Kampene i Odense den 5. maj 1945
Orla Christensens mindesten på Bolbro Bakke.
På Danmarks frihedsdag kastede hipofolk sin blodige skygge i Odense.
Voldsomme kampe på Middelfartvej, Albani Torv, ved Domhuset, Telefonhuset og Rådhuset. Sporvogne blev brugt som barrikader i gadekryds.
Lørdag den 5. maj vil til sene tider stå som en af mest skæbnesvangre dage i Odense historie. Befrielsesdagen gik ikke hen uden også at skabe et bittert minde.
Straks fra morgenstunden vejrede flagene i det flagsmykkede Odense, og gaderne omkring Flakhaven var et bølgende hav af glade mennesker, der jublede over freden og gav de raske frihedskæmpere og politifolkene en begejstret hyldest.
Men ikke alle var lige så begejstret på denne dag.
Nogle hipofolk, der var søgt op i Albani kirketårn, begyndte at skyde herfra, det blev signalet til en ildkamp, der varede i et par timer, og som desværre kom til at koste adskillige mennesker livet.
Ialt blev der dræbt 24 danskere, medens mindst 133 blev såret, og også på tysk side var der mange dræbte. Blandt de døde er seks hipomænd.
Frihedskæmperne og politiet havde allerede fredag taget fat på anholdelse af stikkere og værnemagere, og man støttede sig her dels til oplysninger, frihedsbevægelsen selv havde fremskaffet, det på lister over personer, tyskerne havde forbindelse med og som var faldet i hænderne på frihedsbevægelsen torsdag formiddag, da to tyske kurérer blev skudt på Nyborgvej.
De fandtes i besiddelse af udførlige lister, indeholdende 7 – 800 navne, og straks da meddelelsen om kapitulationen forelå fredag aften, gik frihedskæmperne i aktion. Den ene stikker eller værnemager efter den anden blev afhentet, og selvom adskillige havde nået at gøre sig usynlige, var det dog en anselige skare, men efterhånden fik transporteret til arresten, anholdelserne forfattes om lørdagen, og forræderne fik i høj grad befolkningens harme og foragt at føle, når de på åbne lastbiler under bevogtning af frihedskæmpere blev kørt gennem gaderne.
Da urolighederne begyndte.
Anholdelse af stikkerne og andre landsforrædere.
Straks befrielsen var en kendsgerning, trådte vores tapre frihedskæmpere i funktion og foretog som andetsteds omtalt anholdelser af stikkere og andre landsforrædere.
Hist og her blev der skudt, hvor en stikker satte sig til modværge og i et enkelt tilfælde blev en stikket skudt ned. Det var Grosserer Karl Nielsen, Krogshøjgård ved Blommenslyst, der forsøgte at skyde på frihedskæmperne, da de kom for at anholde ham, og det blev derfor nødvendigt at skyde ham ned. Men egentlig uroligheder var der dog ikke tale om før ved 17-tiden, da hipofolkene gjorde deres sidste, feje indsats.
Nogle virkelig klar redegørelse for, hvorledes urolighederne begyndte kendes endnu ikke. Men det synes som det blodige opgør begyndte, da frihedskæmperne borttransporterede nogle af landsforræderne, som de tyske soldater selv kun kan nære foragt for. Men nogle tilstedeværende hipomænd åbnede herunder ild mod frihedskæmperne, og en voldsom kamp var dermed i gang. For at skabe forvirring i rækkerne har hipofolkene samtidig benyttet lejligheden til at skyde på værnemagtmedlemmer, som i øvrigt havde ladet frihedsbevægelsen arbejde i fred. Andre frihedskæmpere, der var placeret andet steds, skød i den pludselig opståede forvirring løs på hipofolkene. Herunder ramte enkelte vildfarne kugler også andre. skyderiet stod på i flere timer og ophørte først kl. 19,15.
Og snart var der en voldsom kamp i gang. Flakhaven, der var et bølgende hav af mennesker, blev skueplads fra nogle dramatiske scener, da folk flygtede bort. Og desværre var der mange der ikke nåede at komme i sikkerhed. Skyderiet var særlig voldsomt omkring Telefonhuset og KFUM’s bygning, og det resulterede i, at centralen blev lukket, hvilket naturligvis bidrog til at øge forvirringen rundt i byen.
Hipoer forklædt som frihedskæmpere.
En vis forvirring var indtrådt, da en del hipoforbrydere havde søgt at klæde sig som frihedskæmpere med armbind noget lignende frihedsbevægelsen, et fif som dog straks blev opdaget.
Kampene begyndte omkring kl. 15,30 - 16 eller måske en smule senere, da et stort antal hipofolk ankom til Odense i 14 biler og indleder den 2,5 time lange kamp, der bredte sig over hele byen, og som medførte store tab på begge sider.
Kampene ved Domhuset, Holsedore Skole og andre steder.
Den første ildkamp inde i den indre by begyndte ved Holsedore Skole, hvor der fandt en skududveksling sted. Omtrent samtidig angreb hipofolk Dom- og Arresthuset, hvor de forsøgte at befri nogle af de mange arresterede forbrydere. Angrebet var forgæves, frihedskæmperne var mange hipofolk langt overlegne, men urolighederne bredte sig i løbet af meget kort tid over kvarteret der og videre op mod Albani Torv. Geværilden knitrede og de automatiske våben udsendte med skarpe smæld deres dødbringende salver, og i kampens hede undgik man desværre ikke, at også civilpersoner blev ramt. Folk styrtede skrigende ind i gårde og porte, søgte tilflugt på offentlige toiletter, bag skure og skarnkasser i gårdene, og børn løb fortvivlede og grædende rundt. Men adskillige bevarede dog hovederne kolde og klare og det fortjener at fremhæves, at mange, og det gælder også kvinderne, tog sig af gamle og svagelige og af de mange børn, Uden denne heroiske gerning ville dødslisten i dag været uhyggelig meget længere.
Under kampene omkring Albani kirke og tovet her samt ved Flakhaven og på Klingenberg, hvortil de grufulde begivenheder på få minutter bredte sig, sås nogle hipomænd, der sneg sig afsted langs husmurene. Nogle snigskytter tog opstilling bag murfremspring og lignende og lå på lur for at skyde ned, hvem der passerede den. Andre trængte ind i Albani kirke og entrede op i kirketårnet, hvorfra de beskød frihedskæmperne og andre der endnu ikke var sluppet i sikkerhed. Også ved Rådhuset åbnede de ild og Telefonhuset blev en tid kampcentrum.
Et billede på ødelæggelse.
På Telefonhuset tog det mod projektiler, så alle vinduer gennemhulledes. Centralens damer måtte i største hast kaste sig ned under bordene, og men folk kimede i en uendelighed for at få frbindelse, lå de mange Telefondamer under ildkampen og havde nok at gøre med at gardere sig mod den overhængende fare. heldigvis blev ingen såret. Da der var pause i skyderiet, slap de ud, og naturligvis blev centralen lukket. Forlydender om, at hipofolk havde besat centralen, bredte sig straks, men det passede altså ikke.
Rådhuset var fyldt med flygtende trafikanter, der søgte tilflugt i byens borg, så snart de første skud lød. I løbet af kort tid var Rådhuset én summende myretue af panikslagne folk og grædende børn.
Albani kirke led en del overlast under kampene, og det synes, som om der er kastet håndgranater mod den, for udenfor er der et ret dybt hul i gaden, antagelig stammende fra en håndgranat.
Som er vild barbarisk horde fór hipoerne rundt efter frihedskæmpere og fredelige folk og spredte død og rædsel om sig. Frihedsfolkene forfulgte dem og drev dem stede længere og længere væk, men der blev fyret fra begge Sider. De flygtende hipoer tog vejen op gennem Vestergade i retning mod Kongensgade og fordelte sig også i de tilstødende gader, hvor folk styrtede afsted, så snart man opdagede dem. Hensynsløst og brutalt skød de løs i blinde. Ned mod den nye forsamlingsbygning gik farten, og skønt dørene var lukket, Bygningen var reserveret til en fest, lukkede man op, så snart man så, at det var danske mænd og kvinder, der søgte tilflugt fra hipoerne, og tog sig af folk. Forhal og restaurationslokaler fyldes hurtigt til trængsel, og op på de øvrige etager bredte strømmen sig og nåede til sidst ind til murerarbejdsmændenes jubilæumsfest, der herved måtte afbrydes. Efter frihedskæmpernes råd søgte folk ned i de store beskyttelseskældre under hele komplekset hvorfra man jævnligt hørte skudsalver knalde fra alle verdenshjørner.
I bygningen indbragtes flere damer, der var blevet chokerede, en enkelt havde fået krampe og nogle var besvimede. Endelig kom der også et par lettere sårede, således to mænd, hvoraf den ene var ramt i hånden af et skud under flugten gennem ildhelvedet, mens den anden havde såret sin hånd ved nedstyrtende glas fra et skudsplintret vindue.
Tre hipoer skudt i Vindegade.
Mens alt dette skete, forefaldt der også en blodig episode i Vindegade, her kom tre hipomænd, iført marineuniformer, spadserende. Omtrent ud for Aktiebageriet var de blevet genkendt som farlige hipofolk, og frihedskæmpere skød dem ned. Andet steds blev en bil med tre hipofyre gennemhullet.
Overalt var man på vagt mod hipobanden, der ganske vist var spredt for alle vinde, men som dog i mindre grupper var farlige fyre at have gående løse.
Under kampene i Vestergadekvarteret fløj projektiler ind gennem vinduerne i en lang række forretninger og privatboliger. Som et eksempel på, hvor dødsens farlig en sådan kamp er og hvor nødvendigt der er, at folk holder sig væk fra vinduerne, det kan anføres, at i nummer 57 i Vestergade i Brøndums damefrisørsalon er projektiler trængt ind i salonen. Indehaverne, fru Hoffgaard, viser os, hvorledes de er gået igennem ruderne, har snittet huller i gardiner og forhæng og er trængt op i loftet, hvor flere projektiler har sat sig fast i brædderne over pudset, ja endog er trængt op i gulvet i den overliggende lejlighed. Det vil sige, at man under eventuelle skyderier bør holde sig i tilbørlig afstand fra vinduerne og ikke af nysgerrighed lade sig lokke hen for at se, hvad der sker.
Hen under aften blussede kampene op igen, denne gang i Kongensgade – Vestergade – krydset. Her blev en sporvogn fuldstændig gennemhullet under kampene og anvendtes som barrikade af frihedsfolkene. Sporvejstrafikken var med det samme blevet indstillet, og genoptog ikke driften. I morges hentedes den ødelagte sporvogn og kørtes på værkstedet. Ikke én rude var hel i motorvognen, hvis indre var et virvar af glasskår. Ved denne lejlighed hjalp nogle tyske soldater aktivt modstandsbevægelsen, og ved statsbanegården tag tyskerne frihedskæmperne gode råd ved barrikadebygning. I Vestergade hjalp tyske soldater imidlertid hipofolkene, men der er i dag fra tysk side givet de danske frihedskæmpere en undskyldning herfor.
Rundt på gaderne lå sårede og dræbte, et sted lå en kvinde, mens et lille barn grædende stod ved siden af. Det var barnets mor, der var blevet ramt. I hallen under Bryggergården lå et kvinde lig løst tildækket med en regnfrakke. I Kongensgade lå under kampene også en dræbt person, og Odenseanerne blev på denne dag, der skulle have stået ren og ublodig i erindringen. Vidne til, hvad krig er, når den er på nært hold. Og så er det kun det, som man i disse fem år blot har kaldt ”mindre uroligheder” eller ”episoder”
Kampen på Bolbro Bakke.
Langvarig ildkamp på Bolbro bakke.
Omkring 15-tiden indløb der pludselig meddelelse fra Middelfart til de odenseanske frihedskæmpere om, at der var 14 biler med Hipofolkene var på vej mod Odense.
Ledelsen beordrede straks det forhåndenværende mandskab afsted mod Middelfart, og to biler bemandet med hver fem mand suste gennem Vesterbro og ud ad Middelfartvej.
Allerede på Bolbro bakke stødte frihedskæmperne sammen med hipofolkene og begge parter gik omgående i dækning og beskød hinanden. Kort efter kom en Falck-ambulance susende ud ad Middelfartvej for at hente den første sårede frihedskæmper.
Snart efter kørte forstærkning efter forstærkning af frihedskæmpere ud mod Bolbro bakke. De kom i små biler og en omnibus, samt i lastbiler, der var påmonteret et rekylgevær.
En af lastbilerne kom således i åben ildkamp med hipofolkene, der sendte en salve mod den. Flere kugler gik gennem taget og vindspejlet. Chaufføren fik på denne måde den ene arm såret af en kugle, der også molesterede bilens rat.
En frihedskæmper, der stod på bilens lad, fik et alvorligt sår i brystet og sank sammen. Han blev omgående lagt over på en lastbil og sammen med en kammerat, der var såret i foden, gik turen i susende fart ind mod byen. På broen over jernbanen blev de to sårede skiftet over i en Zone-ambulance.
Modstandsledelsen i Odense fået melding om hipoerne, som havde klædt om til civil, og som man kunne forvente ville søge mod Odense. Et stort kontingent modstandsmænd blev placeret i Odins tårnets ruiner på Bolbro Bakke, hvor de afventede Hipoernes komme. Da lastbilen fra Middelfart kom kørende med ladet fuldt af civilklædte mænd og en enkelt politibetjent, som iklædt sort uniform og stålhjelm på afstand lignede en hipo, var de ikke i tvivl om, at det var de flygtende hipoer, de havde foran sig. De åbnede ild, lastbilen standsede, og mændene sprang af. En ildkamp begyndte nu; men Middelfartfolkene indså snart, at noget var galt. De havde alt for mange modstandere over for sig, til at det kunne være de forfulgte hipoer. Skudvekslingen indstilledes. Børge Nielsen fra Middelfart, som ved kampens start var ramt af en kugle, førtes til sygehuset i Odense; men for sent til at hans liv kunne reddes. Det blev aldrig opklaret, om der var hipoer indblandet i kampen, som var præget af den største forvirring, og som også kostede en modstandsmand, Orla Christensen, fra Odense livet.
Flere ejendomme blev ramt af granater, og talrige huller i mure, døre og vinduer bærer vidne om de voldsomme begivenheder. En tysk soldat blev dræbt på hjørnet, og flere blev såret.
Værst gik det dog til omkring Flakhaven og Klingenberg, men også pladsen foran Ansgars kirke var en overgang skueplads for heftige kampe.
Forhandlinger med den tyske kommandant.
Ved 19-tiden kørte højttalerbiler rundt i gaderne og gav frihedskæmperne besked på at indstille skydningen, og selv om der stadig blev skudt lidt hist og her i byen, faldt der dog efterhånden ro over situationen. Frihedsbevægelsen ledere forhandlede med den tyske kommandant, som afgav en uforbeholden undskyldning for de tyske troppers indgriben i kampen og sørgede for at soldaterne blev trukket væk fra gaderne. Flere steder holdt tyskerne stadig vagt, bla. i kvarteret omkring Vestre skole, men ellers var det frihedskæmperne, der patruljerede i gaderne.
Tvillingbrødre forsøger selvmord foran alteret i Fredens Kirke.
Nogle stikkere, der havde undgået anholdelse natten til lørdag, foretrak at begå selvmord. således blev den 26-årige Aage Due Nielsen. Nørregade 112, Esbjerg, fundet død i Næsbyhoved Skov. Han havde skudt sig selv. Og søndag morgen blev 2 tvillingbrødre fundet foran alteret i Fredens kirke, hvor de havde forsøgt selvmord ved at skære pulsåren over. Det var den 26-årige arbejdsmand F. B. Rasmussen og hans bror skomager K. B. Rasmussen fra Vejen.
Hipofolkene forsøgte storm på domhus og politistation.
Nogle af hipofolkene forsøgte under kampen at storme politistationen, ligesom der blev foretaget et angreb på domhuset, hvor man antagelig ville befri de anholdte stikkere, men begge steder blev angrebet slået tilbage. I alt er der indtil nu foretaget flere hundrede arrestationer her i byen og rundt på Fyn er der ligeledes arresteret talrige forrædere, i Middelfart således op imod et par hundrede stykker.
Ved middagstid blev de indbragt 12 hipofolk til politistationen, hvor de straks kom i forhør og senere blev overført til arresten.
Den dyre dag for Odense.
Falck og Zonen kørte ustandseligt og der var store tal af dræbte og sårede, der indbragtes til Odense sygehus. Til i morges var tallet 24 dræbte og 133 sårede på Odense sygehus, hvor alle besøg i dag, søndag, er aflyst. Blandt de sårede er flere hårdt såret. Blandt de døde er seks hipomænd indbragt til sygehusets kapel.
Mellem dem, der faldt for Danmarks sag, var den tidligere Danmarksmester i boksning, kriminalbetjent Einar Aggerholm og ingeniør Steen Larsen, kendt som spejderfører, samt politibetjent Lars Sig Hansen, Gormsgade 7. Han faldt ved siden af Aggerholm under kampen på Flakhaven. Han blev 28 år og efterlader hustru og flere børn.
Vi henviser i øvrigt til den særlige liste over døde og sårede, som vi bringer nedenfor.
For de vandrede, der i aftes vovede sig en tur gennem den hærgede by, hvor festudsmykningen endnu minder om, at det trods alt var en festdag, var det et bedrøveligt skue på sine steder at vade i glasskår og træsplinter, at møde havarerede biler med itu skudt gummi, at møde blodpletter i den grå asfalt og vide, at blandt ofrene var så mange gode, trofaste landsmænd og landsmandinder, frihedskæmpere og civile, der i stolthed og glæde havde gået dagen i møde. Men de danske døde, der blev ført bort, bar næsten alle et Dannebrog i knaphullet, mange tillige de Allieredes farver. Frihedskæmperne var døde for en god Sag, og vores andre døde gik ind i det ukendte land på en alligevel lykkelig dag. De vidste, at Danmark atter var frit, de faldt, mens et frit flag vajede over hele landet. Det var en trist afslutning, men den maner til at fortsat forsigtighed, indtil urostyrkerne endelig er udslettet.
De små flag i de dødes frakkerevers var den smukkeste pryd der findes.
Fra Odense sygehus forelå søndag eftermiddag følgende liste over dræbte og sårede ved lørdagens alvorlige uroligheder i Odense.
De dræbte:
Frihedskæmpere:
1. Kriminalbetjent Einar Aggerholm, Rosenørsvej 24, Odense. Født i Nykøbing M. 5. 10. 1906, dræbt i Biblioteksgården
2. Typograf Orla Christensen, 14.11. 1923 i Holstebro. Svanevej 28, Odense, dræbt i grøften overfor Odinstårnet
3. Politibetjent Lars Sigurd Hansen, 8.9.1917 i Svanninge sogn, Gormsgade 7, Odense, dræbt på Læseforeningens plæne.
4. Malersvend Max Jensen, 09.03.1923 Sct. Knudsgade 31, Odense, dræbt i Albanigade ud for opgang 5c, Vægtergården
5. Fyrbøder Oscar Rasmus Åge Nielsen, 21.12.1909 Helsingborggade 29, Odense, dræbt v. Industripalæets haveside nr. 1 på venstrehånd, når man står med fronten mod bygningen
6. Maskinarbejder Poul Eilif Poulsen. 21.3.1920, Nørrebro 5, Odense, dræbt ud for Kronprinsensgade 15
7. Landmand Arne Reumert Poulsen, 01.10.1926, Davinde, dræbt på Læseforeningens plæne
8. Overmontør Hjendre Petersen, 29.3.1890. Damhusvej 4, Odense, dræbt i Telefonhuset på 1.sal ved døren til regnskabskontoret
9. Portner Victor Emanuel Willer 17.02.1918, dræbt på Læseforeningens plæne, døde den 13. 5. 1945
Civile:
10. Bjørn Bird, Filosofgangen 11, Odense. 5. marts 1903, dræbt i læge Damkildes lejlighed Vestergade 15
11. Grønthandler Ejnar Christensen, dræbt i bagbutikken, Kirkegårds Alle 11, Odense
12. Else Stjernegård Hansen, Brændekilde-Væde, boende hos Gdr. Chr. Jensen, Højme, dræbt ved Albani Cafeens haveside
13. Fru Gerda Heinsen, (frihedskæmpers kone) Sct. Jørgens gade 144, Odense, dræbt ud for Sct. Jørgens Gade 62
14. Husejerske Kathrine Mathilde Jørgensen, Lahnsgade 23, Odense, dræbt foran Neyes forretning Vestergade 11
15. Poul Kleis, Åløkkegade 15, Odense, dræbt i Biblioteksgården
16. Kaptajn Svend Reimert Lüdolph Middelfartvej 71, Odense, dræbt i porten v. bagerport på Klingenberg
17. Former Helmuth Madsen, dræbt i gangen ved Klosterhavens allé
18. Henry Georg Olsen, Sdr. Boulevard 52, Odense, dræbt ud for Barberforretningen Mageløs 9
19. Spejderfører, Ingeniør Steen Larsen, Munkevænget 19, Odense, dræbt i Klosterhaven
20. Bent Emanuel Larsen, 8 år, Sct. Hansgade 18, Odense, dræbt ud for Elektricitetsværket (nogle steder står der at han er 12 år)
21. Løjtnant Louis Palle Vilhelm Rojahn Lützen, dræbt ud for Angarsgade 8
Ukendt/andet
22. Kontorist Carl Aage Jensen, Nørregade 112, Esbjerg. fundet død i Næsbyhoved Skov. Han valgte selvmord, han var hipomand.
23. Helmuth Madsen, Frederiksgade 65, Odense.
24. Hans Peter Molvig, Murer, 27.9.1869 Jagtvej 50, Odense.
25. 26-årige Aage Due Nielsen,
26. Tysk Marineofficer
27. Tysk Marineofficer
28. Tysk Marineofficer
Den under Nr. 22 nævnte Kontorist Carl Aage Jensen blev fundet dræbt i Næsbyhovedskov, hvor han havde skudt sig selv. Typograf Christensen blev fundet død på Rolf Krakesvej, og Fru Heinsen blev fundet dræbt ved skud i Sct. Jørgensgade ud for nr. 62.
Desuden blev Ingeniør Steen Larsen fundet dræbt i Klosterhaven, mens den 8-årige Bent Larsen blev dræbt af et skud i hovedet i nærheden af Elektricitetsværket.
Ud over de nævnte dræbte blev der tidligt i går morges på Middelfart Landevej ved 8 km-stenen fundet en ukendt mand død. Han var dræbt ved skud.
De sårede:
Af de 133 sårede, som blev ført til sygehuset, kunne en del forlade sygehuset efter en ambulant behandling.
De sårede, som måtte indlægges er:
Handelsmand Andersen, Pjantedamsgade 10, skudsår i låret.
Arbejdsmand Albrechtsen, 1915, Ny Vestergade 19, skud gennem højre fod og skinneben.
Håndarbejderske Anna Emilie Andersen, 1875, Valdemarsgade 2.
Lagerarbejder Bøg. 1923, Tiersvej 7, skudsår i højre arm og ben.
Salgschef Søren Bjødstrup, 1892, Ansgargade 7, skudsår i hoften og brud.
Dagny Bjødstrup, 1902, Ansgargade 7.
Snedker Berthelsen, 1923, Åløkkeallé 47, lettere hjernerystelse.
Carlsson, 1920, Hjallesevej 53, skud i foden.
Skomager Christensen, 1918, Glamsbjerg, skudsår i venstre lår.
Repræsentant, fru Ina Oline Katrine Christiansen, 1900, Munkerisvej 10.
Dinesen, 1930, Kochsgade 21
Blikkenslager Frederiksen, 1917, Østergade 6, brud på venstre ben.
Frandsen, Pjantedamsgade 23.
Politibetjent Fogh, 1916, Palantokesvej 18. skudsår i hovedet, hårdt såret.
Elektriker Graf, 1917, Frederiksgade 24, skud i venstre lår.
Telefonassistent Jensen, Valdemarsvej 15, skudsår i højre ben og brud.
Elektriker Hansen, 1914, Turesensgade 12b, skudsår i højre ben.
Snedker Georg Valdemar Hansen, 1882, Fåborgvej 76, skudsår i bryst og arm.
Tjenestekarl Jørgen Frederik Hansen, 1891, Dalumgård, skud gennem højre lår.
Artist Hansen, 1927, Steinsgade 16
Studerende Herborg, 1921, Istedvænget 8, skud gennem tæerne.
Arbejdsmand Haas, 1918, Holmehusvej 34, skudsår i hovedet, dog ikke alvorligt.
Bager Jensen, 1920, Hans Tausensgade 2, skudsår i venstre lår, ret alvorligt.
Blikkenslager Jensen, 1918, Sct. Jørgensgade 26, skudsår i låret.
Kernemager Laur. Jensen, 1905, Sct. Hansgade 26, skudsår i låret.
Politibetjent Jensen, 1917, Davinde Mølle pr. Marslev, skudsår i højre side af brystet, temmelig hårdt såret, (vådeskud)
Chauffør Otto Jensen, 1907, Dronningensgade 56, skud i underlivet.
Fyrbøder John Thorvald Johansen, 1901, Sct. Jørgensgade 143, skud gennem venstre knæ.
Laulund, 1926, Næsbyhovedvej 10, skudsår i venstre side af hovedet.
Metalsliber Larsen, 1917, Sct. Knudsgade 56, skudår i venstre lår.
Løjtnant Louis Palle Vilhelm Rojahn Lützen, 1915, Ø. Stationsvej 44, skud i maven, alvorlig. (dør senere)
Bent Emanuel Larsen, Sct. Hansgade 18, skudt i Hoved og bryst, ikke kommet til bevidsthed, meget dårlig. (dør senere, 8 år gammel).
Chauffør Larsen, Brolykkevej 55, Sanderum, skud i arme og ben.
Klejnsmed Mogens Greyst Madsen, 1903, Østergade 22
Nielsen, 1917, Hjallese Torp, strejfskud i venstre hofte.
Blikkenslagerlærling Oppenheim, 1929 Ahlmannsvej 7, skud i venstre luge, alvorligt
Petersen, 1923, Søndermarken 134, skudsår i højre lår.
Bryggeriarbejder Einar Petersen, 1901, Åsumvej 123, venstre ben amputeret midt på benet.
Mejerist Petersen, 1924, Lunderskov Andelsmejeri, skudsår, brud af venstre lår.
Kommunalarbejder Petersen, 1912, Ahlmannsvej 14, skud gennem højre fod.
Rasmussen, 1942, Sct. Jørgensgade 36, lettere strejfskud i højre side.
Leo Arne Rossau, 1910, Middelfartvej 126, skudsår, brud af højre lår.
Fabriksarbejder Harry Rasmussen, 1906, St. Glasvej 39, granatsplint i foden.
Abrahamsen, Skibsbakken 4, Hobro, skud i maven.
Scubell, 1925, Frederiksgade 56, skudsår i højre overarm.
Lagereksp. Thorstensen, 1925, Christiansgade 119, skudsår i højre lår.
Portner Willer, 1918, Asylgade 16, skud i maven, alvorligt.
Chauffør Carl Georg Wetche, 1907, Pantheonsgade 18, skudsår højre hånd og ben
Ingeniør Ørnberg, 1920, Munkevænget 16, Odense, skudsår i venstre lår.
Arbejdsmand Tranberg, 1913, Skibhusvej 157.
Handelsmand Peter Valdemar Andersen, 1896, Pjantedamsgade 10, Hotel Ansgar, skudsår i låret
Mogensen, 1926, Gerthasminde 31
Arbejdsmand Hansen, 1926, Engelstofsgade 15
Tysk soldat Arthur Schika, skud i venstre lår
Tysk soldat Willy Brandt, skudsår i højre lunge, hårdt såret.
Tysk soldat, navn ukendt.
Tysk soldat, navn ukendt
Tysk soldat, SS, døende. navn ukendt.
Til Sct. Josephs Hospital er indbragt:
Arbejdsmand Jensen, 1918, Turesensgade 23
Tysk soldat, Bernhard Schümer
Efterskrift
Jeg har fjernet de såredes fornavn ved dem hvor jeg ikke kender alderen og ved dem der er født efter 1910, nogle af dem kunne være i live, hvilket ikke er så sandsynligt, men sikker er jeg ikke.
Artikler fra Fyns Social-Demokrat, Fyns Venstreblad og Striib.dk
Del siden