overby, kendt som massemordersken, dømt til døden af Københavns Nævneting. Hendes dom kom efter hendes erkendelse af skyld i 8 børnemord. Retsformanden var den usædvanlige Retspræsident Winther, og Statsadvokat Gammeltoft repræsenterede anklagen, mens Overretssagfører Gottlieb Jacobsen fungerede som forsvarer. Dagmar Overby modtog dommen med stor ro. Det var tydeligt, at hun havde forberedt sig fuldt ud på sin skæbne. At straffen senere blev ændret til livsvarigt tugthusarbejde kom sandsynligvis heller ikke som en overraskelse for hende.

I løbet af sin tid i Straffeanstalten på Christianshavn blev hun kendt som en vanskelig fange med en hård attitude. En dag, hvor hun blev tildelt opgaven med at vaske - selvom hun havde bedt om at blive fritaget - skoldede hun sin arm, hvilket krævede langvarig lægebehandling.

I efteråret, efter hendes overflytning til Vestre Fængsel, begyndte det at se ud som om, hun led af fængselspsykose. Da hendes tilstand forværredes, blev hun indlagt til observation hos Professor Wimmer på foranledning af overlæge Friis-Møller. Observationen viste, at hun var sindssyg, og i disse dage er hun blevet overført til St. Hans Hospital.

Motivet bag hendes grufulde forbrydelser er stadig uklart. Selvom anklagemyndigheden har hævdet, at det var pengegriskhed, har det aldrig været fuldt forklaret. Da hun blev anholdt efter en anmeldelse fra en ung mor, der forgæves krævede at få sit barn tilbage, tilstod hun, men kunne ikke forklare sit motiv. Hun fastholdt under hele undersøgelsen, at hun elskede børn og ikke tænkte på noget, når hun begik børnemordene.

Dengang udtalte Professor Wimmer om hende, at hun led af hysteri eller tvangstanker og var meget deprimeret, men hun genvandt gradvist sin sikkerhed og nærede samtidig en følelse af uretfærdighed overfor alle. Hun blev betragtet som moralsk defekt, velbegavet og er nu 40 år gammel.

                                                                                                                                  25. januar 1929

Langelands Social-Demokrat.

Barnemordersken Dagmar Overby er blevet flyttet fra Vestre Fængsel til Kommunehospitalets 6. Afdeling.

Hendes mentale tilstand synes at være fuldstændig forstyrret. Hun har bizarre forestillinger og udbryder f.eks. ofte, når hun får sin mad:

"Det er jo menneskekød, jeg spiser."

                                                                                                                                   25. januar 1929

Roskilde Avis.

Den 3. marts 1921 blev Dagmar Overby, der som bekendt havde dræbt en række af sine spæde plejebørn, "dømt til livsvarigt strafarbejde," en straf der senere blev ændret til livsvarig fængselsstraf. I fængslet udviste hun den samme apatiske attitude som i retten. Hun arbejdede stille og vedholdende med de opgaver, hun blev tildelt. Hun opførte sig høfligt og syntes tilsyneladende at være i balance. Men det var kun overfladisk. På et tidspunkt, hvor hun følte sig uretfærdigt behandlet i forbindelse med sit arbejde, skar hun sin ene arm op, hvilket førte til, at hun blev overført til sygeafdelingen.

Med tiden blev hendes tilbagetrukne natur endnu mere udtalt, og hun viste øjeblikke af forvirring. For nogen tid siden blev det tydeligt, at hendes mentale helbred havde taget skade, og som følge heraf blev hun indlagt på Kommunehospitalets 6. afdeling. Der er endnu ingen officiel erklæring om hendes tilstand, men det er næsten sikkert, at hun lider af en uhelbredelig sindssygdom. Hun plages af grufulde vrangforestillinger, såsom troen på, at al den mad, der serveres for hende, er tilberedt af menneskekød.

I øjeblikket forhandles der ifølge "Politiken" om hendes eventuelle overførsel til St. Hans Hospital. Når der er brug for forhandlinger, skyldes det fængselsvæsenets ønske om at sikre, at hun, som en livsvarig fange, ikke kommer til at omgås de øvrige patienter på institutionen for sindslidende.

                                                                                                                                     7. maj 1929

Klokken 5.

I går er Dagmar Overby afgået ved døden i Vestre Fængsels sygeafdeling. Hun stod som en af de mest skræmmende forbrydere i dansk kriminalhistorie. Hendes forbrydelser chokerede hele landet, da det blev afsløret. Hun dræbte ti småbørn, som hun havde adopteret for små beløb, ved at kvæle dem.

Den 8. marts 1921 blev hun idømt livsvarigt fængsel. På det tidspunkt var hun 33 år gammel. Hun tilbragte derfor 8 år i fængsel.

                                                                                                                                   15. maj 1929

Nationaltidende.

I går morges, omkring halv syv, afgik livsfangen Dagmar Overby ved døden på Vestre Fængsels sygehus.

Som vi tidligere meddelte ved nytårstid, blev hun vurderet som sindssyg af lægerne, hvilket førte til hendes indlæggelse til observation. Hendes tilstand syntes dog tilsyneladende at have forbedret sig i den seneste tid, og hun blev derfor sendt tilbage til fængslet. Men næppe var hun ankommet til fængslet, før hun begyndte at forværres. Hun blev straks overført til sygeafdelingen og var lige ved at blive overført til en sindssygeanstalt som uhelbredelig, da hun afgik ved døden.

Johanne Dagmar Amalie Overby blev kun 41 år gammel. I foråret 1920, da hun boede i en sidegade på det yderste Vesterbro og bl.a. ernærede sig ved at have børn i pleje, blev hun anholdt. En ung mor havde meldt hende til politiet, fordi hun ikke kunne få sit barn tilbage. Dette førte til mistanke om, at Dagmar Overby havde dræbt barnet, og nogle dage efter hendes anholdelse kom tilståelsen.

I den efterfølgende periode tilstod hun overfor Politiadvokat Mundt i alt 8 børnemord.

Mordene fandt sted i tre perioder: fra april til september 1916, i 1919 og i 1920. Hendes samlede indtægt fra den grusomme plejevirksomhed blev opgjort til 2700 kroner.

Hun blev stillet for marts-nævningetinget i 1921, hvor Statsadvokat Gammeltoft erklærede, at man stod over for en så rystende sag, at dens lige ikke fandtes i dansk retshistorie. Han tilføjede, at der ikke var nogen lighed mellem Dagmar Overby og et menneske udover det ydre.

Overretssagfører Gottlieb Jacobsen holdt en forsvarstale, hvor han påpegede, at arrestanten tidligere havde været afhængig af narkotiske midler, herunder nafta og ærter, og han ville hævde, at forbrydelserne blev begået i en tåget tilstand.

Dette blev imødegået af Professor Wimmers erklæring om, at der ikke var fundet tegn på sindssygdom hos hende. Hun synes ikke at have lidt af tvangstanker eller hysteri. I arresten var hun straks meget nedtrykt, men hun genvandt efterhånden sin sikkerhed. Hun havde en sund fornuft, var til tider skarp i replikken, moralsk svag, uærlig og forsøgte at undvige ansvar. Efter professorens mening var det usandsynligt, at narkotiske midler havde ført til en tåget tilstand, hvor hun begik mordene. Erklæringen sluttede med, at disse midler ikke havde haft en afgørende indflydelse på hendes handlinger.

Nævningerne fandt hende skyldig i overlagt drab i overensstemmelse med straffelovens §190.

Dommen kunne kun resultere i dødsstraf. Denne straf blev senere omgjort til livsvarigt fængselsarbejde ved benådning, og Dagmar Overby tilbragte i alt 8 år i fængsel, inden døden satte punktum for hendes frygtelige livsskæbne.

                                                                                                                                  15. maj 1929

Klokken 5.

Dagmar Overby står som en af de mest skræmmende skikkelser i dansk kriminalhistorie. Da hun den 3. marts 1921 med stoisk ro modtog dommen fra nævningeretten, som lød på en livsvarig straf, var hun 33 år gammel. Således skulle hun tilbringe 8 år i fængsel.

Hendes forbrydelsesregister var gruopvækkende. Hun dræbte otte spædbørn, som hun havde adopteret for små pengebeløb, ved at kvæle dem. Ligene blev enten brændt eller begravet. Det første mord udgjorde en undtagelse; det fandt sted på Assistens Kirkegård den 15. april 1916, hvor hun skjulte liget i en skraldespand. Senere blev det fundet på Kløvermarksvejen Rensestation.

Den måde, hun håndterede den skræmmende sag og hendes opførsel under retssagen var ikke kun påfaldende, men direkte uhyggelig. Hun mødte op i retten fint klædt i en hvid silkebluse og nøje stylet. Hendes svar var præget af iskold ligegyldighed. Et typisk eksempel var hendes svar til retspræsident Winther, der bemærkede, at hun ikke havde nogen snor med på kirkegården.

Åh, der er vel både bændler og snore på børnetøj.

Selv efter nævningenes afgørelse bevarede hun sin fatning. Det blev sagt, at hun i det rum, hvor hun opholdt sig under den forudgående pause, dansede en smule, mens militæret gik forbi retsbygningen med musik. Det er sandsynligt, for kort tid efter, da hun blev ført ind i retssalen, måtte hun skjule et smil i sit lommetørklæde.

Hendes forbrydelser kan ikke blot forklares ud fra pengebegær; visse psykologiske faktorer, som ikke blev nærmere udforsket under retssagen, har også spillet ind. Uanset hvad har hun været en yderst mærkelig kvinde. Hendes søster forklarede i retten, at Dagmar som barn løj for fornøjelsens skyld og nød at så splid. Hun var begavet, meget nervøs og allerede i en ung alder begyndte hun at bruge æter dråber. Hendes mor kaldte hende et særpræget barn; hun havde aldrig veninder, og "alt skulle altid være storslået med Dagmar." Dette blev også bekræftet af Dagmar Overbys kæreste. Hun talte altid om sine fine forbindelser, herunder "greven, som hun mødte på Rådhuspladsen."

Professor Wimmers udtalelse gik ud på, at hun ikke var sindssyg, men derimod moralsk degenereret og seksuelt afvigende.

Hvis Dagmar Overby ikke var sindssyg ved dommen, blev hun det gradvist i fængslet. I det sidste år led hun af frygtelige tvangstanker. Hun troede, at hun blev serveret børnetøj som mad. Det var hensigten at overføre hende til Sct. Hans Hospital, men døden indhentede hende først.