Lidt om mig.

I min søgen efter mine aner er jeg kommet hele Danmark rundt med nogle afstikkere til USA, Frankrig, Sverige, Norge, Kina og Tyskland.

Min fars slægt hører hovedsagelig til i egnen omkring Holstebro, og den gren vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Derimod er min mors slægt meget centreret i den gamle Søndersø kommune. Samtlige sogne i Søndersø har repræsentanter fra min familie, dertil er der nogle sogne i Bogense, Otterup og Odense, hvor min slægt ligeledes har boet.

Jeg selv er født på Bogense sygehus i 1964, mine forældre boede lige udenfor Farstrup, få hundrede meter fra Farstrup Savværk og stolefabrik. Vi boede på Farstrupvej - lige neden for bakken - med udsigt lige over til Søndersøvej.

Mine forældre var frugtavlere, og de havde op til 19 tdl. jord fordelt på marker omkring mit barndomshjem, som hedder Højlund, og på nogle marker der ligger ved Frugthaven, lidt tættere på Morud. Vi kaldte den for Søndermarken, men oprindeligt hed det Lykkens Prøve, efter den ejendom der ligger som det første hus på Frugthaven. I det hus boede mine oldeforældre, fra omk. 1905 til 1928, hvor deres yngste datter Syrine overtog ejendommen til en gang op i 1970’erne.

Min Tipoldefar, Hans Roed.

Som skrevet stammer min mor fra en nordfynsk slægt. Hun hed Agnes Roed og blev født på Odense sygehus i 1927. Hun var ganske lille, faktisk så lille at hendes længde var som størrelsen på min morfars træsko. Hun blev lagt i en høkasse, og der blev tilkaldt en præst så hun kunne døbes hurtigst muligt, da der var stor sandsynlighed for, at det lille barn ikke ville overleve i mange dage.

Hendes forældre hed Hans Peter Hansen Roed og Karen Kirstine Margrethe Jørgensen henholdsvis fra Væde og Rue/Lykkens Prøve.

Hans Peter var faktisk født i Sanderum, men familien boede kun der i nogle få år. Oprindeligt stammer Roed slægten fra egnen omkring Væde, Stillebæk og Tågerod.

Sidstnævnte by fik en særlig stor betydning for vores slægt. Min tipoldefar Hans Roed, blev født i 1838 som søn af Rasmus Jensen og Anne Margrethe Jensdatter. De var ikke gift, da præsten ikke ville vie dem, fordi Rasmus Jensen var fraskilt, og så kunne han ikke få lov til at gifte sig igen, så Hans Roed kunne dermed ikke som normalt dengang få faderes fornavn som efternavn, altså Rasmus til Rasmussen. Præsten sagde så at lille Hans skulle opkaldes efter den by, hvor fra han kommer – Tågerod - det blev så sidste stavelse Rod. I kirkebogen står også Hans Rod ved dåben, men fra konfirmationen står der Hans Roed, og det har så fulgt os siden.

Anne Margrethe Jensdatter havde allerede 2 drenge fra 2 tidligere forhold, hvor hun heller ikke blev gift med drengenes far.

Den ene af Anne Margrethes sønner, Rasmus Hansen Rod blev født i 1830. Hans far hed Hans Knudsen og var fra Sønder Esterbølle. Anne Margrethe og Hans, blev ikke gift. Han tjente senere på Vigerslev Præstegård, og her mødte han Maren Rasmussen fra Rue Søgaard. De blev gift i 1840 og flyttede senere til Harndrup mark i et hus der hedder Brobjerg. Hans og Maren fik 3 piger.

I 1834 fik Anne Margrethe igen en søn, og denne gang hed faderen Fritz Zimmermann fra København. Hun arbejdede på Rugård, og min formodning er, at Fritz var på besøg fra København.
Fritz hed egentlig Friedrich Carl Vilhelm Zimmermann og han blev senere gift med Hansine Christophine Caroline Madsen. Fritz Zimmermanns søster fik en del børn og blandt hendes efterkommere findes skuespillerfamilien Fønss og dermed også personer som Sejr Volmer Sørensen, Vera Gebuhr,

Barnet blev døbt Jens Fritzen Rod, og han blev maler og gift med Ane Marie Jensen fra Næsbyhoved Broby. De boede i Morud, og fik ingen børn

Både Rasmus og Jens beholdt deres stavemåde på efternavnet ROD, men i Rasmus Hansen Rods slægt forsvandt Rod navnet, da hans børn fik efternavnet Rasmussen.

Rasmus og hans kone - Ane Katrine Pedersen - boede i Pårup og Ubberud.

Hans Roed forblev i sognene Veflinge og Vigerslev.

Jens kom som barn i pleje hos noget familie i Koelbjerg, men Rasmus og Hans boede hjemme hos deres mor. Rasmus flyttede så hjemmefra i starten af 1840’erne. Hans Roed kom meget tidlig i pleje hos sin mormor, Ane Katrine Andersdatter som boede i Tågerod i et fæstehus under Baroniet Langesø. Huset lå lige overfor Tågerodgården.

Hans kom dog igen under samme tag som sin mor. På det tidspunkt boede de i Katshegneskoven, lige ved krydset Tokkerudvej og Skovvejen ind til Morud, hos træskomand Mads Jørgensen.

Hans Roed tjente bla. på Regitzesminde mellem Rue og Vigerslev, og på Langesø Gods, hvor han mødte Anne Marie Nielsen. Det resulterede i 1863 i et barn, der fik navnet: Jens Peder Hansen.

Anne Marie og Hans blev ikke gift med hinanden. Anne Marie blev senere gift med Hans Poulsen, fra Trøstrup. De flyttede så til et hus, der faktisk er den fjerde Nykøbing i Danmark, huset hedder Nykøbinghus, Det er Blæsbjergvej 15 og ligger lige efter den gamle jernbane, når man kører fra Rugårdsvej ned forbi den nedlagte Komigenkro og drejer til venstre af Blæsbjergvej.

Jens Peder Hansen, blev ansat ved Løve apoteket i Odense, men han begik selvmord i starten af det 19. århundrede.

Hans Roed bliver så gift i 1868 med Ane Katrine Andersen, hvis forfædre kom fra Munkehus, der ligger tæt ved Slukefter.

Hans Roed blev indkaldt til krigstjeneste i 1864, og han var med til det vanskelige tilbagetog til Dybbøl. Han kunne fortælle om de frygtelige lidelser for folk og heste på dette tilbagetog i streng vinter og glat føre. Hans Roed var blandt de få heldige som kom til at ligge på Als.

En dag kort før stillingerne på Dybbøl faldt, manglende kaptajnen en ordonnans til at ride over. til Dybbøl skanserne. Hans Roed tilbød sig så, selv om han som Magasin karl ikke havde det nødigt.

Kaptajnen sagde til ham, at det ikke var værd for ham at ride derover for at blive skudt, men Hans Roed svarede nok så forvovent: ”Den kugle er ikke støbt som kan fælde mig” Han red så derover og gennem alle stillingerne, overalt mødte han kun elendighed og på tilbagevejen til Als da kuglerne peb ham om ørene og modet var sunket stærkt, da lovede han sig selv, at det skulle være sidste gang han kom der. Han kom der heller ikke oftere. Men da krigen sluttede, kunne han dog rejse hjem uden at være såret.

Til minde om krigen havde han med sig hjem en dansk granat, som lå på loftet i min morfars barndomshjem i Væde.

Hans Roed var af den mening at general Christian de Meza gjorde rigtigt i at rømme Dannevirke.

Efter Krigen fik han plads som anden kusk hos Baron Berner Sjilden Holsten på Langesø. I 1867 flyttede Hans Roed ind hos Ane Katrine Andersen i Banggaardshus og giftede sig med hende. Ana

Katrines fader Anders Larsen var død, medens moderen Maren Hansdatter endnu levede og blev aftægtskone i 21 år. Anders Larsen var Møllebygger og Rokkedrejer. Under en møllebygning en vinter pådrog han sig en sygdom og døde tidlig. Han var ellers en oplyst mand, ofte læste og skrev han breve og dokumenter for folk. Den gang var det småt med læsning og skrivning blandt almindelige folk.

I ægteskabet med Ane Katrine Andersen blev det til i alt 6 børn - 3 drenge og 3 piger. Den ældste var min oldefar Anders Hansen Roed. Han og den næstyngste Rasmus Hansen Roed, var de eneste 2 oplevede at blive voksne. De 3 piger døde i tidsrummet fra 1. til 7. april 1881 af Difteritis, henholdsvis 10, 7 og 4 år.

Den yngste dreng Marius døde af kræft i det ene øje, kun 3 år gammel i 1888.

Hans Roed deltog ved Gyldensten en tid på dæmningsarbejde, som man i dag kan ses fra vejen fra Bogense mod Otterup. Det er i dag igen under vand, da dæmningen er fjernet.

Hans Roeds økonomisk gode stilling bedredes yderligere ved at han kom til at køre fragt til Odense. Det var manden på Tevringegaard der hjalp ham med penge til at få turen sat i gang. Fragtruten til Odense drev han så i 14 år.

Ved fragtkørslen tjente han efterhånden så meget at han ikke kunne finde sig i at bo i et hus, men måtte have sig en gård. Han købte så i 1892 på tvangsauktion for 8000 Kr. (som er lig 500.000 nutids kroner) en lille forarmet gård i Væde Have som før ejedes af Anders Farstrup, der udvandrede til USA.

Anders Hansen Roed, blev gift med Marie Nielsen fra Hårslev, og staks efter brylluppet flytter de til Lettebæk, ved Sanderum, men efter få år flytter de så tilbage - meget mod Maries vilje, men Hans Roed pressede på.

Anders og Marie overtager så den lille gård Forhaven i Væde, og Hans Roed og Ane Katrine Andersen flytter til Stillebæk.

Huset hvor Hans og Ane flytter ind i er nu også nedrevet, men den lå lige der, hvor Banggårdsvej støder til Rugårdsvej på sydsiden af landevejen.

Min morfar, Hans Peter Roed må havde haft nogle lange og gode samtaler med sin farfar, for i 1922 skrev min morfar en lang historie om sin familie. Han skrev den langt oppe i Norge, mens han var elev på Hjeltnes Gartnerskole i Ulvik i Hardanger, og den familie beretning har været en uvurderlig god basis for min slægtsforskning.

MIn mormors slægt, Jørgensen.

I 1926 blev min morfar blev gift med Karen Jørgensen, som boede nogle få hundrede meter fra den grund, som morfar havde købt og bygget gården på. Den fik navnet Gaulum. Navnet er lidt specielt, det er en gammel stavemåde for den norske by: Gaular, som ligger i Sogn og Fjordane, 475 km nordvest for Oslo.

På Gaulum opbygger og planter Hans Peter og Karen en stor frugtplantage, og Hans Peter er primus motor for opførelsen af Morud Frugtlager.

Min mormor, Karen boede nu på Lykkens Prøve, men hun var født i Rue, i huset der ligger lige i krydset af Ruevej og Flintebjerg og i dag kaldes det for Fåborghuset. Hun er af en søskendeflok på i alt 8 børn, den ældste var en dreng, der døde som 13-årig i år 1900.

Resten af børneflokken var piger, og det specielle ved dem var, at de fik en forfærdelig masse navne.

De 7 piger fik i alt 22 fornavne - flere navne gik igen hos flere af dem.

Rekorden havde Marie Magdalene Vilhelmine Jørgine Kamilla, den stakkels pige - med alle de navne.

En af dem fik tre navne som i dag ikke kan tildeles til nyfødte, ”Moster Rine” blev døbt:

Syrine Mathilde Ephagenia Desille, Kun Mathilde er i dag et godkendt navn.

Min mormors forældre hed Hulda Hansen og Niels Jørgensen. Niels stammer fra Vedby, han var daglejer, men senere blev han statshusmand. Hans far, Peder Jørgensens erhverv var Smed, Dyrlæge og Kvaksalver. Jeg ville nødig være klient hos ham. Hans kone stammede fra Næsbyhoved Broby, nærmere bestemt fra Viemosegaard.

Huldas slægt er måske lidt mere interessant, Hulda havde en 3 år ældre ugift søster der døde som 35-årig.

Borgquist grenen.

Huldas mor hed Ane Marie Andersdatter, og hun var gift to gange og det medførte, efter min mening det mest interessante aftryk i familien.

Hun var født i 1826 i Tværskov, datter af Karen Nielsdatter og Anders Sørensen. De var ikke gift, så Ane Marie boede alene hos sin mor i huset på Rugårds Landevej, lige overfor det gamle ishus ved Bredbjerg. Huset hed Emilielyst, det er blevet revet ned for nogle år siden.

Moderen levede af at lave mad til bla. bryllupper. I året 1844 rejser Ane Marie til København for at tjene i huset. Hun kommer i huset hos enkefru Christiane Larsen på adressen Sankt Peders Stræde 123, 1. sal. i Vor Frue sogn. Da hun var i København, rendte hun ind i en soldat fra Bådsmandsstrædes Kasserne, i dag kendt som Christiania. Denne soldat var Carl Frederik Borgquist fra Helsingør.

Carl Frederik Borgquist havde en del halvsøskende hvoraf mindst 3 af dem rejste til USA, og jeg fået kontakt til nogle af efterkommerne derovre.

Carl Frederik arbejder ved de danske statsbaner og var udstationeret tik Korsør, han dør der i 1854 og fik en begravelse betalt af statsbanerne.

De giftede sig og fik 2 drenge Oskar Carl Marius Borgquist i 1851 og Gustav Villiam Borgquist i 1854.
Gustav blev gift med en svensk pige der var født i Visby på Gotland, men hun boede i Tværskov, da de mødte hinanden. De får ingen børn, og deres ægteskab ender meget dramatisk - den 1. januar 1907 dør konen, Anna Elisabeth Jonsson af skudsår. Hvem der skød og hvorfor ved jeg ikke. De boede i Tokkerodlund fattighus.

Derimod fik Gustavs broder Oscar nogle børn, sammen med Henriette Juliane Marie Andersen fra Farstrup, i alt 6 børn, men to af dem, dør unge.

Oscar flyttede en hel del rundt. I Morud skov var ham skovarbejder, senere fandt jeg han adresse på Dronningensgade i Odense, så er han i Martofte, og sidst i Bøstrup på Langeland, inden han dør på Svendborg sygehus i 1921. Hans kone var allerede død i 1904.

Oscar og Henriettes ene søn Marius, rejser til London omkring 1910, og han tjener mange penge under krigen. Officielt var han overtjener, men desværre begynder han at spille på heste, og han ender meget syg og fordrukken på Middlesex hospital i 1922.

En anden søn ved navn Laurits, var en noget aktiv mand, med hensyn til kvinder. Det starter i 1905, da han gifter sig med Anne fra Hårslev kanten, de får Ellen i 1906 og Georg i 1908, og allerede i 1907 dør Ellen, og hans kone Anne dør i maj 1910.

Så møder Laurits en kvinde ved navn Elna og de får så i 1911 en datter, der også får navnet Ellen. Elna og Laurits blev ikke gift. Herefter mødte Laurits en kvinde fra Krogsbølle ved navn Karoline Ørskov, som han blev gift med, og de fik så 2 børn, Ella og Oscar, sidstnævnte dør ung af Meningitis, så fra 1906 til 1916 fik Laurits 6 børn med 3 forskellige kvinder, Karoline havde også 3 børn før hun mødte Laurits. Hendes 3 børn har hver sin far, så både Laurits og Karoline have henholdsvis 3 og 4 børn med flere forskellige partnere, det var ikke så normalt dengang som det er nu. Et af hendes børn hed Aksel, han blev slæbt ihjel af en ko. Laurits boede i Horsens, og var beskæftiget i landbruget.

Oscars og Henriettes datter Emilie er den første i en række af medlemmer af Borgquist slægten der får navnet Emilie eller Emil. Navnet stammer fra det hus familien boede i, tæt ved Bredbjerg. Emilie fik ligesom Laurits flere børn med forskellige ægtefæller, hun ”grundlægger” den fynske gren af familien, der hovedsagelig bor omkring Ringe i dag. Men Emilie flyttede så til Sjælland, og giftede sig med en Oscar og sammen fik de en hel del børn og børnebørn, som alle enten bosætter sig i området omkring Kalundborg eller omkring Køge.

Når jeg ser på navnene på efterkommerne efter Henriette og Oscar så er der 3 der er blevet døbt Marianne Borgquist, uden at deres 3 mødre umiddelbart har haft kontakt med hinanden.

Den sidste i Borgquist grenen jeg vil berette om er Victor, der flyttede til Aarhus, og slog sig ned som bager, både selvstændig og på fabrik. Han blev gift med Nielsine og de fik modsat hans søskende kun et barn, Palle. Da han blev gift og fik børn, blev de 2 piger døbt Borgqvist, altså med V i navnet i stedet for U som man i familien har stavet navnet med, men finder man tilbage til Helsingør, hvor navnet oprindeligt stammer fra så staves det også med V. Min mor havde en del med Palle af gøre indtil krigen, da Victor valgte side i krigen, og det var som medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP)

Det jeg kan udrede af folketællinger fra hele landet er, at den Borgquist slægt som kom ind i min familie i 1851, er den ældste i Danmark, mange af de andre Borgquist’er er først kommet hertil omkring 1900, hvor ”min” Borgquist har rødder tilbage til mindst 1780 i Danmark.

Axel Cajus Borgquists voldsomme død.

Artiklen her er fra avisen Horsens Social-Demokrat den 19. august 1921.

Axel er søn af Laurits Borgquist som er fætter til min mormor.

Slæbt til døde.
En 10-aars Dreng kommet ulykkelig af Dage paa Bygholm Avlsgaard.

Ude ved Bygholm er der i Gaar sket en frygtelig Ulykke, hvorved en lille 10-aars Dreng, Axel Borgquist, Søn af en Arbejder hos Forpagter Nymann, fik saa svære Kvæstelser, at han afgik ved Døden.

Den lille Axel havde af sin Fader faaet Besked paa at trække en Ko fra Nørhule ind til Forpagter gaarden, og ved 6-Tiden var han paa Vej med den. Han havde for at lette Arbejdet bundet Tøjret om Livet paa sig.

Ved Møllebroen vilde en Cyklist køre forbi dem, og idet denne kimede, blev Koen urolig og stangede til Drengen, saa han kom til at hænge i Tøjret og blev slæbt efter Dyret, der satte i Løb og efterhaanden blev rasende.

Tøjret var ganske kort, saa den ulykkelige Dreng under den frygtelige Fart stadig blev ramt i Hovedet af Koens Klove.

Dyret fo’r ned til Siden over Grøften og ind paa Marken, hvor baade Dyret og Drengen stødte mod Hegnspælene. Omsider standsede den vilde Fart, men Koen brølede og trampede over det lille Legeme, der nu hang fuldstændig stille i Tøjret.

Folk i Nærheden er blevet opskræmmet ved Koens rasende Brøl og kom løbende til fra Teglværket og Møllen. Man fik Rebet skaaret over, og bar skyndsomt det mishandlede Barn ind paa Møllen, hvor der blev lagt paa en Dyne medens man ringede efter Læge.

Drengen var frygtelig tilredt, især var Hovedet stærkt læderet og blodigt, og det rallede uhyggeligt fra det bevidstløse Barns Læber.

Læge Tolderlund, der strax kom til Stede, kunde ikke bemærke noget Benbrud, men kunde derimod konstatere en stærk Hjerneblødning og mente at Patienten ikke havde langt igen.

Sygebilen blev strax rekvireret, men inden denne kom, var de tilstedeværende klare over, at den lille Dreng ikke mere var i Live.

Selvfølgelig har den frygtelige Ulykke bragt stor Sorg i det lille Hjem i Nørhule. Endnu mere trist bliver det derved, at Forældrene i Foraaret mistede to Børn under Difterisepidemien.

Der hersker blandt Folk ved Bygholm stor Harme mod Cyklisten, der indirekte var Skyld i Ulykken, idet man ikke mener ar denne kan have undgaaet at bemærke, at Koen blev urolig og stangede Drengen omkuld. Desuagtet forsatte han sin Vej og overlod Barnet til sin frygtelige Skæbne.